Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

 

 

30. oktober 2006

 J. nr.: 3661

 

 

 

 


 

 

Folketingets Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 5. oktober 2006 (Ad FLF alm. del) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål 8:

 

 

Spørgsmål 8:

”Tidligere bekendtgørelser om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza har kun været gældende for besætninger på over 100 fjerkræ og andre fugle. Hvad er ministerens kommentar til igen at operere med en nedre grænse for, hvilke fjerkræsbesætninger der er omfattet af bekendtgørelsen om fugleinfluenza, og ville en nedre grænse på 50 fjerkræ og andre fugle være en hensigtsmæssig grænse?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”EU-Kommissionen meddelte den 14. februar 2006 om aftenen, at der var påvist fugleinfluenza H5N1 i to døde svaner ved øen Rügen i Østersøen. Derfor udstedte Fødevarestyrelsen den 15. februar, med ikrafttræden den 16. februar, bekendtgørelse nr. 90 af 15. februar 2006 om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza. Bekendtgørelsen gjaldt for besætninger med mere end 100 stk. fjerkræ og andre fugle og påbød at udegående fjerkræ skulle lukkes ind under fast tag i hele Danmark. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender udsendte den 15. februar en pressemeddelelse herom, hvoraf det fremgik at bestemmelsen om indelukning indtil videre gjaldt for besætninger med over 100 dyr, men at Fødevarestyrelsen samtidig anmodede om at både hobby- og kommercielle fjerkræavlere straks lukkede deres fjerkræ inde under tag.

 

Den 19. februar 2006 meddelte EU-Kommissionen Fødevarestyrelsen, at der på fastlandet i Tyskland i nærheden af Rügen var to nye fund af den alvorlige fugleinfluenzatype H5N1, ét fund i en musvåge og ét fund i en måge samt yderligere 20 nye fund på Rügen. Dette, sammenholdt med, at der i de følgende dage blev påvist H5N1 i vilde fugle i andre områder i Tyskland og i andre EU-lande, blev vurderet til at udgøre en stigning i risikoniveauet for smitte fra vilde fugle til danske fjerkræbesætninger. Der var derfor et veterinært fagligt grundlag for at vurdere, at reglerne om forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza helt eller delvist også skulle gælde for hobbyfjerkræ.

Det blev efterfølgende besluttet at revidere bekendtgørelse nr. 90 af 15. februar 2006 således, at også hobbyfjerkræhold blev omfattet. Dog blev der mulighed for, at hobbyfjerkræ og hobbyfugle kunne holdes udendørs, hvis de gik i en netoverdækket indhegning og fodring og vanding skete indendørs eller under en overdækning.

 

Den nye bekendtgørelse nr. 106 af 23. februar 2006 trådte i kraft den 24. februar og ophævede samtidig bekendtgørelse nr. 90 af 15. februar 2006. Det var således kun i en meget kort periode, at fjerkræbesætninger med under 100 dyr var undtaget reglerne om forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza.

De danske erfaringer med forårets fund af fugleinfluenza i vilde fugle og udbrud i besætninger sammenholdt med, at det forventes, at fugleinfluenzaen vil være et tilbagevendende problem, har gjort det nødvendigt at revidere reglerne i bekendtgørelse nr. 106 af 23. februar 2006 således, at det er klart for fjerkræejere, hvornår der gælder forskellige beskyttelsesforanstaltninger og restriktioner.

Udbruddet af den farlige fugleinfluenzatype H5N1 i en fynsk hobbyfjekræbesætning, hvor reglerne om netoverdækning af fjerkræ ikke var fulgt, viser også, at der ikke er et veterinærfagligt grundlag for at undtage mindre fjerkræbesætninger fra reglerne om forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza. Den nye bekendtgørelse nr. 941 af 14. september 2006 om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza, der ophæver bekendtgørelse nr. 106 af  23. februar 2006, sondrer således ikke mellem hobby- og erhvervsbesætninger, og der gælder derfor de samme regler for erhvervsfjerkræ som for hobbyfjerkræ uanset disses størrelse”.

 

 

 

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

 

                                                                                                                           /Birgit Gottlieb