Folketinget Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri



 

København, den 29. maj 2007

Sagsnr.: 8184

 

 

 

 

 

Folketinget har i skrivelse af 21. maj 2007 (spørgsmål nr. 277) anmodet om min besvarelse af følgende af Christian H. Hansen på udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris vegne stillede spørgsmål:

 

Spørgsmål 277:

”Vil ministeren oplyse, hvor stor en andel af den danske henholdsvis frugt og bær-,

kød-, fjerkræ-, fiske-, mel-, mælke- og osteproduktion i Danmark, der er økologisk, samt oplyse det tilsvarende tal for de øvrige EU-lande?”

 

Svar:

Fra Direktoratet for FødevareErhverv har jeg modtaget følgende redegørelse, som jeg kan henholde mig til. Som det fremgår nedenfor foreligger der ikke på alle områder lige gode oplysninger, men det har ikke været muligt inden for tidsfristen at fremskaffe yderligere oplysninger.

 

”De økologiske bedrifter udgør 5,6 pct. af alle jordbrugsbedrifter i Danmark og andelen af de økologiske bedrifters produktionsareal i forhold til det samlede produktionsareal i Danmark udgør 5,3 pct.[1].

 

Med hensyn til produktionen af specifikke produkter udgør økologisk mælk 9 pct. af al den indvejede mælk, mens 2,3 pct. af det producerede smør er økologisk og 0,8 pct. af den danske osteproduktion er økologisk[2].

 

Med hensyn til kødproduktionen er 3 pct. af det producerede oksekød økologisk, mens 0,2 pct. og 0,1 pct. af henholdsvis svinekød og fjerkræ er økologiske[3].

 

Økologisk fiskeproduktion er en forholdsvis ny produktion og i kraftig vækst. I 2006 udgjorde den økologiske produktion 0,5 pct. af den samlede danske produktion af opdrætsørreder[4].

 

Desuden er 14 pct. af de indvejede æg økologiske[5].

 

Med hensyn til mel findes der ikke tal for hvor meget dansk økologisk mel, der produceres.

 

Danmarks Statistik ligger ikke inde med tal for den danske økologiske frugt- og bærproduktion blandt andet fordi en stor del af salget foregår direkte fra producent til forbruger. Det er dog muligt at sammenligne arealerne, og så udgør det økologiske areal med frugt og bær 0,04 pct. af det samlede danske areal[6].

 

Danmarks Statistik har netop offentliggjort ”Oversigt over detailomsætningen af økologiske fødevarer i 2006”, som viser, at salget af økologiske fødevarer i 2006 er steget med 18 pct. i forhold til 2005. Det er stadig mælk, ost og æg, der udgør den største del af omsætningen. Siden 2003 er der sket en særlig stor stigning i omsætningen af økologisk kød og frugt.

 

Der foreligger ikke nye oplysninger om økologiske fødevarers andel af den samlede detailomsætning. Senest der blev udarbejdet sammenlignelige statistikker for henholdsvis den samlede detailomsætning og den økologiske detailomsætning var i 2003, hvor den økologiske andel udgjorde 3,5 pct. 

 

Udvalget har også spurgt om produktionstallene for de øvrige EU-lande. Det er de færreste lande, der har en lige så let adgang til produktionstal, som vi har her i Danmark. Dette skyldes blandt andet, at i de fleste øvrige lande i EU er økologi og kontrol af økologi på private hænder.

 

Det formodes dog, at det med den nye Fællesskabs Rådsforordning bliver lettere at skaffe bedre og mere gennemskuelige data, da der bliver indskrevet formelle juridiske krav om indsendelse af produktionsoplysninger til EUROSTAT.

 

Dog foreligger der tal – ikke for produktionen, men for det økologiske areal og antallet af økologiske dyr.

 

3,9 pct. af produktionsarealet i EU bliver dyrket økologisk. I alt er 1,6 pct. af alle bedrifter i EU økologiske. I EU udgør produktion af græs og foder langt den største andel af den økologiske produktion. I alt 76 pct. af det dyrkede økologiske areal bliver anvendt til foder. Udover foder er det især korn, der bliver dyrket på de økologiske arealer (18 pct.). Permanent græs udgør 15 pct. af det økologiske areal i EU. I enkelte EU-lande udgør permanent græs mere end 90 pct. af det økologiske areal.[7]

 

Med hensyn til dyrehold i EU, så udgør de økologiske husdyr 2,3 pct. af det samlede antal dyr i EU. Økologiske malkekøer udgør 2,5 pct. af malkekøerne i EU. Tyskland og UK har en stor andel af alle de økologiske malkekøer i EU, mens Østrig har en fjerdedel af alle økologiske ammekøer i EU. Økologiske ammekøer udgør 1,7 pct. af alle ammekøer i EU. Også på EU-plan udgør den økologiske svineproduktion en lille andel af den samlede produktion, i alt 0,4 pct., mens den økologiske fåre- og gedeproduktion udgør 2,4 pct.[8]”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

/ Louise Piester

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



[1] Kilde: Plantedirektoratet: ”Statistik om økologiske bedrifter 2006 – autorisation og produktion”.

[2] Kilde: Ole Nielsen, Danmarks Statistik. Tallet for mælk er fra 2006, mens tallene for smør og ost er fra 2005.

[3] Kilde: Ole Nielsen, Danmarks Statistik. Tallene er fra 2006.

[4] Kilde: Villy Larsen, Dansk Akvakultur. Tallet er fra 2006.

[5] Kilde: Ole Nielsen, Danmarks Statistik. Tallet er fra 2006.

[6] Kilde: Plantedirektoratet: ”Statistik om økologiske bedrifter 2006 – autorisation og produktion” sammenholdt med tal fra Danmarks Statistiks statistikbank.

[7] Kilde: EUROSTAT Organic farming Statistics 2005. Statistikken er endnu ikke offentliggjort.

[8] Kilde: EU-kommissionen 2005: ”Organic farming in the european union – facts and figures”. Tallene er fra 2003.