|
â€Hvad kan finansministeren oplyse om udviklingen i Arbejdsmarkedsfondens økonomi og arbejdsmarkedsbidragets størrelse ved et fortsat fald i ledigheden og dermed i den samlede udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge.â€
Svar:
· En reduktion i ledigheden reducerer udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge, der indgår i Arbejdsmarkedsfonden. Et fortsat fald i ledigheden vil derfor i sig selv reducere Arbejdsmarkedsfondens underskud.
· Ifølge arbejdsmarkedsfondsloven skal arbejdsmarkedsbidraget nedsættes, hvis der er overskud ved FFL. Der har endnu ikke været overskud i arbejdsmarkedsfonden ved FFL, men underskuddet er reduceret fra omkring 22 mia.kr. i 1999 til 0,2 mill.kr. på FFL07.
· Årsagen til det kraftige fald i underskuddet er primært ændrede regler herunder bl.a. nedsættelsen af folkepensionsalderen fra 67 til 65 år (indfaset fra 2004-2006), som har fjernet forsørgelsen af de 65-67-årige fra arbejdsmarkedsfonden. Det skønnes, at udgifterne til efterløn, som finansieres af arbejdsmarkedsfonden, er reduceret med ca. 10 mia. kr. som følge af nedsættelsen. Dertil kommer en reduktion i fondens øvrige udgifter til 65-67 årige.
· Derudover har ændringer i kommunale refusionsprocenter haft betydning. I arbejdsmarkedsfonden indgår kun statens direkte udgifter på finansloven. De kommunale udgifter indgår ikke. Nedsættelsen af refusionssatsen for udgifter til førtidspension har derfor reduceret fondens udgifter. Samlet set forventes udgifter til førtidspension i arbejdsmarkedsfonden at reduceres fra ca. 21 mia. kr. i 2005 til ca. 19 mia. kr. i 2010.
· Den kraftige vækst i beskæftigelsen har selvfølgelig også haft betydning. Stigningen i beskæftigelsen har øget provenuet fra arbejdsmarkedsbidraget.
· Det følger af arbejdsmarkedsfondsloven, at arbejdsmarkedsbidraget for det efterfølgende år fastlægges på baggrund af den budgetterede balance ved FFL i august. Det derved fastsatte arbejdsmarkedsbidrag er endeligt og ændres ikke efterfølgende – heller ikke i forbindelse med ændringsforslaget.
· Arbejdsmarkedsbidraget fastlægges dermed næste gang på baggrund af den budgetterede balance ved FFL08 i august 2007. På FFL07 budgetteres med en stigning i arbejdsmarkedsfondens underskud fra 2007 til 2008. Det skyldes bl.a. en stigning i udgifterne til efterløn og en stigning i udgifterne som følge af velfærdsaftalen.
· Såfremt arbejdsmarkedsfonden får overskud, indebærer gældende regler, at der ved Folketingets åbning fremsættes lovforslag vedrørende arbejdsmarkedsbidragets størrelse.
· Når arbejdsmarkedsfonden først har haft overskud, skal der ifølge ordningen årligt ved Folketingets åbning fremsættes lovforslag om regulering af arbejdsmarkedsbidraget. Hvis arbejdsmarkedsfonden har overskud ved FFL, skal bidraget nedsættes. Hvis arbejdsmarkedsfonden har underskud, skal bidraget sættes op. I begge tilfælde vil der i oktober skulle fremsættes hastelovgivning af hensyn til rettidig afvikling af forskudsregistreringen.
· Desuden vil stedfundne og fremtidige regelændringer i tildelingen af overførsler påvirke arbejdsmarkedsfondens økonomi og dermed arbejdsmarkedsbidraget.
· Regeringen har ikke taget stilling til eventuelle lovforslag eller mulige politiske drøftelser herom.