|
|
|
Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            31. januar 2007 J nr.             004-U03-16 |
|
Energipolitisk Udvalg har i brev af 15. januar 2007 stillet mig følgende spørgsmål 21 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 12. januar 2007 fra EnergiMidt A/S, jf. EPU alm. del – bilag 107"
Jeg er enig i, at udviklingen af solcelleområdet både kræver teknologisk udvikling og demonstrationer af perspektivrige koncepter i større skala som led i en markedsmodning og brobygning til senere udbredelsesfaser.
Jeg fremlægger snart et lovforslag for det kommende Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUD). Heri lægger jeg bl.a. op til at den konkrete støttetildeling besluttes af en ekstern bestyrelse. Førend loven er vedtaget, er det ikke muligt at gå ind i en konkret stillingtagen til støtteudsigterne for de projekter, der er omtalt i EnergiMidts henvendelse.
Tankegangen bag EUD er bl.a. at udvikle og modne demonstrationsprojekter indenfor perspektivrige energiteknologiske områder, f.eks. solceller. Det er min umiddelbare vurdering, at demonstrationsaktiviteterne ikke bør være begrænset til et meget beskedent antal projekter. Hvis der er tale om en længerevarende, samlet udviklings- og demonstrationsindsats, hvor hver etape repræsenterer en videreudvikling, der er baseret på erfaringerne i tidligere etaper, kan demonstrationsprojekter omfattende flere enheder vise sig at være relevante for at udvikle og modne et energiteknologisk område.
Det er ikke hensigten, at midlerne i EUD-ordningen skal anvendes til at yde standardtilskud til anlægsprojekter, som blot repræsenterer gentagelser af et allerede færdigudviklet og demonstreret koncept.
Med venlig hilsen
Flemming Hansen