Folketingets  Kirkeudvalg

 

«[email protected]»

 

Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dokument nr. 319883

Dato: 28. februar 2007

 

Kirkeudvalget har ved brev af  7. december 2006 (Alm. del. - spørgsmål 14) bedt om min besvarelse af følgende spørgsmål:

”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel af 7. december 2006 fra Kristeligt Dagblad ”Rederier får sømænds kirkeskat”, herunder oplyse om ministeren agter at ændre på den nuværende ordning, således at sømænds kirkeskat indbetales direkte til f.eks. Fællesfonden – eller via det stift, som står over sømandskirkerne?”

 

Svar:

Ordningen med søfarendes skattefritagelse for hyre for tjeneste ombord på skibe under Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) blev indført i 1988 med virkning fra 1. januar 1989. Formålet med DIS-ordningen var at hindre udflagning og styrke dansk skibsfarts internationale konkurrenceevne.

DIS-ordningen betyder, at ansatte forhyret på et skib indregistreret i DIS-registeret, får hyren udbetalt uden at der trækkes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, således at den søfarende modtager en skattefri nettohyre. Dette nettolønprincip indebærer, at søfarende medlemmer af folkekirken under DIS-ordningen ikke betaler kirkeskat. Som en konsekvens af nettolønprincippet betaler rederierne endvidere et løntillæg til søfarende, der ikke er medlemmer af folkekirken.

Der er tidligere stillet spørgsmål ved det rimelige i denne lønmæssige forskelsbehandling imellem medlemmer af folkekirken og ikke medlemmer.  Senest har skatteministeren den 22. december 2006 besvaret spørgsmål S 1590 stillet af Rasmus Prehn (S):  Finder ministeren det rimeligt, at sømænd fratages muligheden for at støtte den danske folkekirke via kirkeskatten, idet deres kirkeskat automatisk overføres til den skibsreder, de arbejder for?

Skatteminister Kristian Jensen besvarede spørgsmÃ¥let sÃ¥ledes:  

”Det er lidt af en drejning at fremstille sagen sådan, at søfolks kirkeskat automatisk overføres til den skibsreder, de arbejder for. Arbejdsgiverens direkte lønomkostning til en sømand bliver hverken større eller mindre af, at den pågældende melder sig ud af folkekirken.

Spørgsmålet vedrører søfolk, der arbejder under den såkaldte DIS-ordning. Søfolk under DIS-ordningen modtager en skattefri nettohyre, som skal være fastsat under hensyn til, at den er skattefri. Princippet er, at sømanden skal have samme beløb til sin rådighed, som han ville have haft, hvis han havde været ansat på almindelige skattevilkår.

Med skattefri menes skattefri. (Eller rettere: Der menes det, der i skatteteknisk terminologi kaldes ”exemption med progressionsforbehold”. Det betyder, at DIS-indkomsten tæller med ved progressionsberegningen for anden indkomst.) Fritagelsen omfatter alle skatter, hvad enten der er tale om statslige, amtslige (til og med 2006), kommunale eller kirkelige skatter. Det ville savne enhver logik at fritage for samtlige skatter undtagen lige netop kirkeskatten.

Selve DIS-aflønningen må nødvendigvis blive ”skematisk”, idet ikke alle søfolk har samme skatteforhold. Nogle søfolk har store fradragsberettigede udgifter, mens andre ingen har. Tilsvarende er nogle søfolk medlemmer af folkekirken, mens andre tilhører andre trossamfund eller står helt udenfor.

Derfor har arbejdsmarkedets parter – rederierne og de søfarendes organisationer – etableret en særlig kompensationsordning, der tager højde for sådanne individuelle forskelle. Ordningen går i korte træk ud på, at søfolk får udbetalt skatteværdien af de fradrag, de ikke kan udnytte, når de er omfattet af DIS-ordningen.

Ordningen finansieres af rederierne og administreres af Udligningskontoret for Dansk Søfart. Udligningskontoret er en rent privat institution, som ikke er underlagt SKAT eller andre offentlige myndigheder.

På Udligningskontorets hjemmeside – www.udligningskontoret.dk - findes en vejledning for søfolk om kompensationsordningen. Efter denne vejledning gives der en særlig kompensation på 0,75 pct. af DIS-indkomsten til DIS-søfolk, som ikke er medlemmer af folkekirken, således at DIS-søfolk også på dette område ligestilles med personer, der arbejder under almindelige skattevilkår.

Ud fra en snæver betragtning kan man måske nok sige, at folkekirken mister skatteindtægter fra søfolk under DIS-ordningen. Det er folkekirken dog ikke ene om. Det samme gælder for søfolkenes bopælskommuner, der mister kommuneskatten for de pågældende.

Dette er en konsekvens af, at man har valgt at basere DIS-ordningen på et nettolønsystem, og det er en konsekvens, som jeg ud fra de givne forudsætninger finder rimelig.”

Jeg kan henholde mig til skatteministerens oplysninger om skatteforholdene for søfolk, der sejler under DIS-ordningen og tilføjer følgende:

Den nævnte kompensationsordning og dens konsekvenser er aftalestof mellem rederierne og de søfarendes organisationer, hvorfor Kirkeministeriet ingen indflydelse har på disse forhold. 

En ordning, som den Kirkeudvalget nævner, med indbetaling af kirkeskatten for søfarende under DIS til fællesfonden kan derfor ikke lade sig gøre.

Søfarende, der er omfattet af DIS-skatte-ordningen, kan fortsat være medlemmer af folkekirken, uanset at de ikke betaler kirkeskat.

 

Bertel Haarder 

                                                                                /

                                                                                       Jørgen Lynge Kroer
                                                                                               fuldmægtig