Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri



 

København, den 19. september 2007
Sagsnr.: 8588

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelse af 22. august 2007 (FLF alm. Del) anmodet om min besvarelse af spørgsmål 321:

 

Spørgsmål 321

Vil ministeren oplyse om, hvilke tilskud (til drift og anlæg) evt. fra landdistriktsmidlerne, som beboerforeningen i Hulsig kan søge for at få genåbnet deres købmandsbutik, som har overordentlig stor betydning for dagliglivet i byen?

 

 

Svar:

Fødevareministeriet har kun én støtteordning, der er relevant for en ansøgning om midler til genåbning af en købmandsbutik i et landdistrikt. Støtteordningen er under udarbejdelse og vil have til formål at medvirke til at skabe attraktive levevilkår i landdistrikterne, herunder ved at etablere nye eller bevare lukningstruede servicefaciliteter. Det gælder for denne ordning, som for de øvrige ordninger under landdistriktsprogrammet, at der kan gives støtte investeringer i projekter, men ikke til drift.

 

Det særlige ved denne støtteordning er, at kun projekter, der fysisk er placeret i 63 udpegede landdistriktskommuner, kan komme i betragtning under ordningen. Kommunerne er udpeget efter socioøkonomiske kriterier, og formålet er, at støttemidlerne skal gøre gavn der, hvor behovet er størst.. Endvidere foretager lokalt nedsatte aktionsgrupper prioriteringen og indstillingen af støtteberettigede projekter til Fødevareministeriet, og på grundlag af denne bindende indstilling giver Fødevareministeriet endeligt tilsagn og foretager udbetalingen af støtte til projektholderen. Fødevareministeriet har således ikke mulighed for på eget initiativ at indstille projekter til støtte under denne ordning.

 

Hulsig er et landdistrikt geografisk placeret i den lokale aktionsgruppe for Vendsyssel. Den lokale aktionsgruppe for Vendsyssel arbejder netop nu med deres udviklingsstrategi for perioden 2007-2013 og vil senere på året drøfte deres udkast til strategi med borgerne i Vendsyssel. Borgerforeningen vil i den forbindelse have mulighed for at påvirke udformningen af den udviklingsstrategi, der inden 4. februar 2008 skal fremsendes til godkendelse i Fødevareministeriet. Efter Fødevareministeriets godkendelse af udviklingsstrategien vil det være muligt for borgerforeningen og andre, at indsende ansøgninger til den lokale aktionsgruppe, under forudsætning af, at projektet ligger inden for rammerne af den godkendte udviklingsstrategi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Ulla Heiden