Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

MINISTEREN

 

 

 

 

 

Den 19. juli 2007

 

 

 

 

 

 

J.nr. 5252


Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 9. juli 2007 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 312:

 

 

Spørgsmål 312:

”Ministeren bedes redegøre for læskedrikken Bratz næringsværdi. Ministeren bedes desuden redegøre for, hvorfor Fødevarestyrelsen har godkendt, at Bratz læskedrikke kan sælges i Danmark beriget med vitaminer – herunder vitamin B6, som kan forårsage neurologiske skader ved overdrevent forbrug.”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Fødevarestyrelsen har efter en risikovurdering givet tilladelse til markedsføring af fire varianter af Bratz læskedrikke beriget med vitaminer. Fødevarestyrelsen vurderer de fire varianter af Bratz som værende læskedrikke, som bør betragtes som nydelsesmidler på linje med sodavand og lignende produkter. Produkterne ville ikke kunne mærkes med ”spis mest” mærket indenfor ernæringsmærkningsordningen, og er således ikke produkter, der kan anbefales at indgå ofte i en ernæringsrigtig kost.

 

De fire læskedrikke har fået tilladelse til følgende indhold af vitaminer:

 

Bratz læskedrik med 12% solbærsaft og 3% æblesaft og Bratz læskedrik med 15% appelsinsaft:

Vitamin D:                            0,29 mcg/100 ml

Niacin:                                 1,03 mg/100 ml

Pantothensyre:                      0,34 mg/100 ml

Vitamin B6:                          0,11 mg/100 ml

Vitamin B12:                        0,057 mcg/100 ml

 

Bratz læskedrik med tangerinsmag/orangesmag og Bratz læskedrik med solbærsmag:

Vitamin E:                            0,57 mg/100 ml

Niacin:                                 1,03 mg/100 ml

Pantothensyre:                      0,34 mg/100 ml

Vitamin B6:                          0,11 mg/100 ml

Vitamin B12:                        0,057 mcg/100 ml

 


I Danmark foretages der en videnskabelig risikovurdering af berigede fødevarer, inden de tillades markedsført. Danmarks Fødevareforskning, pr. 1. januar 2007 Fødevareinstituttet, har udarbejdet en metode til at foretage risikovurderingen. Der foretages således beregninger, som tager højde for forskellige befolkningsgrupper, herunder børn, samt resultaterne fra store kostundersøgelser i befolkningen. Den danske model tager også højde for indtag fra andre kilder og indtag, der med rimelighed kan forventes i fremtiden. Fødevareinstituttet foretager således i sine vurderinger et kvalificeret skøn over, hvor stor en andel af det samlede fødevareudbud, der i fremtiden må forventes at være beriget.

 

Når Fødevarestyrelsen har tilladt berigelse af de fire varianter af Bratz læskedrikke, er det således sket på baggrund af en videnskabelige risikovurdering, der konkluderer, at den pågældende tilsætning af vitaminer ikke anses for sundhedsmæssig betænkelig.

 

Berigelsesforordningen fastsætter endnu ikke harmoniserede maksimumsgrænser for tilsætning af vitaminer og mineraler til fødevarer, men EF-traktaten bestemmer, at der skal være fri bevægelighed af varer indenfor EU, medmindre varerne frembyder en reel fare for folkesundheden.

 

Indtil der er vedtaget fælles maksimumgrænser, vil Danmark fortsætte sin hidtidige praksis med at foretage en forudgående risikovurdering af berigede fødevarer. Denne praksis er i overensstemmelse med EF-domstolens præmisser i afgørelsen fra 23. september 2003 (C-192/01).”

 

 

 

Brian Mikkelsen

                                                                                                                                      /Lisbet Nielsen