Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 2. november 2006 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 72:
Spørgsmål 72:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 18. september 2006 fra Ivan Petersen vedrørende forholdsregler om ny bekendtgørelse om foranstaltninger med aviær influenza, fugleinfluenza, jf. 2005-06 FLF alm. del - bilag 642.
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
â€I henvendelsen rejser Ivan B. Petersen en række spørgsmÃ¥l i relation til bekendtgørelse nr. 941 af 14. september 2006 om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza.
Fødevarestyrelsen kan generelt oplyse, at formålet med at sende et bekendtgørelsesudkast i offentlig høring er at få klarhed over, hvilken indstilling de myndigheder og organisationer mv., som vil blive berørt af reguleringen, har til det påtænkte regeludkast.
Endvidere er det også et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af lovgivning, som vedrører deres forhold.
Begge disse formål blev søgt tilgodeset ved iværksættelsen af den offentlig høring over ovennævnte udkast til bekendtgørelse i juni 2006.
Til Ivan B. Petersens spørgsmål om, hvis interesser Fødevarestyrelsen primært skal varetage, kan styrelsen oplyse, at styrelsens opgaver nærmere er fastlagt i bekendtgørelse nr. 1479 af 15. december 2005 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser. Efter denne bekendtgørelses § 1, stk. 1, har styrelsen bl.a. til opgave at koordinere, styre og føre tilsyn med landets veterinærvæsen samt følge sundhedstilstanden blandt husdyrene og den vilde fauna i Danmark og i fornødent omfang i andre lande.
Ved udøvelsen af sine beføjelser tilgodeser styrelsen primært veterinærfaglige hensyn i varetagelse af samfundsmæssige interesser. Dette gælder i relation til alle sektorer, herunder f.eks. erhvervsfjerkræbesætninger og også den sektor, som Ivan B. Petersen betegner som opdræt af kulturfjerkræ.
Derimod henhører de humanmedicinske aspekter ved zoonotiske dyresygdomme som f.eks. fugleinfluenza under Indenrigs- og Sundhedsministeriet (Sundhedsstyrelsen).
I sin henvendelse giver Ivan B. Petersen udtryk for, at bekendtgørelsen om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza lægger bureaukratiske hindringer i vejen for opdræt af kulturfjerkræ og økologisk opdræt.
Styrelsen kan generelt oplyse, at fugleinfluenza rejser alvorlige og komplekse problemstillinger, som ikke lader sig løse uden at fjerkræejere af alle typer vil blive berørt af de besluttede foranstaltninger.
Det er imidlertid helt nødvendigt at have for øje, at den alvorlige form for fugleinfluenza (H5N1), som findes i vilde fugle, kan smitte tamfjerkræet, hvilket medfører stor dødelighed i de ramte besætninger. Dette gælder uanset, om besætningerne er drevet økologisk eller konventionelt, eller om der er tale om hobbybrug eller en stor erhvervsfjerkræbesætninger.
Derudover er der endvidere risiko for, at mennesker, som har været i kontakt med sygdomsramte besætninger, kan blive smittet.
Hovedsigtet med bekendtgørelsen om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza og den kommissionsbeslutning, som bekendtgørelsen implementerer, er derfor at mindske risikoen for, at de vilde fugle, som er smittekilden, kommer i direkte kontakt med det tamme fjerkræ. Kun herved kan man minimere risikoen for, at fugleinfluenzaen smitter besætningerne.
Det tilføjes, at styrelsen ved udformningen af de nye regler har tilstræbt at sikre effektivitet og fleksibilitet kombineret med størst mulig gennemskuelighed og forudsigelighed i relation til kravet om periodisk netoverdækning af udegÃ¥ende fjerkræ i henholdsvis forÃ¥ret og efterÃ¥ret.â€
Lars Barfoed
                                                                                                                                           /Birgit Gottlieb