Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

Finansministeren

J nr. 131-48

Endeligt svar på Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris spørgsmål nr. 303 af 25. juni 2007 (alm. del).

Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse, om det er korrekt, som oplyst af Peter Dyrsting fra Statens Fødevareforskning, at Statens Fødevareforskning er pålagt besparelser på 6,3 mio. kr. i 2007 som følge af de fælles indkøbsaftaler i staten, og om det er korrekt, at Statens Fødevareforskning kun kan opnå besparelser på 500.000 kr. på grund af disse aftaler?

Svar:

Danmarks Fødevareforskning er en statslig institution. Det betyder, at Danmarks Fødevareforskning var omfattet af de statslige indkøbsbesparelser som følge af første fase af statens Indkøbsprogram, som blev indbudgetteret på FL2007. Det betyder samtidig, at Danmarks Fødevareforskning ikke indgik i den netop afsluttede analyse af de selvejende institutioners indkøb.

De statslige indkøbsbesparelser blev fastsat efter en grundig undersøgelse af de statslige institutioners indkøb i foråret 2006. I den forbindelse blev der foretaget en forbrugskortlægning i 43 statslige institutioner og indsamlet mere end 100.000 prispunkter for de statslige institutioners indkøb.

På baggrund af undersøgelsen blev der opregnet et besparelsespotentiale på aggregeret niveau for hvert ministerområde. Det er Finansministeriets vurdering, at besparelsespotentialet på aggregeret niveau er validt. Men besparelserne kan ikke opstilles eksakt på enkelt institutionsniveau, henset til basering på stikprøve.

 

De statslige indkøbsbesparelser blev udmeldt som rammebesparelser på ministerområderne ved et dispositionsbegrænsende cirkulære og skal indarbejdes af ministerierne på TB07. Ressortministerierne skal således selv udmønte den samlede rammebesparelse på deres respektive statslige institutioner. For så vidt angår sektorforskningsinstitutioner, der per 1. januar 2007 blev sammenlagt med universiteterne, udmøntes besparelserne af det bevillingshavende ministerium.

 

Der henvises til Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender for information om institutioner, der henhører under Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender.

 

Med venlig hilsen

 

Thor Pedersen