29. januar 2007

J.nr. 07-203-155

 

Endeligt svar på Kommunaludvalgets spørgsmål nr. 31 (alm. del) af 3. januar 2007 (omtrykt 5. januar)

Spørgsmål:

”Ministeren bedes redegøre for de initiativer, der frem til nu har været taget fra statens side for i samarbejdsudvalgsregi at forberede aftale om retningslinier for tryghedsskabende foranstaltninger med hovedvægt på naturlig afgang og frivillige fratrædelsesordninger samt iværksættelse af særlige kompetenceudviklings- og omskolingsinitiativer. Der ønskes en oversigt over de samarbejdsudvalg, der har været inddraget, og over resultaterne af disse drøftelser.”

 

Svar:

Regeringen har i forbindelse med behandlingen af lovgivningen om kommunalreformen tilkendegivet, at staten er indstillet på at sikre, at naturlig afgang i videst muligt omfang indgår i løsningerne, hvis der opstår situationer, der nødvendiggør personaletilpasninger på de områder, der ved kommunalreformen overgår til staten.

 

Regeringen har endvidere tilkendegivet, at staten vil tage initiativ til, at der i samarbejdsudvalgsregi aftales retningslinjer for tryghedsskabende foranstaltninger i forbindelse med eventuelle personaletilpasninger på det statslige område.

 

Personalestyrelsen har til brug for besvarelsen af spørgsmålet bedt de berørte ministerier om bidrag, herunder en oversigt over de samarbejdsudvalg på de enkelte ministerområder, der har været inddraget og over resultatet af disse drøftelser.

 

De afgivne svar viser, at ministerierne generelt har igangsat initiativer for at sikre, at de ansatte kan føle sig trygge i den forestående omstillingsproces, og for at de ansatte sikres en god integration i de statslige institutioner.

 

De afgivne svar viser endvidere, at der på nuværende tidspunkt ikke er opstået situationer, der nødvendiggør personaletilpasninger på de områder, der ved kommunalreformen er overgået til staten.

 

Der vedlægges kopi af de enkelte ministeriers svar. Der vedlægges endvidere en oversigt over de samarbejdsudvalg, der har været inddraget og over resultatet af drøftelserne.