København, den 26. januar 2007
|
Folketingets Udvalg for Fødevarer, landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 6. november 2006 (alm. del-bilag 70) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 77:
Spørgsmål 77:
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. november 2006 fra Dansk Landbrugs Økologiudvalg vedrørende det kommende landdistriktsprogram, jf. FLF alm. del – bilag 70.â€
Svar:
Gert Holst Hansen og Johannes Nebel har i brev af 3. november 2006 på vegne af Dansk Landbrugs Økologiudvalg over for Folketingets Fødevareudvalg påpeget, at der i perioden indtil 2015 er et fortsat og stigende behov for midler til de økologiske landmænd.
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er ved brev af 28. november 2006 orienteret om aftale om landdistriktsprogrammet samt aftale om økologipakke, der er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Som led i aftalen er der både i 2007 og 2008 afsat 111 mio. kr. pr. år til arealstøtte ved tegning og gentegning af aftaler om miljøbetinget tilskud og tegning af aftaler om omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. Endvidere afsættes der 10 mio. kr. pr. år til en økologisk indsats indenfor den kommende støtteordning for fremme af innovation og udvikling i primært jordbrug og støtteordning for innovation og udvikling i forarbejdningssektoren samt 27 mio. kr. pr. år til projekter vedrørende fremme af økologiske kvalitetsprodukter. I alt giver det både i 2007 og 2008 en støtteramme pr. år på 148 mio. kr. til fremme af økologisk produktion.
Det er Fødevareministeriets vurdering, at de afsatte midler er tilstrækkelige til at dække efterspørgslen til såvel miljøbetingede tilskud som til omlægning til økologi i disse år.
Såfremt det ved ansøgningsrunderne i 2007 og 2008 viser sig, at det ikke er muligt at imødekomme ansøgninger om omlægningstilskud inden for den afsatte ramme, vil Fødevareministeriet vurdere mulighederne for at overføre midler fra andre dele af landdistriktsprogrammet.
Hvis arealet med økologisk jordbrugsproduktion i Danmark stiger væsentligt indtil 2015 som forventet af Dansk Landbrug, vil dette indgå i fordelingen af midlerne til den resterende periode under landdistriktsprogrammet, som løber fra 2009-2013.
Hans Chr. Schmidt
/Pieter Feenstra