"Hvad er grunden til, at ministeren ikke af sig selv har oplyst Folketinget om, at der med de lang tid før lovforslagets fremsættelse kendte opregninger af 2003-tal til 2004-tal ville vise sig helt andre resultater af aftalen om en udligningsreform, ligesom det bedes oplyst, hvorfor ministeren ikke af sig selv har oplyst Folketinget om, at der med de forud for lovforslagets vedtagelse kendte opregninger af 2003-tal til 2005-tal vil vise yderligere, men særdeles relevante ændringer i resultaterne af aftalen om en udligningsreform?"
Der er ikke tale om opregning af 2003-tal til 2004-tal eller opregning af 2003-tal til 2005-tal.
Aftalen om en finansieringsreform af 27. februar 2006 og lovforslag L 194 fra marts 2006, som udmønter denne aftale, bygger på Finansieringsudvalgets rapport fra december 2005. Udvalget har måttet tage udgangspunkt i et bestemt år med henblik på at opstille et konsistent regnestykke, og der blev derfor taget udgangspunkt i året 2005, som var det seneste år, for hvilket der under analysearbejdet forelå detaljeret budgetmateriale mv.
Men på en bestemt del af beregningerne måtte udvalget bruge 2003-tal. Det var vedrørende fordelingsnøglerne for udgifterne på de enkelte opgaveområder. Disse fordelingsnøgler var baseret på de primo 2005 senest kendte regnskabstal, dvs. 2003 regnskabet, samt de senest kendte relevante statistikker, herunder navnlig en undersøgelse foretaget af Socialministeriet om fordelingen af de enkelte amters sociale udgifter på kommuner i 2003. Disse fordelingsnøgler blev herefter anvendt til fordeling af de merudgifter, der blev opnået enighed om mellem regeringen og de kommunale parter i september 2005.
Udvalgets beregninger, som også lå til grund for lovforslaget, udgjorde et konsistent regnestykke, hvor både konsekvenserne af kommunalreformen og udvalgets udligningsmodeller var opstillet i 2005 niveau. Det er også disse økonomiske opgørelser, som har ligget til grund for Folketingsbehandlingen, og som skattelofterne er beregnet på basis af.
Men det er selvfølgelig sådan, at udligningen løbende er blevet tilpasset til de ændringer, der er sket i de enkelte kommuners forhold i den mellemliggende periode. Hvis f.eks. en kommunes udgiftsbehov er blevet forøget i perioden, er kriterierne i udligningen fulgt med. Dette gælder både udligningsberegningen i det gamle system for 2006 og udligningsberegningen i det nye system for 2007.
Udligningssystemet er netop konstrueret til at opfange ændringer i kommunernes forhold gennem en opdatering af de kriterier og skattegrundlag, der indgår i udligningen, således at udligningsbeløbene løbende tilpasses til ændringer i kommunernes forhold.