Besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START>109 af 24. november 2006 (alm. del) fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

 

Spørgsmål:

 

                   ”Vil ministeren i forlængelse af besvarelse af FLF alm.del – samrådsspm. Y, Z, Æ, Ø og Å om transport af svin den 22. november 2006, oplyse, om den nye forordning om dyretransporter, der træder i kraft 1. januar 2007, vil få indflydelse på de gældende forhold for dyretransporter over 8 timer, jf. bekendtgørelse af 15. august 2006?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet lægger ved besvarelsen til grund, at spørgsmålet navnlig relaterer sig til problemstillingen om, hvorvidt de skærpede danske krav til bl.a. det areal, som dyr skal have til rådighed under transporter over 8 timer (lastetætheden), vil kunne opretholdes, når Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport (herefter transportforordningen) finder anvendelse fra den 5. januar 2007.

 

Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at efter transportforordningens artikel 33 ophæves - med virkning fra den 5. januar 2007 - Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport med senere ændringer (transportdirektivet) og Rådets forordning (EF) nr. 411/98 af 16. februar 1998 om supplerende normer vedrørende dyrebeskyttelse for lastbiler, der benyttes til befordring af dyr ved over otte timers transporttid.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse giver transportdirektivet medlemsstaterne mulighed for at øge arealkravene for dyr under transport, når det bliver gjort på en ikke-diskriminerende måde og på grundlag af de faktorer, der er omtalt i de relevante tekstafsnit til tabellerne med arealkravene i bilaget til direktivet. For svins vedkommende fremgår det således udtrykkeligt af bilaget til direktivet, at arealkravet kan øges med 20 pct. på grund af bl.a. forsendelsens varighed.

I overensstemmelse hermed besluttede Justitsministeriet i juli 2005 – inden for rammerne af de gældende EU-regler – at skærpe de gældende arealkrav, herunder arealkravene for svin, således som det er forudsat i Retsudvalgets beretning af 31. maj 2002. Arealkravene er udelukkende blevet øget i de tilfælde, hvor teksten under tabellen giver mulighed for at øge arealkravet under hensyn til transportens varighed. Der henvises i den forbindelse til bilag 2 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 734 af 13. juli 2005 om ændring af bekendtgørelsen om transport af dyr.

 

Det bemærkes, at den nævnte ændringsbekendtgørelse indeholdt en overgangsordning for de skærpede arealkrav på 1 år fra bekendtgørelsens ikrafttræden den 15. august 2005. De skærpede arealkrav trådte således i kraft den 15. august 2006.

 

Transportforordningens arealkrav er en videreførelse af de arealkrav, som er fastsat i Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport med senere ændringer.

 

Dette indebærer, at de øgede arealkrav for bl.a. svin, som siden 15. august 2006 har fundet anvendelse på transport - herunder transit - i Danmark, samt transport mellem Danmark og andre EU-lande samt ved indførsel fra og udførsel til tredjelande, efter Justitsministeriets opfattelse kan opretholdes. Det anførte skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at Justitsministeriet anså – og fortsat anser - en forøgelse af arealkravene for de lange transporter, som en betydelig forbedring af dyrs velfærd under transport.

 

For så vidt angår kravene til lastetæthed vil disse komme til at fremgå af bilag 2 til den bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport, som Justitsministeriet har sendt i høring den 29. november 2006 med henblik på ikrafttræden den 5. januar 2007. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets brev herom af 29. november 2006 til Folketingets Retsudvalg og Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

 

Â