Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri

Fiskeridirektoratet

Den 9. november 2006  

J.nr.:  1874/246531

 

 

NOTAT

Vedr. Spørgsmål 60.

”Vil ministeren i forlængelse af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmålene om sorte fisk den 26. oktober 2006, jf. FLF alm.del - samrådsspørgsm. J-L oplyse, hvor stor en %-del af garnfiskerne, som bliver kontrolleret”

 

 

Fiskeridirektoratet registrerer antallet af fritidsfiskere, dvs. rekreative fiskere, som har indløst fritidsfiskertegn. Antallet af fritidsfiskere har gennem mange år konstant ligget på ca. 33.000 personer.

 

Kontrol af fritidsfiskeri foregår hovedsagelig som en kontrol af fritidsfiskerredskaber. Fritidsfiskerne må anvende et bestemt antal redskaber, som kan være både garn, ruser, tejner og krogliner. Kontrollen af fritidsfiskerredskaber foregår for det meste, når redskabet står i vandet og hvor fiskeren ikke er til stede. Derudover foretages personkontrol i forhold til betaling af fritidsfiskertegn.

 

Tidligere var kontrollen med det rekreative fiskeri, herunder fritidsfiskeriet, mere præget af en kvantitativ tilgang til kontrollen i form af måltal, dvs. krav om et bestemt antal kontroller af rekreative fiskere og redskaber. Heri indgik dog ikke registrering af %-fordelingen af kontrollerede fritidsfiskere, som fisker med garn, i forhold til det samlede antal af fritidsfiskere.