Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 116 (alm. del) stillet af Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 24. november 2006.
Spørgsmål      
Ministeren bedes i forlængelse af samrådet om FLF alm. del- samrådsspm. AA, AB, AD og AD om pesticidrester i dansk frugt og grønt den 22. november 2006 redegøre for, hvilken forskning og forskningsprojekter der foregår på området, og hvor mange midler der er afsat hertil.
Svar
På frugt og grønt området er der i Miljøstyrelsens Pesticidforskningsprogram i øjeblikket et projekt i gang, hvor mulighederne for at anvende alternativer til brug af ukrudtsmidler i planteskoleproduktion og frugtplantager undersøges. Metoderne, som afprøves, er mekanisk ukrudtsbekæmpelse, effekten af jorddække og dækafgrøder. Der er afsat 1,6 mio. kr. til arbejdet og resultaterne offentliggøres i begyndelsen af 2007.
I 2007 påbegyndes et nyt projekt, med et budget på 2,6 mio. kr., om reduktion i brugen af svampemidler i æbler og surkirsebær ved at forebygge og ved brug af beslutningsstøttesystemer.
Mulighederne for at udvikle alternative løsninger til pesticider i frugt- og grøntkulturer er således et område, der indgår i den forskning, udvikling og vidensopbygning, der støttes via ministeriets bevillinger.