Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

                                                                                                             

 

 

6. december 2006

J. nr.: 3911

 

 

 

 

 


 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 13. november 2006 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

 

Spørgsmål nr. 89:

Vil ministeren oplyse status for Fødevarestyrelsens udsendelse af et ugentlige nyhedsbrev om fugleinfluenza, som er planlagt fra uge 38?

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”I efteråret 2006 har Fødevarestyrelsen udsendt to nyhedsbreve om fugleinfluenza.

 

Det første nyhedsbrev blev udsendt i uge 38. Baggrunden var, at de vilde fugles efterårstrækperiode var indledt. Derfor blev det aktuelle risikoniveau for hele landet med virkning fra den 16. september 2006 og indtil videre fastsat til situation med middel risikoniveau i relation til fugleinfluenza. Udover denne information indeholdt nyhedsbrevet et link til en nærmere oversigt over de smitteforebyggende tiltag, som ejere af fjerkræ og andre fugle i fangenskab skal iagttage i situation med middel risikoniveau.

 

Det andet nyhedsbrev blev udsendt i uge 46. Baggrunden var, at de vilde fugles efterårstrækperiode var ved at være afsluttet. Derfor blev det aktuelle risikoniveau for hele landet med virkning fra den 16. november 2006 og indtil videre fastsat til situation med lavt risikoniveau. Herudover indeholdt nyhedsbrevet et link til en oversigt over de smitteforebyggende tiltag, som skal iagttages i situation med lavt risikoniveau.

 

Udover de to nævnte nyhedsbreve har styrelsen ikke fundet anledning til at udsende yderligere nyhedsbreve om fugleinfluenza i efteråret 2006. Det skyldes, at der i denne periode ikke er fundet smittede vilde fugle eller konstateret udbrud af fugleinfluenza i tamfjerkræ her i landet eller i vore nabolande.

 

Hvis fugleinfluenzasituationen i fremtiden ændrer sig, vil styrelsen bl.a. via nyhedsbreve orientere offentligheden om situationen.”

 

 

 

Lars Barfoed

 

                                                                                                                                   /Birgit Gottlieb