Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

København, den 22. december 2006
Sagsnr.: 1874/254980

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 28. november 2006 (FLF alm. del) bedt mig svare på følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål nr. 117

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 28. november 2006 fra WWF Verdensnaturfonden vedr. aftale om ny regulering af dansk fiskeri, jf. FLF alm. del – bilag 109”.

 

Svar:

 

Indledningsvis benytter jeg anledningen til at glæde mig over, at WWF også interesserer sig for udviklingen i dansk fiskeri, herunder Ny Regulering. Den ny regulering er en helt ny, anderledes reguleringsmodel for det danske fiskerierhverv i form af tildeling af fartøjskvoteandele inden for de vigtigste konsumarter, bl.a. torsk og rødspætte.

 

WWFs betragtninger og anbefalinger har jeg læst med interesse og de vil indgå som et nyttigt bidrag i de videre overvejelser vedrørende Handlingsplanen for dansk fiskeri, herunder arbejdet med miljømærkningsordninger o.m.a.

 

Det er min opfattelse, at det spørgsmål som ligger Verdensnaturfonden mest på sinde her og nu er tilrettelæggelsen af kontrollen af fiskeriet under Ny Regulering kombineret med målet om at begrænse udsmid.

 

Med hensyn til Fiskeridirektoratets muligheder for at kontrollere Ny Regulering, kan jeg oplyse, at den kontrolstrategi, som lægges for Fiskeridirektoratets arbejde naturligvis tilpasses det forhold, at fiskeriet fremover foregår efter en ændret reguleringsmodel. Jeg kan i den sammenhæng oplyse, at Fiskeridirektoratet har besluttet at oprette en særlig analyseenhed, som på baggrund af dels kontroldata, dels kontrolopfølgning, herundder gennemførte sanktioner mv., løbende skal tilvejebringe aktuelle og relevante oplysninger til brug for kontroludpegning. Generelt er det hensigten for Fiskeridirektoratets arbejde, at effekten og kvaliteten af direktoratets arbejde – krone for krone – øges i forhold til de ressourcer, der er tilknyttet området. Det gælder kontrollen og de ydelser, der i øvrigt ydes i forhold til erhvervet.

 

For så vidt angår kvotebytterne vil der blive indført faste regler. I øvrigt forventer jeg, at erhvervet selv vil tage en stor del af ansvaret for at formidle bytterne. I det lovforslag med ændring til fiskeriloven, jeg netop har fremsat foreslås hjemmel til, at organisationerne selv kan foretage kvotebytterne. Naturligvis skal det foregå inden for faste rammer og med klagemulighed til ministeriet.

 

For puljerne er der også i det samme lovforslag taget højde for, at der bliver rammer for puljefiskeriet, så det er muligt at tage hånd om evt. overtrædelser. Samtidig med, at det fælles ansvar for de fisk puljen har til rådighed, er klart.

 

Med hensyn til handler med fartøjer, er det korrekt, at det er indtrykket, at der er indgået en række aftaler om køb af fartøjer og derved overførelse af fiskerirettigheder på færre fartøjer. Dette vil medvirke til øget rentabilitet og også større fleksibilitet med hensyn til fartøjets fiskerimulighed. Dette vil alt andet lige for det enkelte fartøj også give udvidede muligheder for at have tilstrækkelige fiskerimuligheder til at dække behovet for bifangster og dermed i sig selv begrænse udsmid.

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

                                                                                                        /Mogens Kjørup