Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 267 som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 3. maj 2007 (Alm.del).

 

 

 

Lene Espersen

/

Torben Jensen

 


Spørgsmål nr. 267 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del):

 

”Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på FLF alm. del – samrådsspm. BB den 2. maj 2007 om SPF’s lange transport af svin fra Danmark til Rusland oplyse, om en dansk transportør, der har oprettet et selskab i Tyskland eller har lejet bilerne ud til et udenlandsk selskab eller en udenlandsk transportør, der opererer i Danmark skal overholde de danske særregler om svinetransporter, når der køres en dansk svinetransport fra Danmark til udlandet.

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at de danske regler om transport af dyr finder anvendelse for alle transporter, der udføres på dansk territorium.

 

Når det gælder transport af svin, findes der en række skærpede danske regler vedrørende arealkrav, ventilation og indvendig højde af køretøjet, indvendig inspektionshøjde samt et forbud mod lange transporter af udsættersøer. Disse særlige regler vil ligesom de øvrige regler for transport af dyr skulle overholdes for alle transporter, der indledes og afsluttes eller gennemføres som transit i Danmark. Det er uden betydning for reglernes anvendelse, om transporten udføres af en dansk transportør fra et selskab, der er etableret i udlandet eller af en udenlandsk transportør, der enten er etableret i Danmark eller i udlandet. Transporter, der foregår i Danmark, skal således altid følge danske regler.

 

Justitsministeriet kan i øvrigt tilføje, at kravet om indsendelse af logbøger (tidligere ruteplaner) forud for transporter over otte timer tilsvarende gælder for alle lange transporter, der indledes i Danmark, uanset om transporten udføres af transportører, der er etableret i Danmark eller i udlandet. Alle transportører, som ønsker at foretage lange transporter af dyr fra Danmark, skal derfor forud for transporten indsende en udfyldt logbog med oplysninger om transporttid, planlagte hvil på kontrolsteder mv.