Folketinget – Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 20. november 2006

Sagsnr.:  1874/246524

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 26. oktober 2006 anmodet om min besvarelse af spørgsmål 59 ad FLF alm. del. (§ 24)

 

Spørgsmål 59:

 

“Vil ministeren i forlængelse af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmålene om sorte fisk den 26. oktober 2006, jf. FLF alm. del – samrådsspm. J-L oplyse, om fiskerikontrollen helt eller delvist kunne finansieres som brugerbetaling?”

 

Svar:

 

Indførelse af brugerbetaling for fiskerikontrollen vil forudsætte en klar lovhjemmel, dvs. en ændring af Fiskeriloven.

 

Brugerbetaling ydes normalt for en konkret ydelse, f.eks. en godkendelse eller en autorisation.

 

Fiskerikontrollen er stikprøvebaseret. Der er således ikke tale om godkendelser eller autorisationer, der kan opkræves betaling for. Et gebyr pr. kontrolforretning vil udelukkende belaste de fiskere, der udtages til kontrol og således ramme tilfældigt. Derfor gebyrfinansieres stikprøvekontrol ikke.

 

Fiskerierhvervet har gennem de seneste år været trængt som følge af faldende indtjening. Indførelse af brugerbetaling efter en omlægning af fiskerkontrollen ville være en betydelig belastning af erhvervet og indgår ikke i regeringens overvejelser.

 

En eventuel forhøjelse af prisen for fisketegn vil være en gebyrforhøjelse, som ifølge Finansministeriets vejledning kun kan ske, hvis merprovenuet modsvares af en tilsvarende nedsættelse af ministeriets bevilling. En sådan løsning må frarådes, bl.a. da den vil medføre en pligtmæssig prioritering af kontrolindsatsen i det rekreative fiskeri, der ikke er velbegrundet f.eks. i forhold til EU-forpligtelser, frem for det erhvervsmæssige.

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

                                                                                               

 

/Mogens Kjørup