"Kan ministeren garantere, at ingen borger kommer i klemme i afgørelser i deres sociale sag på grund af den nye ekstra ventetid på sagsbehandling ved Statsforvaltningen i Region Syd"
Nedlæggelsen af statsforvaltningerne og etableringen af de nye statsforvaltninger, herunder etableringen af Statsforvaltningen Syddanmark i Åbenrå, kan berøre driften i en overgangsperiode, hvor en ny organisation, nye systemer, medarbejdere og indretningen i nye lokaler skal bringes på plads. På baggrund af oplysninger, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har modtaget fra Statsforvaltningen Syddanmark må konsekvenserne for behandlingen af sociale sager dog forventes at blive meget begrænsede.
Statsforvaltningen Syddanmark har således oplyst til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at sagsbehandlingen i Det Sociale Nævn generelt ikke vurderes at blive forsinket væsentligt på grund af strukturændringerne. Statsforvaltningen har endvidere oplyst, at nævnssekretariatet arbejder videre med behandlingen af de allerede oprettede sager, hvorfor Statsforvaltningen ikke forventer, at der bliver tale om en generel forøgelse af sagsbehandlingstiden.
Det kan tilføjes, at Statsforvaltningen Syddanmark i resultatkontraktforslaget for 2007 forventer at opnå en gennemsnitlig sagshandlingstid for sociale sager på 13 uger i 2007 svarende til måltallet for 2006. Det generelle måltal for statsforvaltningerne under ét er efter aftale med Ankestyrelsen fastsat uændret til 13 uger for 2007.