Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 268 som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 3. maj 2007 (Alm. del).

 

 

 

Lene Espersen

/

Torben Jensen

 


Spørgsmål nr. 268 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del):

 

”Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på FLF alm. del samrådsspm. BB den 2. maj 2007 om SPF’s lange transport af svin fra Danmark til Rusland oplyse, hvilke typer overtrædelser af dyreværnsbestemmelser, der typisk forekommer i forbindelse med lange dyretransporter?”

 

Svar:

 

Rigspolitiets Færdselsafdeling offentliggjorde i januar 2007 en oversigt over resultaterne af Rigspolitiets og dyrevelfærdsrejseholdets landevejskontrol af dyretransporter i 2006. Det fremgår af denne oversigt, at Rigspolitiet 2006 har kontrolleret 528 nationale og 137 internationale (dvs. grænseoverskridende) transporter af dyr over 50 km. På de 665 transporter er der fundet 150 overtrædelser af regler, som kan have betydning for dyrenes velfærd.

 

Ifølge oversigten er der navnlig fundet overtrædelser inden for områderne lastetæthed/arealkrav (27 overtrædelser), pladsforhold/tilstrækkelig indvendig højde (12 overtrædelser), vanding, fodring og køre-/hviletid for dyrene (21 overtrædelser), ventilation ved mekanisk ventilationssystem (10 overtrædelser), gulv/strøelse (30 overtrædelser) og supplerende normer ved transporter over otte timer, herunder skærpede krav til ventilation, vanding og fodring og strøelse mv. (20 overtrædelser).

 

I hovedparten af tilfældene har Dyrevelfærdsrejseholdet vurderet, at forholdene enten har været til ulempe for de transporterede dyr, eller at der har været risiko for, at dyrene har kunnet komme til skade under transporten. I otte tilfælde fandtes forholdene at være af en sådan karakter, blev forholdene vurderet til at udgøre uforsvarlig (i et tilfælde groft uforsvarlig) behandling af dyr.

 

Overtrædelserne svarer i hovedsagen til de typer overtrædelser, som blev konstateret ved Rigspolitiets landevejskontrol af dyretransporter i 2005. Det følger af Rigspolitiets oversigt for 2005, at der blev kontrolleret 315 lange og korte dyretransporter og konstateret 78 overtrædelser af betydning for dyrenes velfærd.

 

De konstaterede overtrædelser vedrørte navnlig reglerne om lastetæthed/arealkrav (7 overtrædelser), pladsforhold/tilstrækkelig indvendig højde (12 overtrædelser), vanding og fodring (23 overtrædelser), gulv/strøelse (6 overtrædelser) og supplerende normer ved transporter over otte timer, herunder skærpede krav til ventilation, vanding og fodring og strøelse mv. (12 overtrædelser).

 

Som det fremgår af punkt 5.4. i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af dyreværnsloven (klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger) (L 215), er der ved fastlæggelsen af de overtrædelser, der skal være omfattet af klippekortordningen lagt vægt på, at der er tale om overtrædelser som i praksis er ofte forekommende, og som kan have direkte betydning for dyrenes velfærd, jf. også rapporten om en klippekortordning for dyretransporter punkt 5.2.5. og 5.3.5.

 

Den foreslåede klippekortordning omfatter i overensstemmelse hermed overtrædelser vedrørende arealkrav, indvendig højde, vanding og fodring, ventilation og strøelse foruden overtrædelser vedrørende transportegnethed og hviletid for dyrene.