Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

Den 16. april 2007

 

 

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 4692


 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af den 15. marts 2007 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 222:

 

Spørgsmål 222:

”Vil ministeren kommentere vedlagte kontrolrapporter og herunder særligt vurdere, om der er ensartethed i sanktionerne, og om tilsynsførendes bemærkninger i de to rapporter ikke i begge tilfælde burde have medført indskærpelser, som var under bagatelgrænsen for at give en bøde?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Aalborg har oplyst, at den ene virksomhed, helt korrekt i henhold til Instruks vedrørende mere konsekvent bødesanktionering fra 27. juni 2006, har modtaget et administrativt bødeforlæg for at udbyde varer med overskredet holdbarhedsdato til salg. Kontrolafdeling Aalborg har vurderet, at bagatelgrænsen for at udstede et administrativt bødeforlæg er overskredet, idet der er tale om flere forskellige letfordærvelige fødevarer.

 

Derimod har den anden virksomhed ikke modtaget et administrativt bødeforlæg for en sammenlignelig overtrædelse af reglerne, men har fået indskærpet reglerne på kontrolrapporten. Dette er ikke i overensstemmelse med Instruks vedrørende mere konsekvent bødesanktionering. Kontrolafdeling Aalborg har oplyst, at de har fulgt op med et tilsyn i virksomheden for at sikre, at der ikke længere udbydes varer med overskredet holdbarhedsdato til salg. Ved det opfølgende tilsyn blev konstateret, at virksomheden udbød varer med overskreden holdbarhedsdato til salg. Virksomheden har modtaget en administrativ bøde i denne forbindelse. Fødevareregion Nord, Kontrolafdeling Aalborg har oplyst, at virksomheden er ophørt pr. 1. april 2007.”

 

Jeg har ingen yderligere kommentarer til Fødevarestyrelsens oplysninger.

 

Det er i øvrigt min principielle opfattelse, at det ikke er en ministers opgave at kommentere konkrete kontrolrapporter.  

 

Carina Christensen

                                                                                                                     /Lisbet Nielsen