Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             8. august 2007

J nr.              004-U03-40

Det Energipolitiske Udvalg har i brev af 26. juni 2007 stillet mig følgende spørgsmål 58 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

 

Spørgsmål 58:

 

"Energistyrelsen oplyser, at nye teknologiske metoder betyder, at man kan indvinde op til 34 pct. af olien i Nordsøen, hvor man i dag i gennemsnit kun indvinder 24 pct. og højst kan nå op på 29 pct. Hvor megen ekstra udledning af kuldioxid vil en forøget indvinding ved hjælp af nye metoder give anledning til?”

Svar:

 

I henhold til rapporten ”Danmarks olie- og gasproduktion 2006” forventer Energistyrelsen, at der med nuværende metoder kan indvindes 24 pct. af olien i Nordsøen. Med nye teknologiske metoder skønnes det, at der kan indvindes yderligere 10 pct. point således, at det samlede skøn for indvindingen af olien i Nordsøen er 34 pct.

 

Bidraget for indvindingen med nye teknologiske metoder er estimeret ud fra et sæt af generelle forudsætninger. Energistyrelsens prognoser for indvinding med nuværende metoder er derimod udregnet på grundlag af konkrete vurderinger af hvert enkelt felt.

 

Det skal understreges, at skønnet for forøgelsen af indvindingen ved nye metoder blandt andet er baseret på en vurdering af den historiske udvikling. Det er ikke muligt at forudse, hvilke nye teknologier og metoder, der vil kunne bidrage til produktionen.

 

I forbindelse med olie indvundet med nye teknologiske metoder vil der være en medfølgende gasproduktion. Størrelsen af denne mængde gas er meget usikker, men det er sandsynligvis en lille mængde.

 

Der er stor usikkerhed på estimeringen af størrelsen af brændstofforbruget ved øget indvinding, hovedsagelig fordi de nye teknikker endnu ikke er kendte.

 

Indvindingen med nye metoder skønnes at bidrage til produktionen fra 2010. Til og med 2025, som er tidshorisonten for ”En visionær dansk energipolitik frem mod 2025”, skønnes det, at nye teknologiske metoder vil kunne øge indvindingsgraden og at der ved brug af sådanne nye metoder vil blive indvundet omkring 112 mio. m3 olie.

 

Såfremt energiforbruget hertil vil svare til dagens energiforbrug på felterne i Nordsøen, vil det give en CO2 udledning på omkring 10 mio. tons over perioden fra 2010 til 2025. Det forekommer dog mere sandsynligt, at energiforbruget ved en øgning af indvindingsgraden vil være højere end i dag. Hvis energiforbruget eksempelvis er dobbelt så højt som i dag, vil det medføre en CO2 udledning på omkring 20 mio. tons over denne årrække.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen