Folketingets Kirkeudvalg

 

Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dokument nr. 309121

Dato: 01. december 2006

 

I brev af 6. november 2006 (Alm. del – spm. 2) har Udvalget bedt om min besvarelse af følgende spørgsmål:

”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Ritzau den 3. november 2006: ”Medlem af folkekirken nægtet begravelse”, herunder oplyse, om betaling af kirkeskat giver nogle rettigheder, uanset om vedkommende er døbt eller konfirmeret? I benægtende fald bedes ministeren oplyse, om ikke det burde oplyses borgerne, at de uanset betaling af kirkeskat ingen rettigheder har, med mindre de er døbt eller konfirmeret.”

Svar:

Retten til at blive begravet tilkommer alle uanset om man er medlem af folkekirken, et trossamfund uden for folkekirken eller ikke er medlem af noget trossamfund. Så godt som alle har ret til at blive begravet på folkekirkens kirkegårde. De eneste, der ikke har denne ret, er nogle få, som tilhører et andet trossamfund, der har en begravelsesplads i det sogn, hvor de bor.

Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører. Man bliver medlem af folkekirken ved dåb.

Konfirmation har ikke i sig selv betydning for medlemskabet af folkekirken.

Det er kun medlemmer af folkekirken, som er forpligtede til at betale kirkeskat. En person, der betaler kirkeskat, men ikke er medlem af folkekirken, har ikke i kraft af kirkeskattebetalingen ret til kirkelig betjening.

Såfremt der betales kirkeskat af en person, der ikke er medlem af folkekirken, kan det bero på fejl i skatteopkrævningen. Det fremgår af forskudsangivelsen og årsopgørelsen, om man betaler kirkeskat. Hvis man betaler ved en fejl, kan man få den kirkeskat, som man ikke har haft pligt til at betale, tilbagebetalt. Dette tilbagebetalingskrav er omfattet af 5 års forældelsesfristen.

Er man i tvivl, om man er medlem af folkekirken, kan man altid få dette oplyst ved henvendelse til en af folkekirkens ministerialbogsførere.

 

Med venlig hilsen

 

Bertel Haarder

                                  /     Marjun EgholmÂ