Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

HSV/ J.nr. 2006-3022

Folketingets Boligudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 15. november 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af 30. oktober 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 13 (BOU Alm. del).

 

­

 

Spørgsmål nr. 13:

 

”Ministeren bedes redegøre for status på de nødvendige dispensationer til Boligforeningen Ringgårdens lavenergibyggeri i Lystrup?”

 

Svar:

 

Århus kommune ansøgte med brev af 4. oktober 2006 Socialministeriet om dispensation fra maksimumbeløbet for anskaffelsessummen for alment byggeri – på grundlag af almenboliglovens forsøgsbestemmelse (§ 144). Konkret ansøgte Århus kommune om, at det omhandlede projekt kan opføres inden for det for hovedstadsregionens gældende højere maksimumbeløb. Spørgsmålet om arealkrav er ikke indeholdt i kommunens brev af 4. oktober 2006.

 

Socialministeriet oplyste med brev af 12. oktober 2006 Århus kommune, at ministeriet ikke kan meddele dispensation fra maksimumbeløbet for anskaffelsessummen for alment byggeri – i den forelagte sag ej heller på grundlag af almenboliglovens forsøgsbestemmelse. Denne afgørelse er truffet på grundlag af de oplysninger, der var indeholdt i kommunens brev af 4. oktober 2006.

 

Baggrunden for ministeriets afgørelse er, at almenboligloven ikke indeholder en generel hjemmel til at give den ansøgte dispensation.

 

Almenboliglovens forsøgsbestemmelse giver derimod socialministeren mulighed for i særlige tilfælde at tillade, at de for alment byggeri fastsatte bestemmelser fraviges. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at der foreligger en fyldestgørende ansøgning for et konkret beskrevet (teknisk, økonomisk, mv.) projekt, hvor forsøgsdelen er særskilt beskrevet. Der lægges endvidere som udgangspunkt vægt på, at resultaterne af forsøget skal kunne generaliseres og udbredes til den almene sektor inden for de gældende regler og økonomiske rammer for opførelsen af alment nybyggeri. Disse forhold er som opfølgning på ministeriets svar af 12. oktober meddelt og uddybet over for Århus kommune. Kommunen har med henvendelse af 6. november 2006 fremsendt yderligere oplysninger i sagen. Disse oplysninger vil naturligvis indgå i den videre behandling af denne.

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Mikael Lynnerup Kristensen