UDENRIGSMINISTERIET

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris spørgsmål nr. 253 af 26. april 2007 til skriftlig besvarelse.

 

 

Spørgsmål nr. 253 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til udenrigsministeren.

 

”Vil ministeren oplyse, hvordan det kontrolleres, at dyretransporter til IØ-støttede svinefarme i Østeuropa overholder danske regler for dyretransporter under hele transporten, og vil ministeren herunder oplyse, om IØ-fonden foretager efterkontrol af, om reglerne for dyretransporter overholdes?”

 

 

Svar:

 

Investeringsfonden for Østlandene (IØ) har til besvarelse oplyst følgende:

 

”Som angivet i besvarelsen af spørgsmål nr. 252 ligger en del af ansvaret for tilsyn med dyretransporter hos Fødevarestyrelsen, der godkender dyretransporter ud af landet, og som foretager kontrol på baggrund af danske regler. Hvis reglerne ikke bliver overholdt, har politi og domstole mulighed for at give bøder og i yderste konsekvens at foretage frakendelse af transportselskabets transportautorisation.

 

IØ er ikke en kontrolmyndighed og har ingen beføjelse til at kræve indsigt i transporterne hos leverandør og transportselskab. Således fører IØ ikke efterkontrol af dyretransporter. IØ er ikke bekendt med overtrædelser i IØ finansierede projekter. IØ har en løbende tæt kontakt til projekterne og aflægger besøg på farmene 3-6 gange om året.

 

Projekter med IØ-deltagelse får typisk leveret dyr fra Danmark 1-2 gange i forbindelse med selve etableringen af bedriften. Efterfølgende er projekterne normalt selvforsynende med avlsdyr.”