Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 af 5. oktober 2006 fra Folketingets Boligudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes i lyset af sit svar på spm. 73 – 75 (folketingsåret 2005-06) kommentere den vedlagte dom, http://www.byret.dk/page21312.aspx, samt vilkårene for at opnå fri proces i sagen og herunder redegøre for om sagen evt. giver ministeren anledning til at overveje lovændringer på området.”

 

Svar:

 

Den dom, der er vedlagt spørgsmålet, er afsagt af retten i Rødovre den 24. juni 2005 og angår en lejers krav mod udlejeren i forbindelse med, at lejemålet ifølge lejeren var mangelfuldt og skadevoldende, idet det var angrebet af skimmelsvampe og lugtede meget grimt. Ved dommen fik lejeren delvis medhold i sit krav.

 

Justitsministeriet finder af principielle grunde ikke at burde udtale sig om den konkrete sag, der er afgjort af domstolene.

 

Mere generelt kan der med hensyn til vilkårene for fri proces henvises til Justitsministeriets besvarelse af 25. september 2006 af Boligudvalgets spørgsmål nr. 75 (folketingsåret 2005-06).

 

Den sag, der gav anledning til dommen fra retten i Rødovre, giver ikke Justitsministeriet anledning til at overveje lovændringer med hensyn til vilkårene for fri proces.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at Folketinget i 2005 vedtog en samlet revision af reglerne om fri proces, der træder i kraft den 1. januar 2007, jf. lov nr. 554 af 24. juni 2005. De nye regler indebærer bl.a. en mere nuanceret lovregulering af de materielle betingelser for fri proces, der i dag udgøres af reglen om ”rimelig grund til at føre proces”. Efter de nye regler behandles ansøgninger om fri proces som udgangspunkt af Civilstyrelsen, og Civilstyrelsens afslag på fri proces kan påklages til en nyoprettet afdeling i Procesbevillingsnævnet, som er et uafhængigt nævn tilknyttet domstolene.