Dato:            28. februar 2007

Kontor:         Budgetkontoret

J.nr.:             2007-0203-36

Sagsbeh.:   JKP

Fil-navn:       Statsforvaltning/ft/KOU S 48

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 48 (Alm. del), som Kommunaludvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 6. februar 2007

 

Spørgsmål 48:

"Er det tilfredsstillende set fra ministerens side, at en flytning, der har været under planlægning, først kan forventes klar 5 måneder efter reformens ikrafttræden?"

 

Svar:

Lokalerne til Statsforvaltning Syddanmarks hovedkontor i Aabenraa er fremskaffet med bistand fra Slots- og Ejendomsstyrelsen, idet hovedkontoret ikke kan rummes i Statsamtet Sønderjyllands hidtidige lokaler i Aabenraa.

 

Slots- og Ejendomsstyrelsens overvejelser har været koncentreret om lokaler i Amtsgården i Aabenraa og lokaler hos Aabenraa Kommune, idet udgangspunktet for Slots- og Ejendomsstyrelsens arbejde har været, at der så vidt muligt skulle ske genanvendelse af offentlige lokaler i forbindelse med kommunalreformen.  Andre lokaleløsninger har også været overvejet, men er droppet i en tidlig fase, idet de ikke har været omfattet af målet om genanvendelse af offentlige lokaler ved kommunalreformen.

 

Overvejelserne om en indplacering i Amtsgården måtte droppes i foråret 2006, efter at det blev endeligt afklaret, at ejendomsretten til Amtsgården skulle overgå til Aabenraa Kommune, og at kommunen selv havde mulighed for at bruge lokalerne. I stedet blev overvejelserne koncentreret om et lejemål i ejendommen Storetorv 10 i Aabenraa, hvor Aabenraa Kommune var lejer.

 

Forhandlingerne mellem udlejer, den hidtidige lejer Aabenraa Kommune og Slots- og Ejendomsstyrelsen blev afsluttet ultimo 3. kvartal 2006.

 

Inden lokalerne kan tages i brug af Statsforvaltningen, skal der gennemføres et større ombygningsarbejde for at indrette ejendommen til Statsforvaltningens behov. Det har først været muligt at iværksætte ombygningen på Storetorv fra 1. januar 2007, efter at Aabenraa Kommune er flyttet ud af ejendommen.  

 

Ombygningen forventes afsluttet, så ejendommen kan tages endeligt i brug af Statsforvaltningen i maj 2007. Indtil da vil lokaleforholdene for Statsforvaltningen være vanskelige, og der kan blive behov for fortsat at trække veksler på tålmodigheden hos medarbejdere og borgere. Statsforvaltningens ledelse er dog indstillet på at søge generne minimeret mest muligt.

 

Status for lokalesituationen i Statsforvaltningen Syddanmark er, at medarbejderne i nævnssekretariaterne fra Statsamtet Sønderjylland og Statsamtet Fyn er flyttet ind i midlertidige lokaler i det nye hovedkontor i begyndelsen af januar 2007 sammen med statsforvaltningens sekretariat. Dette er sket for at skaffe plads til de nye medarbejdere fra de tidligere amtskommuner, som er midlertidigt placeret i Statsamtet Sønderjyllands tidligere nævnslokaler på Madevej og H.P. Hanssens Gade i Aabenraa.

 

Flytningen af medarbejdere fra Statsamtet Ribe, som fremover skal have tjenestested i Aabenraa, afventer færdiggørelsen af 1. etape af hovedkontoret. Flytningen af de øvrige medarbejdere fra Statsamtet Ribe afventer færdiggørelsen af afdelingskontoret på amtsgården i Ribe. Disse flytninger forventes at ske henholdsvis primo marts 2007 og primo juni 2007.

I Odense er afdelingskontoret etableret medio januar måned 2007, og medarbejderne fra familieretsområdet i Statsamtet Fyn er flyttet fra Statsamtets lokaler på Odense Slot, som har været lejet af Odense Kommune, til Statsamtet Fyns hidtidige lokaler i Jernbanegade i Odense.

Flytningen af medarbejdere overført fra Statsamtet Vejle har indtil nu omfattet nogle medarbejdere fra familieretsområdet, som er flyttet ind i H.P. Hanssens Gade i Aabenraa i januar 2007. Det forventes, at de overførte medarbejdere fra nævnssekretariatet i Statsamtet Vejle flytter til hovedkontoret i Aabenraa i marts 2007, og at de resterende medarbejdere, som er overført fra Statsamtet Vejle, flytter ind i hovedkontoret i Aabenraa ultimo april 2007.

 

Status for lokalesituationen i Statsforvaltningen Syddanmark er således, at medarbejderne for tiden er placeret på 3 adresser i Aabenraa og 3 adresser i Ribe, Vejle og Odense.