Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 19. september 2007

 

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 5070


 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 1. juni 2007 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 282:

 

Spørgsmål 282:

”Ministeren bedes kommentere artiklen fra Nordjyske Stiftstidende af 29/5-07: ”Mad på Hjallerup marked”.”

 

Endeligt svar:

Jeg har bedt Fødevarestyrelsen redegøre for den relevante lovgivning og beskrive, hvordan kontrollen foretages ved markeder som Hjallerup marked. Fødevarestyrelsen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Som beskrevet i artiklen, er en virksomhed, der laver mad på Hjallerup marked, underlagt de samme regler som enhver anden fødevarevirksomhed. På markeder og festivaler, der kun optræder lejlighedsvist, foretages der dog ikke regelmæssig kontrol. Derimod foretages kontrollen efter behov f.eks. i form af kampagner.

 

Stader og boder, der kun optræder lejlighedsvist på disse markeder og festivaler – dvs. et begrænset antal gange årligt eller af få dages varighed - skal ikke registreres eller autoriseres, medmindre disse lejlighedsvise stader og boder vurderes at udgøre en hygiejnerisiko. Omfanget af behandlingen, herunder f.eks. hvor mange mennesker der bespises, hvilken form for behandling fødevarerne underkastes, og hvilke typer af fødevarer, der behandles, kan have indflydelse på vurderingen af, om behandlingen af fødevarer udgør en hygiejnerisiko.

 

I fødevarestyrelsens kontrolfrekvensvejledning er det fastsat, at for branchen med betegnelsen ”Markeder og festivaler” er den vejledende årlige frekvens for planlagt kontrol ”efter behov”. Det betyder, at den enkelte fødevareregion selv kan vurdere, hvad de skønner nødvendigt. Ved større arrangementer som f.eks. Roskilde-festivalen eller større dyrskuer foretager fødevareregionen almindeligvis stikprøvevis kontrol med de opstillede boder. Ved fastlæggelsen af kontrolomfanget for den enkelte virksomhed på markedet skal indgå en vurdering af virksomhedens aktiviteter og de risici, der kan være forbundet hermed for forbrugerne.

 

 

Når der bliver foretaget en sådan stikprøvevis kontrol, bliver der udarbejdet en kontrolrapport med smiley, også selvom virksomheden ikke er registreret eller autoriseret.

 

Der findes mange fødevarevirksomheder, som rejser rundt til forskellige markeder i hele Danmark. Sådanne virksomheder kan selvfølgelig ikke betragtes som midlertidige eller lejlighedsvise virksomheder, når der foregår aktiviteter mere end 8 gange årligt. Virksomheder skal derfor være autoriserede eller registrerede, og den vejledende kontrolfrekvens er i 2007 fastsat til 1 – 2  planlagte kontrolbesøg, ligesom virksomhederne skal have deres kontrolrapport med.

 

Det nye som følger af den politiske aftale er, at kontrollen i højere grad end tidligere kan målrettes virksomheder med begrænset kontrolomfang, herunder de lejlighedsvise og midlertidige markeder og festivaler, ved gennemførelse af kontrolkampagner.”

 

 

 

 

Carina Christensen

/Thomas Elvensø