Dan Lynge-sagen1. Udvalget for Forretningsordenens opgaver og arbejdets organiseringUndersøgelseskommissionen vedrørende Dan Lynge-sagen afgav den 19. september 2006 beret-ning.Ifølge Forretningsorden for Folketinget skal alle beretninger fra undersøgelseskommissioner, dervedrører ministres, herunder afgåede ministres, forhold, behandles af Udvalget for Forretningsorde-nen med henblik på eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet, jf. Forretningsorden for Folketinget§ 56, 1. pkt.Udvalget for Forretningsordenen har nedsat et permanent underudvalg til den forberedende be-handling af sager vedrørende undersøgelseskommissioner. Underudvalget skal således afgive udta-lelse til Udvalget for Forretningsordenen til brug for dettes beretning eller betænkning til Folketin-get vedrørende en eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet i forhold til ministre, herunder afgåe-de ministre, jf. Forretningsorden for Folketinget § 59, 1. pkt.2. Afgrænsning af undersøgelseskommissioners opgaverAf lov om undersøgelseskommissioner fremgår følgende:»§ 4.Undersøgelseskommissionen har ikke dømmende myndighed.Stk. 2.Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk be-givenhedsforløb.Stk. 3.Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til opgave at komme med forslag til sådanneændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kanbegrunde.Stk. 4.Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgave at foretage retlige vurderinger til be-lysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En under-søgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning afspørgsmålet om ministres ansvar.Stk. 5.Er et medlem af undersøgelseskommissionen dommer, foretager undersøgelseskommissio-nen alene retlige vurderinger som nævnt i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder det retssikker-hedsmæssigt betænkeligt.«Det er således ikke undersøgelseskommissioners opgave, jf. lov om undersøgelseskommissioner §4, stk. 4, at foretage retlige vurderinger af ministres forhold. Vurderinger af ministres politiske og/eller retlige ansvar tilkommer under hensyn til de særlige regler om ministeransvar udelukkendeFolketinget, jf. grundlovens §§ 15 og 16.

3. Baggrunden for nedsættelse af undersøgelseskommissionenForud for nedsættelsen af undersøgelseskommissionen havde fra den 20. maj 2002 og i den føl-gende tid i medierne været omtalt en række forhold vedrørende Dan Lynge og politiet. Det havdebl.a. været omtalt,atder mellem Dan Lynge og politiet havde været etableret et samarbejde, hvorDan Lynge havde fungeret som agent for politiet,atDan Lynge trods tilståelse af forskellige typeraf kriminalitet undgik retsforfølgning, ogatDan Lynge havde fået udbetalt dusør.I umiddelbar forlængelse af fremkomsten af de første oplysninger besluttede Statsadvokaten forKøbenhavn, Frederiksberg og Tårnby at iværksætte en undersøgelse i medfør af retsplejelovenskapitel 93 c om straffesager mod politipersonale.Den 24. maj 2002 stillede daværende folketingsmedlem Søren Søndergaard en række spørgsmåltil justitsministeren i medfør Folketingets forretningsordens § 20, herunder spørgsmål om, hvorvidtmedarbejdere i Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde været i direkte kontakt med Dan Lynge.Den 24. april 2003 besluttede justitsminister Lene Espersen at nedsætte en undersøgelseskommis-sion. Baggrunden herfor var bl.a., at en samlet gennemgang af de retlige rammer for statsadvoka-tens undersøgelse viste, at der kunne være spørgsmål i sagen, der ikke kunne forventes fuldt ud be-lyst ved statsadvokatens undersøgelse samt at en række habilitetsspørgsmål kunne opstå.Den 15. september 2003 nedsatte fungerende justitsminister Brian Mikkelsen i medfør af § 1, stk.1, i lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.4. KommissorietKommissoriet for undersøgelseskommissionens arbejde har været følgende:»Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioneren kommission til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner til opgaveat undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til politiets samarbej-de med Dan Lynge såvel i forbindelse med efterforskning og bekæmpelse af rockerkriminalitet somi andre sammenhænge.Undersøgelsen skal omfatte dels politiet – herunder Politiets Efterretningstjeneste – dels andre re-levante myndigheder, herunder den overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.Kommissionens undersøgelse og redegørelse skal bl.a. omfatte de påstande om kritisable forhold isagen, som er fremkommet i medierne og den offentlige debat, herunder påstande om:– at politiets samarbejde med Dan Lynge skulle have været af en sådan karakter, at der har værettale om agentvirksomhed i strid med retsplejelovens regler,– at politiet ikke skulle have taget de fornødne skridt i anledning af informationer fra Dan Lyngeom bl.a. forestående attentater i rockermiljøet,– at politiet uberettiget skulle have udbetalt pengebeløb (»dusør«) til Dan Lynge,– at anklagemyndigheden uberettiget skulle have undladt at retsforfølge Dan Lynge i anledning afstrafbare forhold, og– at Justitsministeriet i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget skulle have afgivet urigtigeoplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommissionen efter§ 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner foretage retlige vurderinger til belysning af, om derforeligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.«

5. Undersøgelsens konklusionerKommissionen udtaler kritik af en række forhold vedrørende politiets håndtering af samarbejdetmed Dan Lynge. Kommissionen angiver følgende forhold som kritiske:– at oplysningerne om »Høvdingedrabet« ikke blev videregivet til rette myndighed (s. 1285),– at oplysninger om Dan Lynges involvering i begået narkokriminalitet ikke blev nøjere opvejetog eventuelt forelagt anklagemyndigheden (s. 1285),– at politiet ikke i tilstrækkelig grad sagde fra over for Dan Lynges initiativer, som bragte politieti uacceptable situationer, hvor politiet var afskåret fra at gribe ind over for kriminelle handlin-ger (s. 1285),– at politiet udleverede fortrolige oplysninger til Dan Lynge, som gik ud over, hvad formålet til-sagde (s. 1283) og– at politiet bragte sig selv i en situation med hensyn til anbringelse af ulovlige våben, hvor manvar nødt til at bruge retssystemet på en principielt forkert måde (s. 1270).Kommissionen har vurderet, at der ikke i forløbet har været tale om overtrædelse af retsplejelo-vens forbud mod anvendelse af civile agenter. Det problematiske i forløbet af samarbejdet har i før-ste række været, at der ikke i tilstrækkelig grad har været styring af og kontrol med samarbejdet.Den manglende styring har efter kommissionens opfattelse sammenhæng med, at der har været enbetydelig uklarhed med hensyn til »kommandoveje« for håndteringen af arbejdet.Kommissionen peger endvidere på, at det langvarige samarbejde, hvor kontakten var overladt tilén kontaktperson, indebar en risiko for, at kontaktpersonens evne til at forholde sig kritisk til med-delerens oplysninger og adfærd svækkedes med tiden, hvilket forløbet også illustrerer. Kommissio-nen kritiserer, at Rejseafdelingen ikke i det lange forløb sørgede for en ordning, hvor andre endkontaktpersonen løbende vurderede samarbejdet og sikrede, at der blev reageret adækvat på oplys-ningerne fra meddeleren.Ved meddelelse af oplysninger om allerede begået og pådømt kriminalitet – Høvdingemordet –kritiserer kommissionen således, at der ikke blev taget initiativ til at forelægge Dan Lynges oplys-ninger, som måtte anses for nye, for Københavns Politi eller Statsadvokaten for København, Frede-riksberg og Tårnby. Som en følge heraf blev der ikke foretaget en vurdering af oplysningernes be-tydning for den afsluttede straffesag og en vurdering af, om der i anledning af oplysningerne skulleiværksættes en strafforfølgning af Dan Lynge.Kommissionen kritiserer endvidere, at uanset at en række oplysninger fra Dan Lynge om egne ogandres deltagelse i kriminalitet var af upræcis karakter, burde der være taget stilling til disse oplys-ninger.Kommissionen finder dog ikke, at der er grundlag for at søge enkeltpersoner draget til ansvar fordet ledelsesmæssige svigt.Kommissionen har endvidere som en del af undersøgelsen redegjort for, om Justitsministeriet ibesvarelsen af spørgsmål fra Folketinget har afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem DanLynge og politiet. I den forbindelse anfører kommissionen følgende i beretningen:– Undersøgelsen har vist, at der havde været en direkte kontakt mellem Dan Lynge og en medar-bejder hos PET inden for det såkaldte non-proliferationsområde (ikke-spredning af masseødelæg-gelsesvåben), men ikke inden for andre områder. Dette forhold var Justitsministeriets embedsmændog justitsministeren bekendt med forud for besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 i Folketinget.– Kommissionen har taget stilling til de faktiske omstændigheder ved besvarelsen af spørgsmåletog har konstateret, at Justitsministeriet besluttede at besvare spørgsmålet specifikt, for så vidt angårPET’s deltagelse i området for rockerbekæmpelse, selv om spørgsmålet efter sin ordlyd ikke varbegrænset til dette område.

– Kommissionen konstaterer, at et svar gående ud på, at der ikke havde været direkte kontakt in-den for området for rockerbekæmpelse isoleret set ikke indeholder objektivt urigtige oplysninger.– Som følge af begrænsningerne i lov om undersøgelseskommissioner har flertallet af kommissio-nens medlemmer afstået fra at tage stilling til, om svaret efter sin formulering tilstrækkeligt tydeligtpræciserer præmisserne for svaret, idet en sådan stillingtagen vil indebære stillingtagen til spørgs-mål om ministeransvar, hvad enten der er grundlag for at overveje et ansvar, eller der ikke er et så-dant grundlag.– Et medlem af kommissionen er ikke enig i denne afgrænsning og udtaler, at svaret ikke burdehave været udformet som sket, men da svaret ikke indeholder urigtige oplysninger, er der ingenanledning til, at et tjenstligt eller retligt ansvar søges gennemført.6. Underudvalgets behandling af sagenUnderudvalget modtog den 19. september 2006 beretningen fra undersøgelseskommissionen tilundersøgelse af Dan Lynge-sagen, jf. UUF alm. del – bilag 4, samling 2005-06.Formanden for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen bad ved brev af 25. september 2006formanden for underudvalget om at foretage det fornødne med henblik på sagens videre behandling,jf. UUF alm. del – bilag 5, samling 2005-06.Underudvalget har behandlet undersøgelseskommissionens beretning i 8 møder med henblik på atvurdere, om de beskrevne forhold i undersøgelsesberetningen vedrørende justitsminister LeneEspersen kan begrunde, at der bliver gjort et ansvar gældende. Det er derimod ikke underudvalgetsopgave at vurdere embedsmændenes forhold.I forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelseskommissionens beretning udtalte justitsmini-ster Lene Espersen bl.a., »at kommissionen peger på nogle konkrete, kritisable forhold vedrørendepolitiets styring og håndtering af samarbejdet med Dan Lynge. Dette må selvsagt ikke gentage sig.«Der henvises derudover til justitsminister Lene Espersens svar til Folketingets Retsudvalg påspørgsmål nr. 564 (2005-06) og spørgsmål nr. 3, jf. UUF alm. del – bilag 6 og 8.Rigsadvokaten har i mellemtiden – i marts 2005 – fastsat nye regler for politiets og anklagemyn-dighedens kontakt med meddelere. Disse regler fastslår bl.a., at politikredsens ledelse har det over-ordnede ansvar for samarbejdet med meddeleren, og ledelsen skal godkende, at en person anvendessom meddeler, ligesom ledelsen løbende skal holde sig orienteret om samarbejdet med meddelerenog de oplysninger, som den pågældende giver politiet, jf. UUF alm. del – bilag 24.Ved brev af 10. oktober 2006 bad underudvalget om justitsminister Lene Espersens eventuellekommentarer inden den 10. november 2006 til undersøgelseskommissionens beretning, jf. UUFalm. del – bilag 1. Justitsminister Lene Espersen har ved brev af 9. november 2006 kommenteretundersøgelseskommissionens beretning, jf. UUF alm. del – bilag 9 og 11.Ved brev af 21. december 2006 bad underudvalget justitsminister Lene Espersen om et møde,hvori justitsministeren med udgangspunkt i de betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sinbesvarelse til underudvalget den 9. november 2006, redegjorde nærmere for sine synspunkter, her-under spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål fra Folketinget, samt redegjor-de for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser, jf. UUF alm. del –bilag 17.Mødet blev afholdt den 24. januar 2007 for åbne døre, jf. UUF alm. del – bilag 18, 21, 22 og 25.Mødet blev afholdt under iagttagelse af de retsgarantier, der er beskrevet i Folketingets forretnings-ordens kap. XVIII. Dette indebar, at ministeren havde ret til en bisidder, jf. forretningsordenens §57, hvilket ministeren var gjort opmærksom på i et brev fra underudvalget, jf. alm. del – bilag 17.

Ministeren afstod fra at have bisidder med. Fra mødet blev i overensstemmelse med forretningsor-denens § 57, stk. 1, udarbejdet et referat, jf. alm. del – bilag 25.Mødet drejede sig alene om justitsministerens svar til Folketinget og havde ikke karakter af ensupplerende undersøgelse til klarlæggelse af faktiske forhold, hvorfor der ikke var grundlag for atgøre ministeren bekendt med, hvilke faktiske forhold en undersøgelse ville omfatte, jf. forretnings-ordenens § 58.Justitsministeren gentog på mødet – og i lighed med hvad der fremgår af justitsministerens brev tilunderudvalget af 9. november 2006 – at: »Den måde, som svaret til Søren Søndergaard blev udfor-met på, havde alene ét formål, nemlig at udvise størst mulig åbenhed om Politiets Efterretningstje-nestes arbejde, samtidig med at de nødvendige hensyn til fortroligheden om tjenestens virksomhedblev iagttaget«.Af Folketingets forretningsordens § 58 fremgår, at den involverede minister skal have lejlighed tilpå baggrund af udkast til udtalelse fra underudvalget at afgive en skriftlig udtalelse til udvalget ogtil i et møde med udvalget at redegøre nærmere for sine synspunkter. I overensstemmelse hermedhar underudvalget ved brev af 3. maj 2007 givet justitsminister Lene Espersen lejlighed til senestden 11. maj 2007 at afgive en skriftlig udtalelse til underudvalget vedrørende underudvalgets udkasttil udtalelse, jf. UUF alm. del – bilag 33. Justitsminister Lene Espersen har ved brev af 10. maj 2007svaret, at udkastet til udtalelse ikke giver anledning til yderligere bemærkninger, jf. UUF alm. del –bilag 34.Ifølge Folketingets forretningsordens § 59, 1. pkt., skal underudvalget afgive udtalelse til Udval-get for Forretningsordenen til brug for dettes beretning eller betænkning til Folketinget. I overens-stemmelse hermed sendte underudvalget den 16. maj 2007 sin udtalelse til Udvalget for Forret-ningsordenen, jf. UUF alm. del – bilag 35.7. Udvalgets behandling af sagenUdvalget modtog den 19. september 2006 beretningen fra undersøgelseskommissionen til under-søgelse af Dan Lynge-sagen. Ved brev af 25. september 2006 bad udvalgets formand formanden forunderudvalget om at foretage det nødvendige med henblik på sagens behandling, jf. UUF alm. del –bilag 5, samling 2005-06. Udvalget modtog ved brev af 16. maj 2007 underudvalgets udtalelse, jf.UFO alm. del – bilag 50. Udvalget har på baggrund af underudvalgets udtalelse behandlet sagen i 1møde.8. Politiske bemærkningerUdgangspunktet for underudvalgets arbejde er de undersøgelsesberetninger, som undersøgelses-kommissioner udarbejder, men underudvalget kan undtagelsesvis foretage mindre undersøgelser tilbelysning af en sag, jf. forarbejderne til kapitel XVIII i Folketingets forretningsorden, jf. UUF alm.del – bilag 2.Efter underudvalgets opfattelse har undersøgelseskommissionens beretning om Dan Lynge-sagen,hvori bl.a. de faktiske forhold er grundigt beskrevet, kunnet danne udgangspunkt for underudvalgetsforberedende behandling af sagen. Der er således ved underudvalgets behandling af Dan Lynge-sagen ikke fundet behov for at iværksætte yderligere undersøgelser eller andre tiltag til brug forvurderingen af, om et ansvar kan gøres gældende over for justitsminister Lene Espersen.Udvalgetnoterer sig undersøgelseskommissionens skarpe kritik af samarbejdet med Dan Lyngeog noterer sig, at kommissionen ikke har fundet grundlag for at søge enkeltpersoner draget til an-svar for det ledelsesmæssige svigt.

Udvalget har noteret sig de nye retningslinjer fra Rigsadvokaten vedrørende anvendelsen af med-delere og går ud fra, at disse retningslinjer vil forebygge, at noget lignende kan ske igen, og hvis detalligevel skulle ske, så muliggør, at enkeltpersoner kan drages til ansvar, da der så vil være sketovertrædelse af klare retningslinjer.Af § 5 i lov om ministres ansvarlighed fremgår, at»En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der på-hviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.Stk. 2.Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver Folketinget urigtige el-ler vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der eraf væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen«.Det er fast antaget, at ministre ikke er forpligtiget til at svare på spørgsmål fra Folketinget. En så-dan pligt fremgår ikke af grundloven eller af lovgivningen i øvrigt. Det er således også fast antaget,at en minister efter § 20, stk. 4, i Folketingets forretningsorden ikke er retligt forpligtet til at besvare§ 20-spørgsmål. Vælger en minister imidlertid at svare, skal han svare korrekt og fyldestgørende.I forhold til oplysninger af fortrolig karakter er det endvidere almindeligt antaget, at bestemmel-sen i lov om ministres ansvarlighed ikke i sig selv giver Folketinget en særlig adgang til at afkræveen minister fortrolige oplysninger. En vis selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet omomfanget af en ministers pligt til at give Folketinget oplysninger, selv om de er af fortrolig karakter,ligger dog i, at ministeren ikke over for Folketinget må fortie oplysninger af væsentlig betydning forFolketingets bedømmelse af sagen. Ministeren kan i den forbindelse ikke i almindelighed gøre gæl-dende, at fortielsen var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om at videregive, var fortrolig.Ministeren må i de tilfælde, hvor ministeren ikke ønsker at videregive oplysningen, gøre opmærk-som på, at oplysninger af betydning for sagen foreligger, men at de som følge af fortrolighedshen-syn ikke videregives, eller ikke kan videregives, f.eks. i en offentligt tilgængelig besvarelse af et §20-spørgsmål.Lov om ministres ansvarlighed § 5’s betydning ligger i, at ministre er forpligtet til at give korrekteog fyldestgørende oplysninger, hvis ministeren udtaler sig.Udvalgetudtaler, at muligheden for at stille spørgsmål til en minister er et af de værktøjer, somFolketinget har til rådighed med henblik på at kontrollere regeringen.Det er en fundamental del af det demokratiske parlamentariske system, at Folketinget i udøvelsenaf sin kontrolfunktion kan stille spørgsmål, og at regeringen leverer korrekte og fyldestgørende svartil Folketinget. At svarene skal være korrekte og fyldestgørende bidrager til gennemsigtigheden idet parlamentariske arbejde, og eventuelle uklarheder og fortielser i svar på spørgsmål vil kunneforringe denne gennemsigtighed og vil umiddelbart eller senere kunne medføre tvivl om forståelsenaf ministerens svar.Udvalgetønsker at fastholde den norm for ministersvar, der er fastlagt i praksis, således som detfremgår af notatet fra Lovsekretariatet af 14. december 2004, jf. UUF alm. del – bilag 2. Fra dettenotat kan der bl.a. henvises til ambi-sagen, jf. notatets s. 4, note 11, og s. 6-7, hvori et flertal i Ud-valget for Forretningsordenen fandt at måtte præcisere: »at ethvert svar fra en minister i sig selvskal opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes, at man blot sene-re kan supplere eller korrigere svar, hvis udvalget måtte ønske det, f.eks. i form af opfølgendespørgsmål.« På den anden side er det i det parlamentariske system en forudsætning, at Folketingetoptræder som et aktivt kontrollerende organ og stiller opfølgende spørgsmål, såfremt der er tvivl omforståelse af en ministerbesvarelse.

Udvalgethar noteret sig undersøgelseskommissionens konklusioner. Hvad angår justitsministerLene Espersens omstridte besvarelse af spørgsmål nr. S 2267, bemærker udvalget, at det kan giveanledning til uheldige misforståelser, hvis en minister ved sit svar indlægger en begrænsning, derikke er forudsat i spørgsmålets formulering.Et flertali udvalget med undtagelse af EL finder dog ikke anledning til en kritik i det konkrete til-fælde, da justitsministerens svar efter sit indhold er korrekt, og da der ikke synes at have været no-get ønske om at vildlede Folketinget og offentligheden, idet formålet med svaret var at vise størstmulig åbenhed.Et mindretali udvalget (EL) ønsker at udtale en skarp kritik af ministerens svar. Ministeren harforklaret, at hun var bekendt med, at der havde været kontakt mellem PET og Dan Lynge. Men detfremgår ikke klart af ministerens svar, at svaret er begrænset til kun at dreje sig om rockerkriminali-tet. Som det fremgår af Lovsekretariatets notat af 14. december 2004, jf. UUF alm. del – bilag 2, såbør en minister gøre opmærksom på, når et spørgsmål kun besvares delvis. Spørgsmålet blev stillet iforbindelse med en offentlig debat om, i hvilket omfang myndighederne havde haft kontakt medDan Lynge, og ministerens svar havde den konsekvens, at de fleste opfattede det, som om der ikkehavde været nogen kontakt overhovedet mellem PET og Dan Lynge. Såfremt Folketinget accepte-rer, at en minister kan komme med et sådant svar uden at oplyse, at spørgsmålet kun er besvaretdelvis, så vil konsekvensen jo være, at Folketinget, hver gang der kommer et svar, skal stille en by-ge af spørgsmål. I den konkrete sag ville det f.eks. have været nødvendigt at spørge: Har der væretkontakt mellem PET og Dan Lynge i forhold til økonomisk kriminalitet? Har der været kontaktmellem PET og Dan Lynge i forhold til sædelighedskriminalitet? Har der været kontakt mellemPET og Dan Lynge i forhold til voldskriminalitet? Har der været kontakt mellem PET og Dan Lyn-ge i forhold til narkokriminalitet? Først når man nåede til spørgsmålet: »Har der været kontakt mel-lem PET og Dan Lynge i forhold til våbenhandel?«, kunne man forvente et korrekt svar.P.u.v.

1. IndledningDen 15. december 2004 er justitsministeren indkaldt i samråd i Retsudvalget om ministerens be-svarelse af 12. juni 2002 af spørgsmål nr. S 2267 af 24. maj 2002 fra Søren Søndergaard, MF (DanLynge-sagen).Anne Baastrup (SF) har i den anledning bedt Lovsekretariatet om en skriftlig redegørelse for rets-stillingen vedrørende ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget, jf. herved bestemmelsen iministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, om ministres pligt til at give korrekte og ikke-vildledendeoplysninger til Folketinget.Som bilag vedlægges en kommenteret oversigt over nogle konkrete eksempler fra de senere år,hvor spørgsmålet om ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget har været rejst.2. Ministre har ingen almindelig pligt til videregive oplysninger til Folketinget, herunder pligttil at besvare spørgsmål fra FolketingetDer er ikke i grundloven eller i lovgivningen i øvrigt fastsat generelle regler, som pålægger denoffentlige forvaltning en almindelig pligt til at videregive oplysninger til Folketinget. Pligt til påbestemte områder at videregive oplysninger kan dog følge af særlige bestemmelser i lovgivningen.Ministeren er heller ikke forpligtet til at svare på spørgsmål fra Folketinget. En sådan pligt måtte igivet fald fremgå af grundloven eller af lovgivningen i øvrigt. Folketinget kan ikke ensidigt medhjemmel i Folketingets forretningsorden pålægge en minister at besvare spørgsmål.1Der henvises iøvrigt til den statsretlige litteratur herom.2Det er således også fast antaget, at en minister efter § 20, stk. 4, i Folketingets forretningsordenikke er retligt forpligtet til at besvare § 20-spørgsmål.3Modsætningsvis gælder der en pligt for ministre til at svare ved forespørgsler, jf. grundlovens § 53, parlamentariskekommissioner, jf. grundlovens § 51, og undersøgelseskommissioner, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 11.2Se f.eks. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 1 (2001), side 336-37, Peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udg. (2001),side 54-55, og Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen (1988), side 57. Der kan endvidere henvises til Lov-sekretariatets notat af 8. december 2003 om ministres adgang til at afvise at besvare spørgsmål i henhold til Folketingetsforretningsordens § 20, stk. 4 og 11, Folketingsåret 2003-04, Folketingets Forretningsorden, alm. del – bilag 25.3Folketingets forretningsorden indeholder i § 20 regler for folketingsmedlemmernes adgang til at indhente oplysningerom et offentligt anliggende hos en minister ved spørgsmål til den enkelte minister til enten skriftlig eller mundtlig be-1

Der er dog en parlamentarisk tradition for, at ministeren svarer på de spørgsmål, der ligger indenfor ministerens ressort.3. Ministeren skal svare rigtigt og fuldstændigt, hvis ministeren svarer på spørgsmål fraFolketingetEfter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, kan en minister straffes, hvis han forsætligt eller vedgrov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen iøvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.Herudover fremgår følgende af lovens § 5, stk. 2:”Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver Folketinget urigtige el-ler vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der eraf væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.”4Det fremgår af forarbejderne til ministeransvarlighedsloven samt den juridiske litteratur, at ræk-kevidden af de pligter, der i henhold til ministeransvarlighedsloven påhviler en minister, må fast-lægges i praksis.5Et af de spørgsmål, som har været rejst,6er spørgsmålet om, i hvilket omfang en minister, f.eks. iforbindelse med besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, er berettiget eller ligefrem forpligtet til atvideregivefortroligeoplysninger,7som forvaltningen er i besiddelse af, til Folketinget.I den juridiske litteratur er det antaget,8at lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt, derkan være til hinder for videregivelse af fortrolige oplysninger mellem forskellige myndigheder,ikkei almindelighed er til hinder for, at en minister af egen drift, eller fordi et folketingsudvalg beder omdet, videregiver fortrolige oplysninger, når oplysningerne efter ministerens skøn må antages at væreaf betydning for udvalgets behandling af en sag.9Der kan imidlertid i sådanne tilfælde være anled-

svarelse (§ 20-spørgsmål). Adgangen har altid været ledsaget af en adgang for en minister til at erklære, at vedkom-mende ikke ser sig i stand til at besvare et spørgsmål, jf. forretningsordenens § 20, stk. 4. Bestemmelsen omhandlerbåde situationer, hvor en minister ikke kan svare, og hvor den pågældende ikke ønsker at svare.4Ministeransvarlighedsloven (herunder § 5) omhandler kun ministrenesretligeansvar og kun deres embedsførelse somministre. Ministrene kan af kongen eller Folketinget tiltales for deres embedsførelse, jf. grundlovens § 16. Rigsrettenpåkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager. Om ministrenespolitiskeansvar, se afsnit 4 i nota-tet.5Jens Peter Christensen har i Ministeransvar (1997) foretaget en grundig gennemgang af nogle konkrete eksempler frapraksis, herunder eksempler fra de senere år, hvor spørgsmålet om ministres pligt til ved besvarelse af folketings-spørgsmål at svare rigtigt og fuldstændigt har været rejst. Der henvises herom til det vedlagte bilag.6Navnlig har det været gjort gældende, at en minister, som følge af lovgivningens almindelige og specielle regler omtavshedspligt, i vidt omfang skulle være afskåret fra at give Folketinget oplysninger af fortrolig karakter, jf. John Vogterog Jens Erik Stausbøll i Juristen nr. 8/1990, side 353-365, Tavshedspligt over for Folketinget.7Dvs. oplysninger, som ikke (i øvrigt) er almindeligt tilgængelige efter offentlighedslovens regler om aktindsigt. Om enminister er berettiget eller forpligtet til at videregive oplysninger til Folketinget afgøres i praksis ikke efter reglerne ioffentlighedsloven. Offentlighedsloven har dog den betydning, at en minister er berettiget (og forpligtet) til at videregi-ve oplysninger til Folketinget, i det omfang oplysningerne omfattes af den almindelige adgang til aktindsigt.8Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen.9Som det er påpeget i den i note 6 nævnte artikel i Juristen, er møderne i selveFolketingssalenefter grundlovens § 49som udgangspunkt offentlige, jf. også § 37 i Folketingets forretningsorden. Forhandlingerne i salen optrykkes ordret iFolketingstidende, Folketingets forhandlinger, og bliver derved tilgængelige for alle interesserede. Dette indebærer, aten minister (eller et folketingsmedlem) fra Folketingets talerstol som altovervejende hovedregelikkekan omtale fortro-lige oplysninger. Tilsvarende betragtninger gør sig gældende med hensyn til§ 20-spørgsmål og svarherpå, da spørgs-mål og svar offentliggøres i Folketingstidende. Det ovenfor anførte vedrører derfor først og fremmest videregivelse affortrolige oplysninger tilFolketingets udvalg,i hvilke forhandlinger m.v. ikke er offentligt tilgængelige, og for hvilkeder i almindelighed gælder tavshedspligt.

ning til at fremhæve tavshedspligten over for folketingsudvalget, der naturligvis skal behandle op-lysningerne med den fornødne fortrolighed.10Muligheden for at videregive fortrolige oplysninger tilfolketingsudvalggælder i almindelighedogså, selv om oplysningerne er omfattet af særlige tavshedspligtbestemmelser. Videregivelse vilsåledes alene være udelukket, hvis tavshedspligtbestemmelsen efter sit indhold, på baggrund af kla-re motivudtalelser eller lignende giver et sikkert holdepunkt for, at også Folketinget (i praksis folke-tingsudvalget) skal være afskåret fra at modtage oplysningerneUden for de tilfælde, hvor der i lovgivningen er gennemført en særlig regulering af spørgsmålet,er retsstillingen mellem forvaltningen og Folketinget (folketingsudvalget) således den, at der beståret ret, men ingen pligt til at videregive oplysninger af fortrolig karakter. I hvilket omfang sådanneoplysninger bør videregives, må afgøres på grundlag af enkonkret afvejningfra område til område.På en lang række områder må denne afvejning føre til, at oplysningerne normalt videregives for atsikre, at Folketinget (udvalgene) har det fornødne saglige grundlag for at gennemføre lovgivning pået område eller for, at Folketinget (udvalgene) kan udføre den fornødne parlamentariske kontrolmed forvaltningen. På andre områder kan navnlig hensynet til den enkeltes private eller erhvervs-mæssige forhold, hensynet til andre lande og mellemfolkelige institutioner eller hensynet til rege-ringens beslutningsproces og parlamentariske stilling over for Folketinget dog føre til, at bestemteoplysninger ikke videregives eller kun videregives under særlige omstændigheder. Drejer det sigom oplysninger om enkeltpersoners privatliv, f.eks. helbredsmæssige forhold eller skattebetaling,bør der udvises en betydelig tilbageholdenhed med at videregive konkrete oplysninger, medmindredisse oplysninger er afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen til en bestemt sag. I vurde-ringen af, om en fortrolig oplysning skal videregives, kan også indgå, om udvalget i stedet kan ori-enteres om en sags principielle problemstillinger i generel eller anonymiseret form.11Oplysninger, som er afsærligfortrolig karakter, f.eks. oplysninger af betydning for statens sik-kerhed, og som efter deres indhold kun bør være tilgængelige for en stærkt begrænset personkreds,kan der også være grund til ikke i almindelighed at videregive til Folketinget (udvalgene). I stedetkan der fra område til område etableres en ordning, hvor oplysningerne videregives til f.eks. parla-mentariske udvalg med ganske få medlemmer, som i øvrigt har en særlig indsigt i området.12Det er almindeligt antaget, at bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, ikke i sigselv giver Folketinget en særlig adgang til at afkræve en minister fortrolige oplysninger.13Bestem-melsens betydning ligger i, at vedkommende minister (f.eks. ved besvarelse af § 20-spørgsmål) erforpligtet til at give rigtige og fuldstændige oplysninger,hvisministeren udtaler sig.En vis selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet om omfanget af en ministers pligt tilat give Folketinget oplysninger, selv om de er af fortrolig karakter, ligger dog i, at ministeren ikkeunder behandlingen af en sag i Folketinget må fortie oplysninger af væsentlig betydning for Folke-tingets bedømmelse af sagen. Ministeren kan i den forbindelse ikke i almindelighed gøre gældende,at fortielsen var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om at videregive, var fortrolig. Ministe-ren må i de (særlige) tilfælde, hvor ministeren ikke ønsker at give oplysningen,gøre opmærksomEn egentlig tavshedspligt, som kan håndhæves gennem anvendelse af straf, gælder, hvis forholdet omfattes af straffe-lovens § 152, hvorefter den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, herunder hvervet som folketingsmedlem, og somuberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, kan straffes. En oplysning er fortrolig, ”når den ved loveller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for atvaretage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser”.11Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen (nr. 8/1990, side 364-65).12Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen, side 365.13Jf. Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen (1988), side 57 f, forudsætningsvisforarbejderne til ministeransvarlighedslovens § 5, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp. 262 f, og John Vogter ogJens Erik Stausbøll i Juristen nr. 8/1990, Tavshedspligt over for Folketinget.10

på, at oplysninger af betydning for sagen foreligger,men at de, som følge af nærmere angivne (for-troligheds)hensyn, ikke videregives, eller ikke kan videregives f.eks. i et åbent møde i Folketingssa-len eller i en offentligt tilgængelig besvarelse af et § 20-spørgsmål.144. Ministerens politiske ansvarHvis en minister f.eks. ved besvarelsen af § 20-spørgsmål ikke overholder sin sandhedspligt overfor Folketinget eller vildleder Folketinget m.v., kan den pågældende minister (også) drages politisktil ansvar herfor. Det politiske ansvar kan gøres gældende uden et egentligt ansvarsgrundlag, blot pågrundlag af politiske uoverensstemmelser.15Det politiske ansvar kan komme til udtryk i form af kritik eller misbilligelse af ministerens em-bedsførelse. I yderste konsekvens kan Folketinget vedtage et mistillidsvotum efter grundlovens §15, der i stk. 1 bestemmer, at ”Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har ud-talt sin mistillid til ham”.16Litteratur:Max Sørensen: Statsforfatningsret, 2. udgave, ved Peter Germer (1973)Henrik Zahle: Dansk forfatningsret 1 (2001)Henrik Zahle: Dansk forfatningsret 2 (2001)Peter Germer: Statsforfatningsret, 3. udgave (2001)Lars Busck: Folketingets kontrol med forvaltningen (1988)Jens Peter Christensen: Ministeransvar (1997)John Vogter og Jens Erik Stausbøll: Juristen nr. 8/1990, side 353-365

Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen.Ansvarsgrundlaget for det politiske ansvar er retligt ubundet i den forstand, at der ikke gælder nogen juridisk normfor, hvilke forhold ved en ministers embedsførelse eller person Folketinget skal eller kan lægge til grund for sin vurde-ring af, om et mistillidsvotum skal besluttes. Henrik Zahle anfører i sin statsret, at begrundelsen for en beslutning ommistillid til en minister kan søges hvor som helst – fra ”en indsigtsfuld kritik af ministerens politik til ubehag ved mini-sterens hårfarve”, jf. Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 2 (2001), side 195. Der henvises i øvrigt til Jens Peter Chri-stensen, Ministeransvar (1997), kapitel 24 om det politiske ansvar.16Udtrykker Folketinget mistillid til statsministeren, indebærer det, at hele regeringen må gå af, medmindre statsmini-steren udskriver valg, jf. grundlovens § 15, stk. 2. Som det fremgår af § 15, er det Folketinget, der gør det politiskeansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en fagminister eller statsministeren. Dette sker ved en simpel flertalsbe-slutning. Det politiske ansvar, i form af vedtagelse i Folketinget af et mistillidsvotum til statsministeren eller til en fag-minister, er kun sjældent blevet gjort gældende. Vedtagne mistillidsvota mod regeringer har siden systemskiftet i 1901kun forekommet tre gange, ligesom Folketinget aldrig har vedtaget et mistillidsvotum mod enkeltministre, jf. Jens PeterChristensen, Ministeransvar (1997), side 522-523.15

Eksempler på sager om ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget, jf. hervedministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2Der findes en række sager om ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget/pligt til at giverigtige og fuldstændige oplysninger om et sagsforhold, hvis ministeren udtaler sig. En del sager harværet undersøgt af kommissionsdomstole m.v., men undersøgelser har også været gennemført affolketingsudvalg.De følgende eksempler er ikke udtømmende, men er nogle konkrete eksempler primært fra de se-nere år, hvor spørgsmålet om ministres oplysningspligt i forhold Folketinget m.v. har været rejst.17Det mest gennemgående tema i de sager, som Jens Peter Christensen har behandlet i sin doktoraf-handling Ministeransvar fra 1997, er spørgsmålet om ministerens sandhedspligt over for Folketingetog dets udvalg.18Til tider har sandhedstemaet i kommissoriet for undersøgelserne været formuleret således, at dethar påhvilet det undersøgende organ at vurdere, om Folketinget er blevet orienteret ”fyldestgøren-de”, eller om Folketinget har fået ”urigtige eller mangelfulde oplysninger”. I de fleste tilfælde erspørgsmålet om ministres sandhedspligt imidlertid indgået som element i vurderingen af, om nogenaf de involverede embedsmænd eller ministre havde gjort sig skyldige i ”fejl og forsømmelser” foreksempel i relation til behandlingen af bevillingsmæssige spørgsmål.Som det fremgår af Ministeransvar (kapitel 6-19), har undersøgelsesorganerne i flere af sagernekritiseret, at ministrene har afgivet ufyldestgørende eller ukorrekte oplysninger eller har fortiet op-lysninger over for Folketinget eller dets udvalg. Dette er sket, uden at man direkte har foretaget no-gen subsumption af det konkrete tilfælde under ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2 (eller før1964 straffeloven). Man har bestræbt sig på alene at tage stilling til, om de afgivne oplysninger udfra en rent faktuel vurdering har været fyldestgørende og korrekte.Jens Peter Christensen påpeger i Ministeransvar (side 360-61), at der formentlig er to principieltforskellige opfattelser af, hvor alvorligt sandhedspligten skal tages. Den ene opfattelse er den, atministres svar og oplysninger til Folketinget indgår i et partipolitisk spil, som giver nogen betydeli-ge friheder, jf. herom nedenfor. Den anden opfattelse er, at ministeransvaret er en helt fundamentaldel af det demokratisk-parlamentariske system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion ersærdeles afhængig af at kunne stille spørgsmål og få dem korrekt besvaret, og at ministeransvaretsfunktion derfor uomgængeligt er knyttet til den forudsætning, at stillede spørgsmål besvares i over-ensstemmelse med sandheden, jf. herom nedenfor.19I. Sager, der har været undersøgt af kommissionsdomstole m.v.Kjærbølsagen:20Den 30. januar 1959 forliste Den Kgl. Grønlandske Handels nyeste skib m/s”Hans Hedtoft” på sin første rejse under en orkan i farvandet ved Kap Farvel, og alle 95 ombordvæ-rende druknede. Efter forliset blev der i pressen rejst spørgsmål om forsvarligheden af vintersejladsi Grønland. Det blev i den forbindelse fremdraget, at besejlingen af Grønland i vintermånederneallerede tidligere, i 1957, havde været kritiseret, og det blev i samme forbindelse hævdet, at davæ-17

rende grønlandsminister Johannes Kjærbøl i marts 1957 havde besvaret et spørgsmål i Folketingetom forsvarligheden af vinterbesejlingen af Grønland på en ufyldestgørende og vildledende måde.Til at undersøge sagen blev nedsat et undersøgelsesudvalg bestående af tre dommere, der tog stil-ling til den rejste kritik af Kjærbøls embedsførelse. Det var undersøgelsesudvalgets konklusion, atgrønlandsminister Johannes Kjærbøl, da han (den 13. marts 1957) i Folketinget besvarede folke-tingsmedlem Augo Lynges spørgsmål om forsvarligheden af vinterbesejling af Grønland, havdefremført en række oplysninger (fra nogle kaptajner) om forsvarligheden af vintersejlads i Grønlandmed større vægt, end oplysningerne kunne bære. Til grund for undersøgelsesudvalgets vurderingom, at grønlandsministerens besvarelse var ufyldestgørende og vildledende, lå den ikke direkte ud-talte norm, hvorefter en minister har en forpligtelse til, når vedkommende besvarer et spørgsmål iFolketinget, atsvare på en fyldestgørende og korrekt måde, således at væsentlige oplysninger ikkeforties for Folketinget.21Undersøgelsesudvalgets vurdering blev sanktioneret af Folketinget, da mansom afslutning på andenbehandlingen af et forslag til beslutning om rigsretstiltale mod JohannesKjærbøl vedtog en motiveret dagsorden, hvorefter man tog undersøgelsesudvalgets vurdering tilefterretning og understregede detbeklageligei Kjærbøls embedsførelse. Sagen gav ikke i øvrigtanledning til konsekvenser, herunder rigsretstiltale.Aaberg-sagen:22Sagen vedrørte spørgsmålet om Statens Byggeforskningsinstituts afvisning af atanerkende, at et staldventilationsanlæg (konstrueret af fabrikant C.P. Aaberg) havde særlige egen-skaber af betydning for staldklimaet samt sagsbehandlingen i forbindelse hermed. Efter sit kommis-sorium skulle kommissionsdomstolen i sagen alene vurdere, om ansatte i den offentlige forvaltning,men ikke ministre, havde gjort sig skyldige i fejl og forsømmelser. Da forskellige boligministrehavde deltaget i sagsbehandlingen og truffet afgørelser i sagen, måtte kommissionsdomstolen imid-lertid konstatere, at den ikke kunne komme uden om at foretage en vurdering af forskellige bolig-ministres embedsførelse i forbindelse med besvarelser af spørgsmål fra folketingsmedlemmer. Vur-deringen blev foretaget på grundlag af en norm forkorrekt informationaf Folketinget, men domsto-len fandt ikke, at der var blevet misinformeret eller givet urigtige oplysninger. Sagen fik derfor ikkeretlige eller politiske konsekvenser i forhold til de involverede ministre.Dagpengesagen:23Kernen i dagpengesagen var, om staten var berettiget til at udbetale refusion afarbejdsløshedskassernes udgifter til dagpenge m.v. på forskud, samt hvorledes der burde forholdesmed renteafkastet af de forskud, som kasserne modtog. Der blev først foretaget en dommerundersø-gelse af sagen, der konstaterede en række fejl og forsømmelser, men som ikke tog stilling til denindividuelle ansvarsplacering. Efter betydelig politisk strid med beskyldninger om politisk forføl-gelse vedtog Folketinget at opfordre regeringen til at nedsætte en kommissionsdomstol med detsigte at foretage den individuelle ansvarsplacering. I sin vurdering af de involverede ministres an-svar lagde kommissionsdomstolen til grund, at embedsmændenes manglende rådgivning diskulpe-rede ministrene. Vurderingen af de to arbejdsministres manglende initiativer blev overladt til Folke-tinget, men med en vis ledsagende præmisangivelse. I sin stillingtagen til beretningen lagde Folke-tingets flertal disse præmisser til grund, både for den retlige og den politiske vurdering af ministre-

nes embedsførelse.24Dommerundersøgelsen vurderede i modsætning til kommissionsdomstolensandhedsværdien af en række svar og redegørelser fra arbejdsministeren til Folketinget og lagde iden forbindelse en norm omkorrekt og fyldestgørende informationtil grund. Dommerundersøgel-sen konkluderede, at ministrenes svar på visse punkter havde været ukorrekte og ufyldestgørende.Justitsministeriet anfægtede dommerundersøgelsens kritik af ministrenes svar,25men Folketingetsflertal tilsluttede sigkritikken.Folketinget erklærede sig dog enig med Justitsministeriet i det generelle synspunkt, at besvarelseraf folketingsspørgsmål i sagens natur må være relativt kortfattede, således at besvarelsen må kon-centreres om, hvad der antages at være det væsentligste i spørgsmålet. Jens Peter Christensen anfø-rer i Ministeransvar, side 363, at i kravet om – eller snarere retten til – kortfattethed rimeligvis måligge, at ministersvar på folketingsspørgsmål ikke (altid) i enhver henseende kan være udtømmende,men kortfattetheden må på den anden side ikke betyde, at svaret reelt bliver vildledende, misvisendeeller urigtigt. Retten til kortfattethed skal administreres loyalt af ministeren.Sagen fik ikke i øvrigt konsekvenser i forhold til de involverede ministre.Sagen om salg af aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S:26Også i sagen om salg af aktier iKryolitselskabet Øresund A/S var spørgsmålet om ministerens overholdelse af sandhedspligten detcentrale problem. Spørgsmålet var, om grønlandsminister Tom Høyem mod bedre vidende havdegivet Folketinget og Finansudvalget vildledende oplysninger om kryolitforekomsten i Grønlandforud for beslutningen om salget af statens aktier i selskabet. Den dommerundersøgelse, der bleviværksat i sagen, konkluderede i sin beretning, at det ikke var tilfældet. Beretningen indebar såledesikke nogen kritik af grønlandsministeren.Ved vurderingen af, om oplysningerne i det for sagen centrale aktstykke var misvisende, synesundersøgelsesdommeren efter Jens Peter Christens opfattelse (jf. Ministeransvar) at have tillagt detbetydning, at oplysningerne i aktstykket hverken under udvalgsbehandlingen eller folketingsdebat-ten blev kritiseret for at være upræcise, og at der ikke blev stillet spørgsmål til ministeren, der nød-vendiggjorde fremskaffelsen af yderligere oplysninger. Jens Peter Christensen anfører (i Minister-ansvar, side 364), at det er vanskeligt at se relevansen af undersøgelsesdommerens synspunkt. Detkan for vurderingen af, om en ministers oplysninger til Folketinget har været misvisende eller ufyl-destgørende, efter Jens Peter Christensens opfattelse ikke være afgørende, at Folketinget på tids-punktet for oplysningernes afgivelse ikke har kritiseret disse eller krævet dem uddybet. Manglendereaktion fra Folketingets side kan skyldes, at Tinget ikke på tidspunktet for oplysningernes afgivelsebesad tilstrækkelig viden til at forstå eller til at burde forstå, at ministerens svar måske var ufyldest-gørende. Dette var tilfældet i sagen, idet notater og oplysninger, som siden hen gav anledning til, atdommerundersøgelsen blev iværksat, ikke var kendt, hverken af ministeren eller af Folketinget, påtidspunktet for Finansudvalgets og Folketingets behandling af aktiesalget.2724

Kommissionsdomstolens beretning i anledning af undersøgelse af statens forskudsvise udbetalinger til arbejdsløs-hedskasserne til dækning af udgifter til arbejdsløshedsdagpenge mv. Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsorde-nen den 30. maj 1986, Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 2355 ff.25Justitsministeriet anførte, at besvarelsen af folketingsspørgsmål m.v. i sagens natur måtte være relativt kortfattede,således at besvarelserne koncentreres om det væsentlige i spørgsmålet.26Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 12 og kapitel 20.2.27I den nedenfor omtalte såkaldteambisaggav flertallet i Udvalget for Forretningsordenen udtryk for en retsopfattelsesvarende hertil. I sagen havde to ministre over for udvalget givet udtryk for, at Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalgåbenbart havde anset skatteministerens besvarelse af et spørgsmål for at være tilfredsstillende, idet der ikke blev stilletopfølgende spørgsmål. Heroverfor fandt flertallet i Udvalget for Forretningsordenen at måtte præcisere, ”at ethvert svarfra en minister i sig selv skal opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes, at man blotsenere kan supplere eller korrigere svar, hvis udvalget måtte ønske dette f.eks. i form af opfølgende spørgsmål”. Etnoget tilsvarende synspunkt har Det særlige Undersøgelsesudvalg (”Stavad-udvalget”), nedsat af Folketinget i anled-ning afSpar Nord-sagen,jf. hermed nedenfor, givet udtryk for. I udvalgets beretning om sagen fastslår udvalget såle-

Sagen om landbrugsfondene:28Spørgsmålet om, hvorvidt en minister kan se mere afslappet påsandhedspligten i tilfælde, hvor vedkommende minister finder, at det stillede spørgsmål er af så-kaldt ”politisk” karakter (jf. ovenfor), og om ministeren kan forholde sig på tilsvarende måde i til-fælde, hvor ministeren forventer, at spørgeren allerede kender til de forhold, hvorom spørgsmåletdrejer sig, dukkede op i sagen om landbrugets fonde. I relation til besvarelsen af et mundtligtspørgsmål fra folketingsmedlem Ole Stavad under Folketingets behandling af et beslutningsforslagtilkendegav landbrugsminister Niels Anker Kofoed over for den kommissionsdomstol, der blevnedsat i sagen, at han var klar over, at han ikke havde svaret på det, som Ole Stavad spurgte om.Ole Stavads spørgsmål var, forklarede Niels Anker Kofoed for kommissionsdomstolen, politisk, oghan fik derfor et politisk svar igen. Kommissionsdomstolen mødte landbrugsministerens svar meden mild kritik, idet retten blot fastslog, at ministerens svar kunne have været klarere. Nogen vurde-ring af det berettigede i ministerens handlemåde og det af ham anførte ræsonnement foretog kom-missionsdomstolen ikke. Der henvises i øvrigt til Ministeransvar, kapitel 16.Sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet:29I sagen dukkede det synspunkt på nyop, at det måtte være af betydning for ministerens sandhedspligt, om et spørgsmål til ministerenmåtte betragtes som ”politisk”. I relation til et svar på et spørgsmål fra Folketingets Finansudvalggjorde skatteminister Anders Fogh Rasmussen gældende, at det afgivne svar kunne forsvares med,at det stillede spørgsmål var udslag af politisk drilleri, hvor det måtte være en ministers ret at fore-tage en politisk vurdering af, hvornår det rigtige tidspunkt var inde for at give en fyldestgørende ogudtømmende orientering af Finansudvalget. Dette synspunkt fandt ikke kommissionsdomstolenstilslutning, og det blev således ikke i denne sag accepteret, at ministeren på et politisk spørgsmålkunne give et politisk svar. Det pågældende kritikpunkt vedrørte et spørgsmål fra Finansudvalget,som domstolen fandt var blevet besvaret ufyldestgørende. Ved vurderingen af dette forhold lagdekommissionsdomstolen den ikke direkte formulerede norm til grund, atvæsentlige oplysninger afbetydning for Folketingets (Finansudvalgets) stillingtagen ikke må foreholdes dette.Da det stilledespørgsmål præcist vedrørte omfanget af budgetoverskridelser og omposteringer i Skatteministerietfor en række nærmere angivne år, fandt kommissionsdomstolen, at det var en fejl, at Skatteministe-riet ikke i sit svar havde omtalt en række omposteringer i disse år, som Rigsrevisionen havde påtalt.Om de øvrige kritikpunkter i sagen, som kommissionsdomstolen gjorde gældende i relation til skat-teminister Anders Fogh Rasmussens embedsførelse (disse kritikpunkter vedrørte også spørgsmåletom ministerens information af Folketinget og Finansudvalget) henvises til Ministeransvar, kapitel18 og kapitel 20.2. Sagen fik som konsekvens, at skatteminister Anders Fogh Rasmussengik af,som følge af, at kommissionsdomstolen havde karakteriseret flere af hans svar til Folketin-get/Finansudvalget somurigtige, behæftede med fejl eller meget uklare.Tamilsagen:I betænkningen fra Udvalget for Forretningsordenen udtrykte flertallet i udvalget”alvorlig misbilligelse” af tidligere statsminister Poul Schlüter og ”misbilligelse” af tidligere ju-stitsminister H.P. Clausen i anledning af de oplysninger, som de havde afgivet til Folketinget. Sompræmis for denne kritik henviste flertallet til undersøgelsesrettens beretning, hvor en række af de toministres oplysninger til Folketinget var blevet karakteriseret som misvisende/vildledende og/ellerurigtige, og hvor undersøgelsesretten havde konkluderet, at oplysningernes manglende kvalitet måt-te have stået de to ministre klart. Det politiske flertal i Udvalget for Forretningsordenen fastslogsom grundlag for den udtalte politiske kritik af de to tidligere ministre, at de begge havde brudt mi-nisteransvarlighedslovens § 5, stk. 2.30Sagen fik som konsekvens, at statsminister Poul Schlütergikdes, at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørende besvarelser,og at sådanne spørgsmål ikke legitimerer tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikke-svar.28Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 16 og kapitel 20.229Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 18 og kapitel 20.2.30Betænkning og indstilling vedrørende tamilsagen. Betænkning blev afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 2.juni 1993, og den er optrykt i Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 1607 ff.

af,bl.a. efter at flere af de oplysninger, han havde afgivet til Folketinget, af undersøgelsesrettenblev karakteriseret sommisvisendeogurigtige.II. Sager, der har været undersøgt af folketingsudvalgSpar Nord-sagen:31Det særlige Undersøgelsesudvalg (”Stavad-udvalget”) blev nedsat i medføraf en motiveret dagsorden vedtaget den 14. oktober 1994 under en forespørgselsdebat om Sparekas-sen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken. Udvalget havde som opga-ve at undersøge, om ministre ved fejl eller forsømmelser havde afgivet mangelfulde eller forkerteoplysninger til Folketinget, som kunne give anledning til at drage de pågældende til ansvar.32Ud-valget fastslog, at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager en minister fra forpligtelsen til atgive fyldestgørende besvarelser, og det legitimerer ikke tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ik-ke-svar. På det tekniske plan er Folketinget ikke i stand til at matche et ministerium og almindeligefolketingsmedlemmer kan ikke have overblik over alle (skatte)tekniske detaljer. I en række tilfældekonstaterede udvalget i sin beretning, at der af statsminister Poul Nyrup Rasmussen og skattemini-ster Ole Stavad var blevet afgivet ”ufyldestgørende”, ”problematiske” og ”kritisable” m.v. besvarel-ser til Folketinget. I de fleste af disse tilfælde konstaterede udvalget imidlertid, at de to ministrepga. mangelfuld orientering fra deres embedsmænd ikke havde vidst eller burdet vide bedre, ogministrene gik derfor fri for kritik. Kun i et enkelt tilfælde – hvor skatteminister Ole Stavad afgav etefter udvalgsflertallets opfattelsevildledende ”ikke-svar”,og hvor dette, i overensstemmelse medministerens egen forklaring for udvalget, skete helt bevidst – rejste udvalget kritik af ministeren.Ole Stavad var på det tidspunkt alleredegået afsom følge af sagen.Ambisagen:33Sagens baggrund var, at Folketinget på skatteministerens forslag i december 1987havde vedtaget indførelse af et nyt arbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2 ½ pct. af virksomhedensmomsgrundlag, samtidig med at arbejdsgiverens bidrag til en række arbejdsmarkedsordninger blevafskaffet. Ved dom af 31. marts 1992 fandt EF-Domstolen, at ambibidraget var i strid med Rådetssjette momsdirektiv. På denne baggrund besluttede Folketinget ved en motiveret dagsorden, vedta-get den 23. april 1992, at Udvalget for Forretningsordenen skulle klarlægge forløbet i sagen, herun-der spørgsmålet om, i hvilket omfang Folketinget havde modtaget mangelfulde eller forkerte oplys-ninger. Udvalgets arbejde mundede ud i en beretning (afgivet den 17. marts 1993). Udvalgets flertaltilkendegav, at man anså skatteminister Anders Fogh Rasmussens besvarelse af et spørgsmål fraSkatte- og Afgiftsudvalget vedrørende forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag for ikke at være rig-tigt. Flertallet ønskede ”klart at udtrykkemisbilligelse af den urigtige besvarelse”.SkatteministerAnders Fogh Rasmussen var forinden beretningens afgivelse fratrådt som skatteminister som følgeaf sagen om Skatteministeriets kreative bogføring, jf. herom ovenfor.

Bilag 2

Besvarelsen af 23. oktober 2006 af spørgsmål nr. 564 (2005-06) vedrørende Dan Lynge-sagenfra Folketingets RetsudvalgUUF alm. del – bilag 6Spørgsmål:»Ministeren bedes med henvisning til, at beretningen fra Undersøgelseskommissionen i Dan Lyn-ge-sagen peger på nogle kritisable forhold vedrørende politiets styring og samarbejde med DanLynge redegøre for, hvordan politiet og anklagemyndigheden forholder sig til kritikken, og hvilkekonsekvenser ministeren mener, at kritikken får for samarbejdet med meddelere i fremtiden, herun-der om der er behov for eventuelle ændringer?«Svar:I beretningen fra Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen, peger kommissionen bl.a. pånogle konkrete, kritisable forhold vedrørende politiets styring og håndtering af samarbejdet medDan Lynge.Som jeg tilkendegav i den pressemeddelelse, jeg udsendte i forbindelse med kommissionens afgi-velse af beretningen, er der tale om forhold, som naturligvis ikke må gentage sig. Jeg er derfor til-freds med, at Rigsadvokaten – efter et grundigt forarbejde – i marts 2005 har fastsat detaljerede ret-ningslinier for politiet og anklagemyndighedens kontakt med meddelere.Reglerne fastslår bl.a., at politikredsens ledelse har det overordnede ansvar for samarbejdet medmeddeleren, og at ledelsen således skal godkende, at en person anvendes som meddeler, og løbendeholde sig orienteret om samarbejdet med meddeleren og de oplysninger, som den pågældende givertil politiet.Som det fremgået, er der således allerede taget initiativ til at forhindre, at lignende forhold genta-ger sig, og jeg finder derfor ikke, at der er anledning til at tage yderligere initiativer.

Bilag 3

Justitsministerens besvarelse af 31. oktober 2006 af spørgsmål nr. 3 vedrørende Dan Lynge-sagen fra Folketingets RetsudvalgUUF alm. del – bilag 8Spørgsmål:”Det fremgår af beretningen afgivet af Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen for så vidtangår vurdering af tilrettelæggelsen af og ansvarsforholdene i relation til politiets samarbejde medDan-Lynge, herunder politiets håndtering af oplysninger om kriminelle forhold, at kommissionenikke finder tilstrækkeligt grundlag for at udtale, at de ledelsesmæssige svigt har haft karakter afegentlig forsømmelighed, således at der kunne være grundlag for at søge nogen draget til ansvar.Mener ministeren, at der på grundlag af beretningen på dette punkt er grundlag for, at det offentli-ge søger nogen embedsmænd draget til ansvar for fejl og forsømmelser?”Svar:Som omtalt i spørgsmålet peger Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen i sin beretning,der blev afgivet den 19. september 2006, på nogle konkrete, kritisable forhold vedrørende politietsstyring og håndtering af samarbejdet med Dan Lynge. Kommissionen finder dog ikke, at der ergrundlag for at søge enkeltpersoner draget til ansvar for disse forhold.Jeg tager til efterretning, at kommissionen ikke finder, at der er grundlag for at søge enkeltperso-ner draget til ansvar, og jeg har ikke nogen grund til at anlægge en anden vurdering end kommissio-nen.Det er naturligvis vigtigt, at de kritisable forhold ikke gentager sig. Jeg er derfor tilfreds med, atRigsadvokaten – efter et grundigt forarbejde – i marts 2005 har fastsat detaljerede retningslinier forpolitiets og anklagemyndighedens kontakt med meddelere. Reglerne fastslår bl.a., at politikredsensledelse har det overordnede ansvar for samarbejdet med meddeleren. Ledelsen skal således godken-de, at en person anvendes som meddeler, og løbende holde sig orienteret om samarbejdet med med-deleren og de oplysninger, som den pågældende giver til politiet.

Bilag 4

Brev med bilag fra justitsminister Lene Espersen vedrørende beretningen fra Kommissionentil undersøgelse af Dan Lynge-sagenUUF alm. del – bilag 9 og 119. november 20061.Ved skrivelse af 10. oktober 2006 (ref. 06-000920-6) har Underudvalget under Udvalget forForretningsordenen anmodet om mine eventuelle bemærkninger til beretningen fra Kommissionentil undersøgelse af Dan Lynge-sagen.Underudvalget har i den forbindelse henvist til § 56 i Folketingets Forretningsorden. Efter dennebestemmelse skal alle beretninger fra undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres forhold,behandles af Udvalget for Forretningsordenen med henblik på eventuel indstilling om ansvars-spørgsmålet.På denne baggrund forstår jeg underudvalgets skrivelse således, at man ønsker mine eventuellebemærkninger til den del af beretningen, der vedrører min besvarelse af 11. juni 2002 af spørgsmålnr. S 2267 fra MF Søren Søndergaard (EL). Der henvises til beretningen side 1217-1252.Undersøgelseskommissionens opgave var på dette punkt at vurdere, om Justitsministeriet i dennævnte besvarelse »skulle have afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge ogpolitiet«, jf. beretningen side 1217 med henvisning til kommissionens kommissorium.2.Det nævnte spørgsmål nr. S 2267 havde følgende ordlyd:»Vil ministeren oplyse, om medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge?«Min besvarelse af spørgsmålet havde følgende ordlyd:»I forbindelse med den seneste tids presseomtale af et samarbejde mellem politiet og den tidligererocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet enrække oplysninger fra rockermiljøet.Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge været involveret i den politimæssigeindsats i forhold til rockerkriminaliteten.Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og tidli-gere ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse også fra efterretningstjenestens side måttehave været i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke erfremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.«Som det fremgår af kommissionens beretning side 1247, har de forklaringer, som er afgivet overfor kommissionen, og det undersøgelsesmateriale, som er indhentet, bekræftet, at der ikke har væretnogen direkte kontakt mellem Dan Lynge og Politiets Efterretningstjeneste i relation til indsatsenmod rockerkriminalitet, jf. også pkt. 3 nedenfor.Som det ligeledes fremgår, har der været en direkte kontakt mellem Dan Lynge og efterretnings-tjenesten på et helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde.Justitsministeriet var bekendt med denne – i øvrigt meget begrænsede – kontakt, da besvarelsenblev afgivet, og dette var bl.a. baggrunden for den udformning, som besvarelsen fik. Jeg kan i denforbindelse henvise til de forklaringer, som jeg selv og Justitsministeriets departementschef har af-givet over for kommissionens beretning side 1227-1243.

3.Af beretningen side 1249 fremgår det som den samlede kommissionens opfattelse, at »et svar,der går ud på, at der ikke inden for området for bekæmpelse af rockerkriminalitet har været en di-rekte kontakt mellem Dan Lynge og medarbejdere i PET, isoleret set ikke indeholder urigtige op-lysninger.« På linje hermed fastslås det, at de afgivne forklaringer og det indhentede materiale »be-kræfter, at der ikke har været en sådan kontakt«, jf. beretningen side 1247 og pkt. 2 ovenfor.Det fremgår endvidere – ligeledes som den samlede kommissionens opfattelse – at »særlige hen-syn kan gøre sig gældende ved besvarelsen af spørgsmål om PET’s virksomhed, og at udgangs-punktet må være, at Justitsministeriet må afstå fra i besvarelser af spørgsmål – herunder spørgsmålfra Folketinget – at oplyse om PET’s samarbejdspartnere«, jf. beretningen side 1248.I forlængelse heraf anfører kommissionens flertal (Lis Sejr og Claus Søgaard-Christensen), at man»kan tiltræde den vurdering, som er kommet til udtryk i de afgivne forklaringer, og hvorefter Ju-stitsministeriet i besvarelsen af det stillede spørgsmål efter den almindelige praksis for så vidt angårPET’s arbejdsområder måtte vælge mellem enten at svare, at man ikke kunne udtale sig, eller atsvare afgrænset om en direkte kontakt inden for området for bekæmpelse af rockerkriminalitet«, jf.beretningen side 1249.Kommissionens mindretal (Eva Smith) har på dette punkt en anden vurdering, idet det efter min-dretallets opfattelse synes at være »særdeles uhensigtsmæssigt at indføre en »åbenhed«, hvor dettilkendegives, at der inden for et bestemt område ikke har været kontakt, idet dette naturligt må føretil en modsætningsslutning«, jf. beretningen a.st.4.Spørgsmålet om, hvorvidt der ved besvarelsen skulle være afgivet »urigtige oplysninger omkontakter mellem Dan Lynge og politiet« (jf. pkt. 1 ovenfor), omtales herudover nærmere i beret-ningen side 1250-1252.Det fremgår således af beretningen side 1250, at kommissionen har forstået kritikken af Justitsmi-nisteriets besvarelse således, at »Justitsministeriet i formuleringen af svaret ikke med tilstrækkeligtydelighed har angivet, at man kun svarede for en afgrænset del af PET’s virksomhed, at der ikke iformuleringen af spørgsmålet var lagt op til en sådan afgrænsning, og at man ved svaret således hargivet Folketinget et fejlagtigt indtryk af, at PET ikke inden for nogen af PET’s arbejdsområder hav-de været i direkte kontakt med Dan Lynge.«I den forbindelse anfører kommissionens flertal – for så vidt angår spørgsmålet om justitsministe-rens ansvar – bl.a. følgende, jf. beretningen a.st.»Flertallet af kommissionens medlemmer (Lis Sejr og Claus Søgaard-Christensen) anser problem-stilling for at omhandle den valgte formulering af det afgivne svar. En vurdering af, om den valgteformulering i tilstrækkelig grad præciserer præmisserne for svaret, lader sig ikke gøre, uden samti-dig at udtale sig om, hvorvidt der med svaret er givet Folketinget urigtige eller vildledende oplys-ninger, jf. lov om ministres ansvarlighed § 5, stk. 2. Flertallet finder derfor, at formuleringen af sva-ret ikke vil kunne behandles af kommissionen, da det som tidligere anført [jf. beretningen side1246] ikke er en del af kommissionens opgaver at udtale sig om ministres ansvar – hvad enten dettemåtte indebære, at ministeren ifølge kommissionens vurdering fritages for ansvar eller findes athave tilsidesat sine pligter. Efter flertallets opfattelse ligger det således uden for kommissionenskompetence at udtale sig om, hvorvidt afgrænsningen af området, som svaret angår, er markerettilstrækkeligt tydeligt ved den valgte formulering.Som jeg forstår kommissionens mindretal (Eva Smith), er man – for så vidt angår spørgsmålet omministerens ansvar – enig i den forståelse af lov om undersøgelseskommissioner, som flertallet gi-ver udtryk for, jf. beretningen side 1251-1252.

Det kan tilføjes, at mindretallet – for så vidt angår spørgsmålet om embedsmandsansvar – finder,at »udkastet til spørgsmålets besvarelse ikke burde have været udformet som sket, og at ministerensåledes ikke burde have været rådgivet til at afgive dette svar til Folketinget.« I betragtning af, atbesvarelsen ikke indeholder urigtige oplysninger (jf. herved pkt. 2 og 3 ovenfor), finder mindretalletimidlertid ingen anledning til, at et tjenstligt eller retligt ansvar søges gennemført, jf. beretningensa.st.5.I en skrivelse af 28. juni 2006 fremkom jeg med bemærkninger til et udkast til undersøgelses-kommissionens beretning (der i alt væsentligt svarer til den endelige beretning). Jeg vedlægger tilunderudvalgets orientering en kopi af denne skrivelse, der også er optrykt som bilag til kommissio-nens beretning, jf. beretningens protokoller og bilag (bind 4) side 648.Som det fremgår af skrivelsen, er det også i dag min opfattelse, at der ikke ved den omtalte besva-relse blev givet vildledende eller urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.En nærmere redegørelse for dette synspunkt er indeholdt i et indlæg ligeledes af 28. juni 2006 tilkommissionen, der er afgivet af advokat Bjørn Høberg-Petersen som bisidder for Justitsministerietsdepartementschef. Det fremgår af min skrivelse, at jeg kan tilslutte mig de bemærkninger, der frem-går af dette indlæg.Jeg vedlægger til underudvalgets orientering en kopi af det nævnte indlæg, der også er optrykt iberetningens protokoller og bilag (bind 4) side 639-647. Af sammenfatningen i indlægget fremgårbl.a. følgende:»Den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har givet anledning til, er for så vidtalene opstået, fordi Justitsministeriet – ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn tilPolitiets Efterretningstjeneste – valgte ikke at anvende den »traditionelle« svarform, men at gå etskridt videre og give de oplysninger om efterretningstjenestens kontakt med Dan Lynge, som detvar muligt at give, og som man antog, at spørgsmålet sigtede på.Det er helt sædvanligt, og almindeligt anerkendt i parlamentarisk praksis, at besvarelsen af folke-tingsspørgsmål kan være mere afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er sag-ligt begrundet i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden klarhed – såle-des at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er – kan der ikke være nogetkritisabelt i en sådan fremgangsmåde.I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene forud for, at spørgsmål nr. S2267 blev stillet, var Justitsministeriet efter min opfattelse fuldt ud berettiget til at antage, atspørgsmålet vedrørte efterretningstjenestens eventuelle kontakter med Dan Lynge på rockerområ-det, og at besvare det i overensstemmelse hermed.Svaret indebar, at der – ud fra grundlæggende hensyn til Politiets Efterretningstjeneste – ikke blevgivet Folketinget oplysning om, at der havde været en begrænset kontakt mellem efterretningstjene-sten og Dan Lynge på et helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde. Der kanikke peges på forhold, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet med denne afgræns-ning af besvarelsen skulle have haft interesse i eller motiv til at afgive en besvarelse, der ikke vardækkende for de faktiske forhold.Den nævnte afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk i den indholdsmæssige ogsproglige den udformning af svaret6 på spørgsmål nr. S 2267. Der er således intet belæg for, at be-svarelsen med rimelighed skulle kunne opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden forandre områder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem Politiets Efterret-ningstjeneste og Dan Lynge.«

Jeg kan også i dag henholde mig til disse synspunkter (der er nærmere begrundet og uddybet i ad-vokat Høberg-Petersens indlæg, som jeg i det hele henviser til).Det er således meget væsentligt for mig at understrege, at beslutningen om – som en fravigelse afden svarform, der i almindelighed har været anvendt i forhold til spørgsmål om Politiets Efterret-ningstjenestes samarbejde med kilder – at give Folketinget de oplysninger, som det var muligt atgive, alene byggede på et ønske fra Justitsministeriets side om at udvise størst mulig åbenhed omefterretningstjenestens virksomhed. Med hensyn til den kontakt mellem efterretningstjenesten ogDan Lynge vedrørende det såkaldte non-proliferationsområde, som ud fra grundlæggende hensyn tilefterretningstjenesten ikke blev omtalt i besvarelsen (jf. pkt. 2 ovenfor), har det da mig bekendt hel-ler ikke fra nogen side været hævdet, at der her skulle have foreligget kritisable forhold.Det er endvidere fortsat min opfattelse, at Justitsministeriet – som situationen forelå – naturligtkunne gå ud fra, at det var forholdene på rockerområdet, som det pågældende spørgsmål sigtede til,og at denne afgrænsning klart kom til udtryk i besvarelsen, jf. også på dette punkt den nærmerefremstilling i advokat Høberg-Petersens indlæg.Det tilføjes, at undersøgelseskommissionen – formentlig i konsekvens af den retsopfattelse, der erbeskrevet under pkt. 4 ovenfor – ikke har knyttet bemærkninger til mit eller advokat Høberg-Petersens indlæg.6.Som det fremgår af det ovenfor anførte, kan jeg fortsat stå inde for min besvarelse af spørgsmålnr. S 2267.Når dette er sagt, vil jeg imidlertid gerne understrege, at den omstændighed, at den omhandledebesvarelse har kunnet give anledning til så omfattende diskussion, som tilfældet er, naturligvis hargjort indtryk på mig.Selv om det som nævnt er min bestemte opfattelse, at der blev afgivet et korrekt og dækkendesvar, må jeg således konstatere, at det kan have givet anledning til misforståelse.Det er naturligvis helt afgørende, at svar til Folketinget er formuleret således, at de ikke kan mis-forstås, og derfor vil hele det omhandlede sagsforløb bestemt indgå i mine og Justitsministerietsovervejelser, når der fremover besvares spørgsmål om Politiets Efterretningstjenestes virksomhed.Lene Espersen/Jørgen Steen Sørensen

Min bisidder, advokat Oluf Engell, har forelagt mig Kommissionens skrivelser af 24. maj og 7.juni samt den del af Kommissionens beretning, som angår Justitsministeriets besvarelse af etspørgsmål fra Folketinget (kapital III, afsnit J).Jeg er bekendt med advokat Bjørn Høberg-Petersens bisidderindlæg af 28. juni for Justitsministe-riets departementschef og kan tilslutte mig de bemærkninger, som advokat Bjørn Høberg-Petersenhar anført på departementschefens vegne. Oplysningerne om baggrunden for og udformningen afmit svar på spørgsmål nr. S 2267 fra medlem af Folketinget Søren Søndergaard er i overensstem-melse med, hvad der i kort form blev anført over for mig ved forelæggelsen den 10. juni (eller mu-ligvis den 11. juni) 2002 af ministeriets svarudkast, som jeg tiltrådte og uden ændringer videregavtil Folketinget i min skriftlige besvarelse den 11. juni 2002 af det rejste spørgsmål.I øvrigt henholder jeg mig til gengivelsen af min forklaring under afhøringen for Kommissionenden 26. april 2005. Min opfattelse er også i dag, at der ved besvarelsen ikke er givet vildledendeeller urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.Med venlig hilsenLene Espersen

Som bisidder for Justitsministeriets departementschef har jeg haft lejlighed til at gennemgå udka-stet til den del af kommissionens beretning, der drejer sig om Justitsministeriets svar på folketings-medlem Søren Søndergaards spørgsmål nr. S 2267 af 24. maj 2002.På denne baggrund kan jeg efter drøftelse med departementschefen afgive følgende udtalelse, jf.undersøgelseskommissionslovens § 32, stk. 4:1 Nogle grundlæggende vurderingerKommissionens flertal udtaler (side 40), at man kan »tiltrædeden vurdering, som er kommet tiludtryk i de afgivne forklaringer, og hvorefter Justitsministeriet i besvarelsen af det stillede spørgs-mål efter den almindelig praksis for så vidt angår PET’s arbejdsområder måtte vælge mellem entenat svare, at man ikke kunne udtale sig, eller at svare afgrænset om en direkte kontakt inden for om-rådet for bekæmpelse af rockerkriminalitet«.Den samlede kommission konstaterer endvidere (side 41), at »atet svar, der går ud på, at der ikkeinden for området for bekæmpelse af rockerkriminalitet har været en direkte kontakt mellem DanLynge og PET, isoleret set ikke indeholder urigtige oplysninger«.På linje hermed fastslås det (side38), at de afgivne forklaringer og det indhentede materiale »bekræfter,at der ikke har været en så-dan kontakt«.Endelig vurderer kommissionen (side 41), at justitsministeren »forudfor afgivelsen af svaret afJustitsministeriets embedsmænd modtog en fyldestgørende orientering om de faktiske omstændig-heder, som var nødvendige for en besvarelse af spørgsmålet fra Søren Søndergaard«.Jeg har noteret mig disse vurderinger, som jeg kan tiltræde.2 Debatten om Justitsministeriets svarKommissionen henviser (side 41-42) til debatten om, hvorvidt der ved den omhandlede besvarelseer afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget.I forbindelse hermed præciserer kommissionen, at den har »forståetden rejste kritik således, atJustitsministeriet i formuleringen af svaret ikke med tilstrækkelig tydelighed har angivet, at mankun svarede for en afgrænset del af PET’s virksomhed, at der ikke i formuleringen af spørgsmåletvar lagt op til en sådan afgrænsning, og at man ved svaret således har givet Folketinget et fejlagtigtindtryk af, at PET ikke inden for nogen af PET’s arbejdsområder havde været i direkte kontakt medDan Lynge«.Jeg er enig i kommissionens sammenfatning af debatten.Med hensyn til min vurdering af kritikkens berettigelse henvises til pkt. 4 nedenfor.3 Kommissionens kompetence3.1 Flertallets opfattelseDet fremgår af side 42 i udkastet, at kommissionens flertal »anserproblemstillingen[jf. pkt. 2ovenfor]for at omhandle den valgte formulering af det afgivne svar«,og at en »vurderingaf, omden valgte formulering i tilstrækkelig grad prociserer præmisserne for svaret,[ikke lade sig gøre]

uden samtidig at udtale sig om, hvorvidt der med svaret er givet Folketinget urigtige eller vildle-dende oplysninger, jf. lov om ministres ansvarlighed § 5, stk. 2«.Flertallet finder på den baggrund ikke at kunne udtale sig om spørgsmålet, hverken i relation tiljustitsministeren eller de involverede embedsmænd. Efter flertallets opfattelse ligger det uden forkommissionens kompetence at vurdere, om den valgte formulering i tilstrækkelig grad præcisererpræmisserne for svaret.Dette må ses i lyset af bemærkningerne på side 37 i beretningsudkastet. Her antager flertallet, atbestemmelsen i undersøgelseskommissionslovens § 4, stk. 4, 2. pkt. – hvorefter en undersøgelses-kommission ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmål om mi-nistres ansvar – er til hinder for, at kommissionen foretager en vurdering af, »omsvaret er formule-ret på en måde, som betyder, at besvarelsen kan karakteriseres som urigtig eller vildledende, jf. lovom ministres ansvarlighed § 5, stk. 2«.Flertallet henviser i den forbindelse (side 36) til bestemmel-sens forarbejder.Jeg har noteret mig flertallets opfattelse.Kompetencespørgsmålet vedrører ikke særligt omstændighederne i den foreliggende sag, men haren helt generel karakter. Jeg finder ikke at burde udtale mig nærmere om dette principielle fortolk-ningsproblem, jf. undersøgelseskommissionslovens § 23, stk. 4. Jeg tillader mig dog at bemærke, atden kompetence, der ifølge flertallet tilkommer kommissionen, synes at være mere begrænset endden, som tidligere undersøgelsesretter m.v. – inden gennemførelsen af lov om undersøgelseskom-missioner – har ment at have i tilsvarende spørgsmål, jf. herved Jens Peter Christensen, Ministeran-svar (1997), side 259 ff., med henvisninger til praksis.3.2 Mindretallets opfattelseMindretallet er uenigt i denne afgrænsning af kommissionens kompetence og finder, at kommissi-onen generelt kan behandle embedsmændenes forhold uden hensyn til mulige afledte virkninger forvurderingen af ministeransvaret (side 43).På denne baggrund udtaler mindretallet som sin opfattelse, at »…Justitsministeriets embedsmændburde have udformet et svar, der gjorde klart for spørgeren, at man kun besvarede en del af hansspørgsmål. Ministeriets embedsmænd burde i den forbindelse have indset, at der var en risiko for,at det svar, de formulerede og rådede ministeren til at afgive, ville blive misforstået«(side 43).Mindretallet finder herefter ikke, at »embedsmændene« burde have udformet svaret som sket ogrådgivet ministeren til at afgive dette svar til Folketinget. I betragtning af, at svaret »ikkeindeholderurigtige oplysninger«,finder mindretallet imidlertid »ingenanledning til, at et tjenstligt eller retligtansvar søges gennemført«(side 44).På den baggrund skal jeg henlede opmærksomheden på, at departementschefen er den eneste em-bedsmand fra Justitsministeriets departement, som har været inddraget i undersøgelsen og haft lej-lighed til at udtale sig. Jeg går derfor ud fra, at mindretallets kritik af »embedsmændene« ikke rettersig mod bestemte personer, men tilsigter at udtrykke en form for myndighedskritik rettet mod de-partementet som kollektiv. Jeg henviser i den forbindelse til reglerne om »deberørte personersretsstilling«i lov om undersøgelseskommissioner, kapital 7.4. Mine bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt der er afgivet urigtige eller vildledendeoplysninger til Folketinget4.1 IndledningPå baggrund af det anførte ovenfor finder jeg her at måtte lægge flertallets forståelse af bestem-melsen til grund, uanset at denne forståelse indebærer, at kommissionens flertal ikke vil kunne tage

stilling til, hvorvidt der med besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 er afgivet urigtige eller vildleden-de oplysninger til Folketinget.Samtidig må jeg konstatere, at kommissionens mindretal agter at tilkendegive, at embedsmænde-ne ikke burde have udformet besvarelsen således, som den blev, men at besvarelsen dog ikke inde-holdt urigtige oplysninger, og at der derfor ikke er anledning til at søge et retligt eller tjenstligt an-svar gennemført.På denne særlige baggrund – og da det er min bestemte opfattelse, at besvarelsen ikke kan ansesfor urigtig, vildledende eller på anden måde kritisabel – finder jeg det nødvendigt at gøre noglesamlede bemærkninger om dette spørgsmål.4.2 De særlige hensyn vedrørende Politiets EfterretningstjenesteSom påpeget af kommissionen (side 39) gør særlige hensyn sig gældende ved besvarelsen af fol-ketingsspørgsmål om Politiets Efterretningstjenestens virksomhed. Udgangspunktet er, at Justitsmi-nisteriet generelt må afstå fra at oplyse, hvem efterretningstjenesten samarbejder med. En sådansvarmåde har været anvendt i en lang årrække. I sagens natur må der tilkomme Justitsministeriet etvidt skøn med hensyn til dette behov for beskyttelse af tjenesten.En besvarelse der gik ud på, at man – af hensyn til efterretningstjenestens virksomhed – ikke kun-ne oplyse, om der havde været direkte kontakt mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten, villeikke have kunnet kritiseres.Det kan derfor konstateres, at spørgsmålet om svarets tilstrækkelighed for så vidt alene er opstået,fordi Justitsministeriet – ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til efterretnings-tjenesten (jf. beretningsudkastet, side 14 og 19) – valgte ikke at anvende den nævnte »traditionelle«svarform, men at gå et skridt videre og faktisk give de oplysninger, det var muligt at give, og somman antog, at spørgsmålet sigtede på.4.3 Afgrænsning ved besvarelsen af folketingsspørgsmålI den offentlige debat har det været kritiseret, at det, som der fra Justitsministeriets side blev sva-ret på, var mere begrænset end det, som der blev spurgt om. Spørgsmålet var generelt, om »medar-bejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge«,mens besvarelsen blev afgrænset til,om der havde været en sådan kontakt i forbindelse med bekæmpelse af rockerkriminalitet, jf. hervedpkt. 2 ovenfor.Det kan hertil bemærkes, at det er helt sædvanligt, at spørgsmål fra Folketinget er formuleret ibrede og generelle vendinger, selv om de – som det meget ofte er tilfældet – stilles på baggrund afen konkret sag, der har været omtalt i medierne (jf. beretningsudkastet, side 15 og 27).På den baggrund er det også helt sædvanligt og almindeligt anerkendt i parlamentarisk praksis, atbesvarelser af folketingsspørgsmål kan være mere afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Sålænge dette er sagligt begrundet i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornø-den klarhed – således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er – kan der isagens natur ikke være noget kritisabelt i en sådan fremgangsmåde.Finder spørgeren alligevel, at afgrænsningen af besvarelsen ikke stemmer med, hvad der ønskesoplyst, står det selvsagt spørgeren frit for at rette et supplerende eller uddybende spørgsmål til denpågældende minister.Med hensyn til den konkrete sag bemærkes, at det efter min vurdering var sagligt begrundet at af-grænse besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 til at vedrøre rockerområdet (jf. nærmere pkt. 4.4 ne-denfor), og at denne afgrænsning efter min opfattelse var markeret med fornøden klarhed i besva-relsen (jf. nærmere pkt. 4.5 nedenfor).

4.4 Den konkrete afgrænsning af svaret på spørgsmål nr. S 22674.4.1Baggrunden for, at besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 blev afgrænset til at vedrøre rocker-området, var enkel:Spørgsmålet blev stillet den 24. maj 2002, dvs. kun fire dage efter, at medierne første gang (den20. maj 2002) omtalte »Dan Lynge-sagen«. Kommissionen konstaterer i beretningsudkastet (side 6-7) på grundlag af foretagne undersøgelser, at den mediemæssige omtale af sagen mellem den 20. og24. maj udelukkende drejede sig om forhold inden for rockerområdet.Kommissionen anfører yderligere (side 7), at medieomtalen af Dan Lynge-sagen i perioden fraden 20. maj 2002 til den 11. juni 2002 (hvor spørgsmål nr. S 2267 blev besvaret) kun i ét tilfældevedrørte andre problemstillinger end rockerområdet. Det drejer sig om et Ritzau-telegram af 26. maj2002 om Dan Lynges påståede involvering i tilvejebringelsen af et møde mellem en tidligere lettiskminister og fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.Dette telegram var som anført fra den 26. maj 2002. Det kunne derfor i sagens natur ikke ligge tilgrund for det spørgsmål Søren Søndergaard stillede den 24. maj 2002.På denne baggrund forekommer det indlysende, at Justitsministeriet med rette kunne gå ud fra, atdet, som Søren Søndergaard ønskede oplyst, var, om der havde været direkte kontakt mellem Politi-ets Efterretningstjeneste og Dan Lynge inden for rockerområdet, jf. herved også beretningsudkastet,side 15, 19, 27, 33, 35 og 39.Denne præcisering af svaret måtte selvsagt markeres i besvarelsen med fornøden klarhed, jf. her-ved pkt. 4.3 ovenfor. Jeg har nedenfor i pkt. 4.5 nærmere begrundet, at dette efter min opfattelseogså var tilfældet.4.4.2Som det fremgår af de afgivne forklaringer, var Justitsministeriet på tidspunktet for afgivel-sen af svaret bekendt med, at der havde været en meget begrænset direkte kontakt mellem PolitietsEfterretningstjeneste og Dan Lynge – ikke på rockerområdet, men på et helt andet område (nemligdet såkaldte non-proliferationsområde, jf. beretningsudkastet, side 9, 16 og 17). Der havde ikke pådet nævnte tidspunkt været oplysninger fremme i medierne om denne eller andre former for kontaktmellem Dan Lynge og efterretningstjenesten (side 39-40).I den forbindelse kan der være grund til mere generelt at notere, at spørgsmål om, hvorvidt en mi-nisters oplysninger til Folketinget er urigtige eller vildledende, i sagens natur oftest opstår i tilfælde,hvor der samtidigt rejses kritik af forholdene i en »underliggende« sag – dvs. den sag, som den på-gældende besvarelse afgives i tilknytning til – og hvor vedkommende minister kunne siges at havehaft interesse i at afgive en besvarelse, der ikke er dækkende for de faktiske forhold. Som eksemplerkan der bl.a. henvises stil de sager, Jens Peter Christensen omtaler, a.st., side 273 ff. og 302 ff.Til forskel fra bl.a. disse sager har det mig bekendt ikke fra nogen side været hævdet, at den i øv-rigt meget begrænsede kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan Lynge på non-proliferationsområdet rummede kritisable forhold. Kommissionens undersøgelse antyder da hellerikke på nogen måde, at dette skulle have været tilfældet.Der foreligger således intet, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet skulle havehaft interesse i eller motiv til at afgive en besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold.Der kan ikke peges på nogen anden baggrund for udformningen af svaret, end at Justitsministeriet ilyset af hensynet til større åbenhed omkring efterretningstjenesten ønskede at oplyse om de forhold,som man kunne give oplysninger om, og som man antog, at spørgsmålet sigtede på.Som nærmere anført under pkt. 4.5 nedenfor er det da også min bestemte opfattelse, at der ikkemed besvarelsen kan siges at være blevet givet Folketinget en urigtig opfattelse af spørgsmålet.

4.5 Den naturlige forståelse af svaret på spørgsmål nr. S 2267Spørgsmål nr. S 2267 havde følgende ordlyd:»Vilministeren oplyse, om medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge?«Justitsministeriets besvarelse havde følgende ordlyd:»Iforbindelse med den seneste tids presseomtale af et samarbejde mellem politiet og den tidligererocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet enrække oplysninger fra rockermiljøet.Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge været involveret i den politimæssigeindsats i forhold til rockerkriminaliteten.Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og tid-ligere ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse fra efterretningstjenestens side måtte haveværet i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er frem-kommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.«I besvarelsens 1. afsnit betegnes Dan Lynge som »tidligererocker«og det nævnes, at han ifølgepresseomtalen skulle have videregivet en række oplysninger fra »rockermiljøet« til politiet.Det oplyses videre i 2. afsnit, at Politiets Efterretningstjeneste i forskellige sammenhænge har væ-ret involveret i den politimæssige indsats i forhold til »rockerkriminaliteten«.Endelig anføres det i besvarelsens 3. afsnit, at chefen for efterretningstjenesten har søgt oplyst, omtjenesten »iden forbindelse«måtte have været i direkte kontakt med Dan Lynge (og at der ikke erfremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet).Ved en naturlig læsning forekommer det åbenbart, at svaret i sin helhed omhandler rockerforhold.Dan Lynges og PET’s aktiviteter med forbindelse til rockermiljøet ridses op i de to indledende af-snit, og konklusionsafsnittets oplysning om manglende direkte kontakt mellem parterne fremstårbåde sprogligt og indholdsmæssigt med rockerområdet som direkte referenceramme.Hermed er også sagt, at der efter min opfattelse intet belæg er for, at svaret med rimelighed skullekunne opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for andre områder end rockerområ-det – skulle have været nogen direkte kontakt mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge.Jeg skal i den forbindelse også tillade mig at henvise til daværende professor, dr.jur. Jens PeterChristensens karakteristik i Politiken den 29. april 2003:»Etmeget, meget smukt svar. Det præciserer sine egne forudsætninger og er ikke i strid med mi-nisteransvarlighedsloven.«5. SammenfatningDet, der er anført under pkt. 1-4 ovenfor, kan sammenfattes såledesJeg kan tiltræde en række af kommissionens grundlæggende vurderinger (pkt. 1 ovenfor).Jeg er enig i kommissionens sammenfatning af den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr.S 2267 har givet anledning til i den offentlige debat (pkt. 2 ovenfor).Jeg noterer mig de principielle fortolkninger af § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om undersøgelseskommis-sioner, som kommissionens flertal og mindretal giver udtryk for, og konstaterer, at kommissionenefter flertallets opfattelse ikke kan behandle og tage stilling til formuleringen af svaret på spørgsmålnr. S 2267 (pkt. 3 ovenfor).

Jeg finder ikke at burde udtale mig nærmere om dette principielle fortolkningsspørgsmål, menfinder det på den anden side nødvendigt at gøre nogle samlede bemærkninger om, hvorvidt der medbesvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 kan siges at være givet Folketinget urigtige eller vildledendeoplysninger (pkt. 4.1 ovenfor).Den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har givet anledning til, er for så vidtalene opstået, fordi Justitsministeriet – ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn tilPolitiets Efterretningstjeneste – valgte ikke at anvende den »traditionelle« svarform, men at gå etskridt videre og give de oplysninger om efterretningstjenestens kontakt med Dan Lynge, som detvar muligt at give, og som man antog, at spørgsmålet sigtede på (pkt. 4.2 ovenfor).Det er helt sædvanligt, og almindeligt anerkendt i parlamentarisk praksis, at besvarelser af folke-tingsspørgsmål kan være mere afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er sag-ligt begrundet i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden klarhed – såle-des at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er – kan der ikke være nogetkritisabelt i en sådan fremgangsmåde (pkt. 4.3 ovenfor).I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene forud for, at spørgsmål nr. S2267 blev stillet, var Justitsministeriet efter min opfattelse fuldt ud berettiget til at antage, atspørgsmålet vedrørte efterretningstjenestens eventuelle kontakter med Dan Lynge på rockerområ-det, og at besvare det i overensstemmelse hermed (pkt. 4.4.1 ovenfor).Svaret indebær, at der – ud fra grundlæggende hensyn til Politiets Efterretningstjeneste – ikkeblev givet Folketinget oplysning om, at der havde været en begrænset kontakt mellem efterretnings-tjenesten og Dan Lynge på et helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde. Derkan ikke peges på forhold, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet med denne af-grænsning af besvarelsen skulle have haft interesse i eller motiv til at afgive en besvarelse, der ikkevar dækkende for de faktiske forhold (pkt. 4.4.2 og 4.5 ovenfor).Den nævnte afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk i den indholdsmæssige ogsproglige udformning af svaret på spørgsmål nr. S 2267. Der er således intet belæg for, at besvarel-sen med rimelighed skulle kunne opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for andreområder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem Politiets Efterretningstje-neste og Dan Lynge (jf. pkt. 4.5 ovenfor).Med venlig hilsenBjørn Høberg-Petersen

Bilag 5

Underudvalgets brev til justitsminister Lene Espersen vedrørende møde om Dan Lynge-sagenUUF alm. del – bilag 1721. december 2006Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har anmodet Underudvalget under Udvalget for For-retningsordenen om at forberede sagens behandling vedrørende undersøgelseskommissionens be-retning om Dan Lynge-sagen, jf. Folketingets forretningsordens § 59.I den forbindelse skal underudvalget bede justitsministeren om et møde. Med udgangspunkt i debetragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse af 9. november 2006 til underudvalgetvedrørende Dan Lynge-sagen, bedes justitsministeren redegøre nærmere for sine synspunkter, her-under spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget, samt redegørefor, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.Mødet er fastsat til onsdag den 24. januar 2007 kl. 9.30.Underudvalget skal gøre justitsministeren opmærksom på, at ministeren har ret til en bisidder eftereget valg, og at der udfærdiges referat af ministerens egen mødedeltagelse, samt at ministeren oghendes eventuelle bisidder vil modtage kopi heraf, jf. Folketingets forretningsordens § 57.Udgifter til en eventuel bisidder afholdes af Folketinget efter de takster, der gælder for salær oggodtgørelse til forsvarere i straffesager.Oplysning om, hvorvidt mødet vil være offentligt eller vil blive gennemført for lukkede døre, vilblive givet snarest muligt.Med venlig hilsenBirthe Rønn Hornbech,formand.

UUF alm. del – bilag 1821. december 2006Underudvalget ønsker at afholde et møde med justitsministeren i forbindelse med underudvalgetsforberedelse af Dan Lynge-sagen. Mødet vil blive gennemført under iagttagelse af de retssikker-hedsgarantier, der er beskrevet i Forretningsorden for Folketinget kap. XVIII om spørgsmål omministeransvar.Underudvalget ønsker, at justitsministeren med udgangspunkt i de betragtninger, som ministerengav udtryk for i sin besvarelse af 9. november 2006 til underudvalget redegør nærmere for sinesynspunkter, herunder spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget,samt redegøre for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.Der er udtrykt ønske om, at mødet med justitsministeren skal være offentligt.I følge § 60 i forretningsordenen for Folketinget afgør Folketingets Udvalg for Forretningsorde-nen (UFO), hvorvidt møder i UFO og underudvalget skal være offentlige eller skal foregå for luk-kede døre.På baggrund heraf skal underudvalget anmode UFO om at afgøre, hvorvidt det nævnte møde kanvære offentligt.Med venlig hilsenBirthe Rønn Hornbech,formand

Bilag 7

Lovsekretariatets notat af 11. december 2006 om eventuelt samråd med justitsministeren iDan Lynge-sagenUUF alm. del – bilag 2011. december 2006BaggrundPå UUF’s møde den 6. december 2006 nævnte formanden, at Line Barfod ønskede justitsministe-ren i samråd vedrørende Dan Lynge-sagen.Samrådsspørgsmålet går ud på at bede justitsministeren kommentere undersøgelseskommissio-nens beretning, særligt for så vidt angår besvarelsen af spørgsmålet til Folketinget. Der ønskes enåben dialog om den skriftlige kommentar fra ministeren, jf. UUF alm. del – bilag 9. Ordlyden afspørgsmålet er endnu ikke fastlagt. Line Barfod ser gerne, at spørgsmålet besvares i et åbent sam-råd.Problemstillingen, der bør overvejes, er, om et sådant møde skal afvikles efter de almindelige reg-ler om samråd i Folketingets forretningsorden(FFO), jf. § 8, stk. 6 og stk. 8 eller om afviklingen afen sådant møde skal ske under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, der er fastsat i FFO Kap.XVII om spørgsmål vedrørende ministeransvar – særligt § 57, stk. 1, § 58 og § 60.SamrådI følge Folketingets forretningsordens § 8, stk. 6, kan et udvalg anmode en minister om at besvarespørgsmål under et samråd i et udvalgsmøde. Der kan stilles samrådsspørgsmål i et udvalg om alleemner, der hører under udvalgets arbejdsområde og om lov- og beslutningsforslag, som udvalgetbehandler.Ministre er ikke retligt forpligtigede til at besvare samrådsspørgsmål. Ved besvarelse af samråds-spørgsmål må ministre ikke give urigtige eller vildledende oplysninger, og ministeren må ikke fortieoplysninger, der er af væsentlig betydning for bedømmelsen af sagen.Der tages ikke referat af udvalgsmøder - sekretæren fører alene en beslutningsprotokol og somfølge deraf skrives ej heller referat af samrådet. Ministerens talepapir oversendes ofte til udvalgetog omdeles. Ifølge FFO’s almindelige regler kan samråd afholdes for åbne døre, hvis mindst 3 afudvalgets medlemmer ønsker det. Ved åbne samråd optages samrådet på CD.Særligt vedrørende underudvalgets arbejde er dog i FFO § 60 fastslået, at Folketingets Udvalg forforretningsordenen afgør om underudvalgets møder skal være offentlige eller foregå for lukkededøre. UFO har hverken generelt eller for så vidt angår Dan Lynge–sagen taget stilling til om mø-derne skal være åbne eller lukkede.Ministres i møde i UUF – retssikkerhedsgarantierFolketingets behandling af beretninger afgivet af undersøgelseskommissioner er særskilt regulereti FFO kapitel XVIII (§§ 54- 60) om spørgsmål vedrørende ministeransvar. FFO §§ 56-59 indehol-der en række retssikkerhedsgarantier i forhold til de implicerede ministre.Forretningsordenens § 57, stk.1, har følgende ordlyd:”Stk. 1. Den minister, hvis forhold undersøges, har ret til bisidder efter eget valg. Ministeren ogministerens eventuelle bisidder har ret til at blive gjort bekendt med undersøgelsens skriftlige mate-

riale. Udvalget kan dog begrænse ministerens adgang til dette materiale, såfremt afgørende hensyntil fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand taler for det. Ministerenog dennes eventuelle bisidder har endvidere ret til at overvære møder i udvalget med andre perso-ner. Bisidderen har adgang til at stille spørgsmål til disse personer og har endvidere adgang til atanmode udvalget om at foranstalte yderligere bevisførelse inden for de rammer, der gælder for ud-valgets sagsoplysning. Der udfærdiges referat af ministerens egen mødedeltagelse, og der givesministeren og hans bisidder kopi heraf.”Af de almindelige bemærkninger og forarbejderne34til FFO’s § 57 fremgår, at det forudsættes, atbehandlingen i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen/underudvalget tager udgangspunkt ikommissionens beretning med bilag.Det anføres endvidere, at underudvalget ikke bør være forhindret i at stille opklarende spørgsmåltil ministre, og at sådanne spørgsmål undertiden kan besvares skriftligt, i andre tilfælde under mødemed ministeren i udvalget. Videre anføres, at mundtlig udspørgen navnlig vil blive aktuel, hvis ud-valgets undersøgelse skal omfatte klarlæggelse af et uafklaret faktisk begivenhedsforløb. I betænk-ningen 1315/1997, som der refereres til i bemærkninger til FFO § 57, nævnes bl.a. situationen, hvorder foreligger en beretning fra en undersøgelseskommission, men der findes behov for nogle sup-plerende oplysninger for at opnå et helt fyldestgørende grundlag for vurderingen af ansvarsspørgs-målet.Af FFO § 58, sidste pkt. fremgår endvidere:”Hvis udvalgets behandling undtagelsesvis omfatter en supplerende undersøgelse til klarlæggelseaf nogle faktiske forhold, bør ministeren inden en skriftlig eller mundtlig udspørgning gøres be-kendt med, hvilke faktiske forhold undersøgelsen omfatter.”SammenfatningSom udgangspunkt er der intet i vejen for, at der i underudvalget stilles spørgsmål til en impliceretminister, jf. ovenfor. Spørgsmålet er alene, om det skal ske under iagttagelse af reglerne i FFO’s §§57, 58 og 60.Ved spørgsmål, som kan være egnede til at bidrage til vurderingen af, om der kan gøres et ansvargældende over for en minister, taler hensynet til den implicerede ministers retssikkerhed for, at rets-garantierne i de nævnte bestemmelser bør iagttages. Dette kan ske ved, at ministeren gøres opmærk-som på muligheden for ret til bisidder efter eget valg, at ministeren inden udspørgningen gøres be-kendt med, hvilke faktiske forhold mødet omfatter, at der udfærdiges referat af ministerens egenmødedeltagelse og at ministeren og hendes eventuelle bisidder gives kopi heraf. Endelig skal UFO,jf. FFO § 60 afgøre om mødet skal være offentligt eller foregå for lukkede døre.Ved spørgsmål, som alene drejer sig om faktuelle forhold af en karakter, der ikke kan antages atbidrage til vurderingen af, om et ansvar kan gøres gældende overfor den implicerede minister, vil etsamråd formentlig kunne gennemføres efter de almindelige reger i FFO.For at følge de særlige regler i FFO §§ 57, 58 og 60 taler, at der med mødet ønskes en dialog medministeren om hendes skriftlige kommentar til undersøgelseskommissionens beretning, samt vigtig-heden af at der ikke efterfølgende kan opstå diskussion om mødets karakter og overholdelse afFFO’s bestemmelser og påstande om, at ministeren er blevet presset ud i selvinkriminering.

Bilag 9

Rigsadvokatens retningslinjer vedrørende meddelere af 9. marts 2005UUF alm. del – bilag 24Den 9. marts 2005I. IndledningRigsadvokaten nedsatte i august 2001 en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde et udkast til ret-ningslinjer for politiets og anklagemyndighedens kontakt med meddelere.Arbejdet i arbejdsgruppen blev sat i bero, da justitsministeren i januar 2003 nedsatte en arbejds-gruppe vedrørende en styrkelse af politiets indsats mod rockerkriminalitet. Forslagene fra Justitsmi-nisteriets arbejdsgruppe førte til ændringer af straffeloven og retsplejeloven ved lov nr. 436 af 10.juni 2003 (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet).I forarbejderne til loven er det forudsat, at arbejdet i Rigsadvokatens arbejdsgruppe om meddelereskal fortsætte. Rigsadvokaten anmodede herefter i oktober 2003 arbejdsgruppen om meddelere omat fortsætte drøftelserne om politiets anvendelse af meddelere.I juni 2004 afleverede arbejdsgruppen et udkast til retningslinjer.På denne baggrund fastsættes i denne meddelelse nedenfor i afsnit II retningslinjer om de proce-durer, der skal anvendes ved kontakten med meddelere, om det ledelsesmæssige ansvar og om do-kumentation vedrørende samarbejdet med meddeleren m.v. Om ikrafttrædelsen af retningslinjernehenvises til afsnit III.Retningslinjerne svarer i alt væsentligt til forslaget fra arbejdsgruppen.I bilag 1 til meddelelsen findes en række uddybende bemærkninger vedrørende de enkelte be-stemmelser i afsnit II og III nedenfor.Arbejdsgruppen har foreslået, at der i hver politikreds oprettes en meddelerfortegnelse, men harikke taget stilling til, hvordan disse fortegnelser skal føres. Efter drøftelse med Rigspolitichefen ogPolitimesterforeningen er det besluttet, at meddelerfortegnelserne føres som beskrevet i meddelel-sens pkt. 6. Der er samtidig af Rigspolitichefen udsendt en rundskrivelse til politimestrene om etab-lering m.v. af meddelerfortegnelser. Rundskrivelsen er vedlagt som bilag 2 til denne meddelelse.II. Retningslinjer for politiets anvendelse af meddelere1. Begrebet meddeler1.1. Ved en meddeler forstås i denne rigsadvokatmeddelelse en person uden for politiet, der i etvist systematisk omfang efter aftale med politiet gennem nogen tid giver informationer til politietom andre personers planlagte eller begåede kriminalitet eller i øvrigt om personer, der tilhører etkriminelt miljø.1.2. Retningslinjerne i denne rigsadvokatmeddelelse omfatter ikke Politiets Efterretningstjenestesanvendelse af meddelere.2. Første kontakt med meddeleren2.1. En polititjenestemand, i det følgende betegnet »sagsbehandler«, der har kontakt med en per-son, som han mener kan anvendes som meddeler, skal snarest muligt underrette ledelsen i den poli-tikreds, hvor han gør tjeneste, herom.

3. Ledelsens ansvar for meddelere3.1. Ledelsen afgør, om en person må anvendes som en meddeler.3.2. Hvis ledelsen nægter samtykke hertil, skal sagsbehandleren afbryde forbindelsen med denpågældende person. Det samme gælder, hvis ledelsen senere beslutter, at samarbejdet med en med-deler skal afbrydes.3.3. Hvis ledelsen beslutter, at en person kan anvendes som meddeler, udpeger ledelsen en politi-tjenestemand (en »kontrollant«), der er sagsbehandlerens overordnede, til at instruere sagsbehandle-ren og føre kontrol med dennes samarbejde med meddeleren.3.4. Ledelsen har i øvrigt det overordnede ansvar for samarbejdet med meddeleren. Ledelsen skali forbindelse hermed i fornødent omfang løbende holde sig orienteret om samarbejdet med medde-leren.3.5. Samarbejde, der går ud over modtagelse af informationer fra meddeleren, må kun foregå efterforudgående godkendelse fra ledelsen. Hvis forudgående godkendelse undtagelsesvis ikke kan ind-hentes, og det på trods heraf findes af afgørende betydning at indgå i samarbejdet med meddeleren,kan indhentelse af forhåndsgodkendelse dog undlades, men ledelsen skal snarest muligt underrettesom det stedfundne samarbejde med meddeleren.4. Kontrollantens opgaver4.1. Kontrollanten skal danne sig et indtryk af meddeleren og hans pålidelighed. Finder kontrol-lanten betænkelighed ved et fortsat samarbejde med meddeleren, giver han ledelsen underretningherom. Kontrollanten kan på ethvert tidspunkt, hvor han måtte finde det nødvendigt, selv kontaktemeddeleren eller pålægge sagsbehandleren at etablere en kontakt mellem kontrollanten og meddele-ren.4.2. Sagsbehandleren skal snarest muligt underrette kontrollanten om enhver tjenstlig kontakt, hanhar haft med meddeleren, og om enhver oplysning om planlagt eller begået kriminalitet eller i øvrigtom et kriminelt miljø, som han modtager fra meddeleren.4.3. Forud for enhver tjenstlig kontakt, som sagsbehandleren påtænker at tage til meddeleren, skalhan indhente kontrollantens godkendelse hertil. Kontrollanten skal i forbindelse hermed have op-lysning om formålet med kontakten, og hvorledes denne påtænkes gennemført. Hvis forudgåendegodkendelse ikke kan indhentes, og det på trods heraf findes af afgørende betydning at tage kontaktmed meddeleren, kan indhentelse af forhåndsgodkendelse dog undlades, men kontrollanten skalsnarest muligt underrettes om den stedfundne kontakt med meddeleren.4.4. Kontrollanten kan i øvrigt til enhver tid meddele sagsbehandleren instruktioner om samarbej-det med meddeleren.5. Oplysninger til meddeleren5.1. Før politiet gør brug af en person som meddeler, skal det over for denne tilkendegives

5.2. Der må på intet tidspunkt gives en meddeler løfter, som loven ikke giver hjemmel til.5.3. Meddeleren skal på forespørgsel oplyses bl.a. om, at politiets ledelse informeres om samar-bejdet med ham, samt at han vil blive optaget på en meddelerfortegnelse.5.4. Såfremt den pågældende person ikke erklærer sig indforstået med ovennævnte vilkår for sam-arbejdet med ham, skal dette straks afbrydes.6. Meddelerfortegnelse6.1. I hver politikreds skal føres en fortegnelse over anvendte meddelere. Fortegnelsen føres af enoverordnet polititjenestemand efter ledelsens bestemmelse.6.2. Fortegnelsen skal føres under sådanne forhold, at kun personer, der af ledelsen har fået tilla-delse hertil, har adgang til oplysninger i fortegnelsen, jf. pkt. 6.4.6.3. I fortegnelsen anføres-----de foreliggende oplysninger om meddelerens identitet, herunder om hans anvendelse af even-tuelle dæknavne,oplysninger om, hvornår og hvorledes kontakten med ham er etableret,en beskrivelse af meddeleren, herunder om hans begåede kriminalitet og eventuelle tilhørsfor-hold til et kriminelt miljø,en vurdering af hans pålidelighed, bl.a. på baggrund af hans angivne motiv for at være medde-ler,hvem der er udpeget som sagsbehandler og kontrollant i forbindelse med samarbejdet medham.

7.2. Der udfærdiges endvidere rapport om enhver anden form for kontakt, politiet har haft med enmeddeler, såfremt der ved en sådan kontakt meddeles oplysninger af den i pkt. 7.1. nævnte art, ellerder indgås aftaler med meddeleren.7.3. De i pkt. 7.1. og 7.2. nævnte rapporter indlægges i de nedenfor under pkt. 8 nævnte meddeler-akter, og der må ikke befinde sig kopier af disse rapporter andre steder.8. Meddelerakter8.1. I hver politikreds oprettes endvidere særlige »meddelerakter«, i hvilke alle oplysninger, der ermodtaget fra en meddeler, samles. Ledelsen udpeger en overordnet polititjenestemand (typisk densamme person, som er ansvarlig for meddelerfortegnelsen), der er ansvarlig for meddelerakterne.8.2. Ledelsen eller den, ledelsen udpeger hertil, bestemmer i hvert enkelt tilfælde, hvilke polititje-nestemænd der skal have adgang til oplysningerne i den enkelte meddelerakt.8.3. Meddelerakterne skal opbevares samlet og under sådanne forhold, at kun de polititjeneste-mænd, der har fået tilladelse hertil, kan få adgang til oplysningerne i meddelerakten.9. Oplysninger fra en meddeler til brug for en konkret straffesag9.1. Rapporter vedrørende oplysninger, der hidrører fra meddelere, og som politiet har tilvejebragttil brug for en konkret straffesag, indgår som bilag i denne og tilsendes en eventuel forsvarer og erundergivet aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 729 a - § 729 c.9.2. Hvis der på baggrund af oplysninger fra en meddeler udfærdiges en rapport til brug for enkonkret straffesag, jf. retsplejelovens § 744, og meddeleren ikke ønsker sit navn nævnt i en rapport,skal det anføres, at oplysningerne er modtaget fra en kilde, som er politiet bekendt.9.3. Rapporter, der indgår i en konkret straffesag, indlægges i en kopi i meddelerakten, jf. pkt. 8.10. Meddelere i flere politikredseRigspolitichefen foretager i overensstemmelse med retsplejelovens § 114, stk. 3, den fornødnekoordination mellem flere politikredse vedrørende brugen af meddelere.11. Statsadvokaternes tilsynsbeføjelser11.1. Statsadvokaterne fører tilsyn med politiets anvendelse af meddelere i overensstemmelse medde almindelige regler om statsadvokaternes tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager, jf.retsplejelovens § 101, stk. 2.11.2. Statsadvokaterne eller de af deres medarbejdere, de udpeger dertil, skal i forbindelse medudøvelsen af deres tilsynsforpligtelse have adgang til at gennemse meddelerfortegnelsen og medde-lerakterne.III. IkrafttrædenRetningslinjerne i denne meddelelse gælder for politiets kontakt med meddelere, der etableres ef-ter 1. maj 2005. Retningslinjerne finder endvidere med de nødvendige tilpasninger anvendelse iforhold til meddelere, som politiet allerede har indledt samarbejde med før ikrafttrædelsen af med-delelsen.Henning Fode

Bilag 10

Referat af punkt 1 fra mødet den 24. januar 2007 i underudvalget under UFO med deltagelseaf justitsminiterenUUF alm. del – bilag 25Birthe Rønn Hornbech (V, formand for Underudvalget under Udvalget for Forretningsor-denen, ordstyrer):Jeg byder velkommen til det, vi har kaldt et møde, men for så vidt også et samråd. Og da jeg ved,der er repræsentanter fra offentligheden, og af hensyn til senere fortolkning af de indlæg, der måttekomme på mødet, så vil jeg kort gøre rede for de spilleregler, som er aftalt ved sidste udvalgsmøde.Og for en gangs skyld har jeg skrevet op for at huske det hele.Mødet har jo en karakter, der går videre end almindeligt samråd, og det er også første gang – kanjeg sige til pressen – at udvalget indkalder en minister efter regler efter lov om undersøgelseskom-missioner. Og så er det altså vigtigt, at der ikke efterfølgende opstår en diskussion om mødets ka-rakter, og der ikke bagefter rejses tvivl, om vi har overholdt de regler, som efter lovens vedtagelseom undersøgelseskommissioner er indarbejdet i Folketingets forretningsorden også.Ved et almindeligt samråd, åbent eller lukket, er det jo sådan, at da har ministeren pligt til at mødeop, men bestemmer jo altid selv, i hvilket omfang hun vil svare, og uanset hvad, så er der en særligsandhedspligt for ministeren. Det er også sådan, at spørgsmål til en minister skal holdes inden fordet samrådsspørgsmål, der er stillet, for det er det, ministeren har forberedt sig på. Det er sådan dealmindelige regler i et samråd.Men det samråd, der altså er indkaldt til her – eller det møde, der er indkaldt til – har sin baggrundi rapporten fra en undersøgelseskommission, og vi har derfor ved sidste møde i udvalget besluttet,at ministeren selvfølgelig skal have de retsgarantier, som følger af forretningsordenen for disse sa-ger. Det betyder for det første, at ministeren har ret til en bisidder, og som det jo vil ses af bilag isagen, så har ministeren en bisidder.Det spørgsmål, vi har stillet til ministeren, vedrører de svar, der er afgivet til Folketinget, men jegvil alligevel godt minde om og henvise til forretningsordenens § 58, sidste punktum, hvor det frem-går, at hvis udvalget måtte ønske at få klarlagt faktiske forhold, så skal ministeren på forhånd gøresbekendt med det. Samrådsspørgsmålet drejer sig som sagt alene om svar afgivet til Folketinget, ogder er ikke på nuværende tidspunkt i udvalget rejst noget ønske om klarlæggelse af faktiske forhold,hvorfor der altså heller ikke er tilgået ministeren nogen underretning om det.Ministeren er i dag alene fulgt af de embedsmænd, som i hvert fald nogle af os kender fra enrække samråd om andre spørgsmål i Retsudvalget. Ministeren er ved brev fra udvalget gjort op-mærksom på retten til i dag at være ledsaget af bisidderen. Ministeren har i dag afstået fra at havebisidder med. Konklusionen af dette må være, at såfremt der under mødet måtte opstå spørgsmål,som ministeren måtte ønske at konferere med sin bisidder om, så må mødet udsættes på det punkt,for at ministeren kan foretage rådslagning med bisidderen.Før jeg giver ministeren anledning til at præsentere embedsmændene, skal jeg spørge, om der ernogen, der har nogen bemærkninger til det her? Så kører vi efter det, og så giver jeg ordet til mini-steren, dog at jeg vil bede ministeren lige – for dem, der ikke måtte kende embedsmændene – at vilige får navnene på de embedsmænd, der er med.

Justitsministeren (Lene Espersen):Tak fru formand. Jeg har Jørgen Steen Sørensen med, der sidder her ved siden af mig, og ovre påbænken som ekstra forstærkning har jeg Jens-Christian Bülow og Morten Jakobsen, som også mu-ligvis vil medvirke til besvarelse af nogle af spørgsmålene. Og så har jeg min ministersekretær, Jo-han Legarth, og min pressemedarbejder, Morten Langager, er med på tilhørerpladserne.Ordstyreren:Værsgo til besvarelse.Justitsministeren:Tak. I brev af 9. november fra sidste år til udvalget fremkom jeg med mine bemærkninger til dendel af beretningen fra undersøgelseskommissionen i den såkaldte Dan Lynge-sag, som vedrører minbesvarelse tilbage i 2002 af et spørgsmål fra MF Søren Søndergaard vedrørende direkte kontaktermellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge.Udvalget har nu i et brev af 21. december 2006 anmodet mig om at redegøre nærmere for minesynspunkter. Udvalget beder mig mere præcist om – og jeg citerer – at redegøre nærmere for minesynspunkter, herunder spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget,samt redegøre for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.Med hensyn til min vurdering af selve den omhandlede besvarelse til Søren Søndergaard har jegikke så meget at tilføje. Mine synspunkter er udførligt gengivet dels i de indlæg, der er blevet afgi-vet til kommissionen, mens undersøgelsen stod på, og dels i mit tidligere omtalte brev af 9. novem-ber 2006 til udvalget. Men jeg vil gerne i kort form sammenfatte mine synspunkter. Dernæst vil jegkomme ind på spøgsmålet om, hvordan undersøgelseskommissionens beretning vil påvirke fremti-dige besvarelser fra Justitsministeriet til Folketinget.Allerførst og helt overordnet vil jeg imidlertid gerne slå fast, at min allervigtigste prioritet som ju-stitsminister i forhold til Folketinget er at have et godt, et produktivt og et tillidsfuld samarbejdemed Tinget, dets udvalg og dets enkelte medlemmer. Det er i den forbindelse helt afgørende formig, at de svar, som jeg afgiver på spørgsmål fra Folketinget, er præcise og forståelige. Det var af-gørende for mig før Dan Lynge-sagen, det er afgørende for mig i dag, og det vil også være afgøren-de for mig fremover. Det vil jeg gerne have at der ikke efterlades nogen som helst tvivl om.Jeg vender herefter tilbage til mine synspunkter vedrørende den konkrete sag, dvs. besvarelsen isin tid af spørgsmålet fra Søren Søndergaard. Som jeg nævnte før, så har jeg for så vidt ikke på det-te punkt noget væsentligt at tilføje i forhold til det, som jeg tidligere har anført både over for under-søgelseskommissionen og Folketinget, og derfor vil jeg bare sammenfatte mine grundlæggendesynspunkter.For det første: Den måde, som svaret til Søren Søndergaard blev udformet på, havde alene ét for-mål, nemlig at udvise størst mulig åbenhed om Politiets Efterretningstjenestes arbejde, samtidigmed at de nødvendige hensyn til fortroligheden om tjenestens virksomhed blev iagttaget.For det andet: I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene forud for, at Sø-ren Søndergaards spørgsmål blev stillet, var vi efter min opfattelse fuldt ud berettiget til i Justitsmi-nisteriet at gå ud fra, at det var spørgsmålet om direkte kontakter mellem efterretningstjenesten ogDan Lynge på rockerområdet, som Søren Søndergaard sigtede til med sit spørgsmål.For det tredje: Denne afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk i den indholdsmæssigeog sproglige udformning af besvarelsen. Der er således efter min opfattelse ikke belæg for, at be-svarelsen med rimelighed skulle opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for andre

områder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem efterretningstjenesten ogDan Lynge.For det fjerde: Det, der ud fra de fortrolighedshensyn, som skal varetages af efterretningstjenesten,ikke blev omtalt i besvarelsen, og som altså dermed skulle være hele omdrejningspunktet i dennesag, var en – i øvrigt meget begrænset – kontakt mellem tjenesten og Dan Lynge på et helt andetområde, nemlig våbenspredningsområdet. Der er mig bekendt ikke fra nogen side blevet gjort gæl-dende, at der skulle foreligge nogen form for kritisable forhold i denne kontakt, og det illustrerer formig det helt selvfølgelige i, at Justitsministeriet intet som helst ønske kunne have haft om at giveFolketinget et forkert indtryk af spørgsmålet om direkte kontakter mellem efterretningstjenesten ogDan Lynge.Dette er i kort form begrundelsen og baggrunden for, at jeg mener fortsat at kunne stå inde formin besvarelse af spørgsmålet fra Søren Søndergaard. Jeg henviser som sagt i øvrigt til mit brev af9. november 2006 til udvalget og også de indlæg, der er blevet afgivet over for undersøgelseskom-missionen. Jeg tilføjer for god ordens skyld, at undersøgelseskommissionen som bekendt ikke harforholdt sig til disse synspunkter. Det skyldes den fortolkning af lov om undersøgelseskommissio-ner, som kommissionens flertal anlagde, og hvorefter den nærmere vurdering af udformningen afbesvarelsen af Søren Søndergaards spørgsmål ikke henhører under kommissionen, men under Fol-ketinget.Men undersøgelseskommissionen fastslog som bekendt, at der i overensstemmelse med, hvad derer anført i svaret til Søren Søndergaard, ikke havde været nogen direkte kontakt mellem efterret-ningstjenesten og Dan Lynge på rockerområdet, og det er naturligvis en vigtig pointe i sammen-hængen. Samtidig må jeg konstatere, at der uanset det, jeg har anført, og som jeg altså fuldt ud stårved, er opstået en meget omfattende diskussion om, hvorvidt besvarelsen af Søren Søndergaardsspørgsmål i tilstrækkelig grad præciserede, at man alene forholdt sig til spørgsmålet om kontaktermellem efterretningstjenesten og Dan Lynge på rockerområdet.Selve det, at en sådan diskussion kan opstå, må i sagens natur gøre indtryk både på mig selv ogogså på Justitsministeriets embedsmænd. Dette er også baggrunden for, at jeg ved adskillige lejlig-heder har tilkendegivet, at hele forløbet af denne sag bestemt vil indgå i mine og Justitsministerietsovervejelser, når der fremover besvares spørgsmål om Politiets Efterretningstjeneste.Når udvalget i sit brev til mig nærmere spørger, hvordan mine synspunkter vil påvirke fremtidigebesvarelser til Folketinget, går jeg da også ud fra, at der navnlig tænkes på besvarelse af spørgsmålvedrørende Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, som Justitsministeriet jo – navnlig i perio-der – modtager ganske mange spørgsmål om. Det vil jeg gerne sige lidt om.Det er velkendt, at en efterretningstjeneste kun kan løse sine opgaver vedrørende f.eks. forebyg-gelse og bekæmpelse af terrorisme og anden meget alvorlig kriminalitet, hvis der kan være en end-og meget høj grad af fortrolighed om dens virksomhed. Det gælder ikke mindst med hensyn til,hvilke kilder tjenesten samarbejder med. Kunne tjenesten ikke arbejde under en sådan fortrolighed,så tror jeg, at det vil stå klart for enhver, at dens arbejde ville blive umuliggjort. Det er bl.a. ogsåbaggrunden for, at den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesten ikke varetages af Folke-tingets almindelige stående udvalg, men af det særlige udvalg vedrørende efterretningstjenesterne.I overensstemmelse med dette har det faste udgangspunkt i mange år været, at spørgsmål fra f.eks.enkelte medlemmer af Folketinget om efterretningstjenestens nærmere virksomhed i konkrete sagerer blevet besvaret med, at det ikke er muligt at give de ønskede oplysninger. Det er samtidig vel-kendt, at såvel Justitsministeriet som Politiets Efterretningstjeneste i de senere år har arbejdet for atskabe større åbenhed om tjenestens virksomhed. Der er jo ingen, der kan være interesseret i hemme-ligholdelse for hemmeligholdelsens egen skyld, og det har derfor været en vigtig og en højt priorite-

ret opgave at se på, om man kan gå nogle skridt videre i retning af åbenhed – naturligvis hele tidenuden på nogen måde at kompromittere de grundlæggende fortrolighedshensyn, som jeg var inde på istarten.Det er bl.a. udslag af denne prioritering, når efterretningstjenesten inden for de senere år f.eks. haroprettet sin egen hjemmeside, ansat informationsmedarbejdere og er begyndt at udgive årsberetnin-ger om sin virksomhed. Det var, som jeg tidligere fremhævede, også et udslag af denne prioritering,når vi i besvarelsen af spørgsmålet fra Søren Søndergaard valgte at gå et skridt videre end den sæd-vanlige praksis og faktisk give de oplysninger, det var muligt at give, og som vi i Justitsministerietklart mente at spørgsmålet måtte tage sigte på.I en vis forstand kunne det måske være nærliggende at drage den konsekvens af Dan Lynge-sagen, at vi i Justitsministeriet nu må vende tilbage til den gammeldags form for besvarelse afspørgsmål vedrørende efterretningstjenesten, nemlig ud fra fortrolighedshensyn at afvise at giveoplysninger. Så undgår man i hvert fald, at der opstår spørgsmål og misforståelser som i den fore-liggende sag.Jeg vil imidlertid gerne slå fast, at jeg ikke har noget som helst ønske om at bremse den åben-hedsproces vedrørende efterretningstjenesten, som jeg har beskrevet, og som jeg betragter som bådeen god og en sund proces i alles interesse. Det siger naturligvis sig selv, at jeg fremover vil væreendnu mere opmærksom på, om hensynet til den nødvendige fortrolighed om tjenestens arbejdeindebærer, at et egentligt svar på det, der spørges om, nødvendigvis må udformes på en måde, derkan indebære en risiko for, at det vil blive misforstået. I sådanne tilfælde vil det rigtigste for båderegering og Folketing nok være, at jeg svarer, at det hensyn af særlige forhold, der gør sig gældendevedrørende efterretningstjenesten, ikke er muligt at give de ønskede oplysninger.Men inden for de rammer, som jeg har skitseret, vil jeg bestemt fortsat bestræbe mig på at udvisestørst mulig åbenhed om efterretningstjenestens arbejde, også når jeg besvarer spørgsmål fra Folke-tingets udvalg eller dets enkelte medlemmer.Det, jeg her har sagt, tager som nævnt særlig sigte på besvarelse af spørgsmål vedrørende PolitietsEfterretningstjeneste. Men det er måske på sin plads her til allersidst at gentage, hvad jeg begyndtemed at sige, nemlig at det helt generelt er afgørende for mig, at de svar, som jeg afgiver på spørgs-mål fra Folketinget, er præcise og forståelige. Derfor vil den diskussion, som er opstået i forbindelsemed Dan Lynge-sagen, naturligvis også mere generelt indgå i mine og Justitsministeriets overvejel-ser, når der fremover udarbejdes besvarelser af spørgsmål fra Folketinget.Tak for ordet.Ordstyreren:Vi siger tak til ministeren. Er der spørgsmål til ministeren? Line Barfod, værsgo.Line Barfod (EL):Tak. Som formanden indledte med, er det jo et historisk møde, vi har her, og ingen af os har prø-vet det her før, hvor Folketinget tager over fra undersøgelseskommissionen, men jeg går ud fra, atformanden er fuldt ud kompetent til at gribe ind, hvis der er et eller andet, man kommer til at gøreforkert her, eller man stiller forkerte spørgsmål.Det, som jeg jo gerne vil tage fat i, det er: Hvad er det, der er ministerens forpligtelse i forhold tilat besvare spørgsmål, og hvad er det, som ministeriet kan gøre for at – som ministeren sagde – gøresvarene så præcise og forståelige som muligt? Og der må jeg indrømme, at der er jeg meget enigmed mindretallet i kommissionen, som på side 1249 udtaler, at – citat: mindretallet finder det van-skeligt at forstå argumentationen i de forklaringer, som er afgivet af Lene Espersen og Michael

Lunn vedrørende valget mellem det begrænsede spørgsmål, der ville give mulighed for åbenhed omPET’s arbejde, og det traditionelle svar. Såfremt ministerens svar blev forstået af spørgeren og an-dre, måtte man naturligt overveje, hvorfor ministeriet valgte at give et begrænset svar. Den umid-delbare forklaring synes kun at kunne være, at Dan Lynge havde haft kontakt til PET på andre om-råder. Ellers synes det ikke at have mening at begrænse spørgsmålet. Citat slut.Og det leder jo over til, at hvis det virkelig har været ministerens ønske, at svaret skulle kunne væ-re forståeligt, jamen, hvis man så har regnet med, at spørgeren kunne forstå det, så må den naturligekonklusion, når man får et sådant svar, være, at så har der været kontakt på andre områder. Og detvil sige, at ministeren så er gået ud fra, at Folketinget skulle gå i gang med at spørge til andre områ-der. Altså konstatere, at nå, svaret viser, at der har ikke været kontakt på rockerkriminalitet. Så stil-ler man et nyt spørgsmål, hvor man så på baggrund af svaret spørger: Har der så været kontakt iforhold til cykeltyverier? Har der været kontakt i forhold til indbrud? Har der været kontakt i for-hold til miljøforbrydelser? Og så kan man jo blive ved. Altså, det bliver meget besværligt som fol-ketingsmedlem, hvis det er det, der har været tankegangen fra ministeriet, at man skulle kunne for-stå begrænsningen i svaret, og man derfor skulle gå videre med at spørge til alt muligt andet.Den anden mulighed, der ligger, for at forstå, hvad det er, ministeren har villet med svaret, er jo,at det, man har ønsket, det var, at spørgeren og andre, der læser svaret, skulle forstå det, som at derikke havde været nogen kontakt med PET. Og dermed, at man holdt op med at stille flere spørgs-mål.Og det, der undrer mig, det er, at ministeren ikke, hvis man er i tvivl om, hvad det er, der er spurgttil, så kontakter spørgeren. Altså, man går bare ud fra, at man ved, hvad det er, spørgeren spørgertil. Men det kunne jo lige så vel være, at det, som spørgeren var interesseret i, det var at finde ud af,om der overhovedet havde været kontakt mellem Dan Lynge og PET, fordi det var meget, megetalvorlige anklager, der blev rejst af Dan Lynge i pressen, og man ønskede at få afklaret: Hvor om-fattende har kontakten været med Dan Lynge? Hvor store dele af systemet har været i kontakt medham? – og derfor finde ud af, om der havde været direkte kontakt mellem PET og Dan Lynge ellerej. Og det kunne man jo nemt afklare – hvad var det egentlig, spørgeren ville? – ved at ringe ogspørge. Eller også så kunne man i hvert fald i svaret have afgrænset og tydeligt skrevet, at det hervar kun et begrænset svar, og der faktisk var yderligere oplysninger, som man så bare ikke ønskedeat videregive.Det er jo også det, som fremgår af det notat, som Folketingets Lovsekretariat udarbejdede i 2004til baggrund for det samråd, som Retsudvalget havde med ministeren på det tidspunkt om denne hersag, hvor der er gennemgået en lang række tidligere sager om undersøgelseskommissioner og ud-valg osv., der har været gennem tiden, og hvor det fremgår gang på gang, at såvel undersøgelses-kommissioner som Folketinget har kritiseret svar fra ministre, hvis det ikke tydeligt har været angi-vet, at de kun gav delvise besvarelser.Ordstyreren:Lige et par praktiske ting. Der er nogen, der har spurgt, om det er en ny socialdemokrat, der harsat sig der. Det er altså fra pressen, og nu har vi altså ikke flyttet ham, så nu lader vi ham sidde, ik-ke?Det var det ene. Så er der jo omdelt – skal jeg lige gøre opmærksom på – et notat om ministres op-lysningspligt, som Line Barfod har taget med i sit spørgsmål. Der må vi jo så minde om, at dels erder jo altså nogle regler om oplysningspligt, men her er vi undergivet princippet om, at man ikke erforpligtet til selvinkriminering. Det går jeg ud fra at vi er enige om. Jeg kunne ikke lige finde det istikordsregisteret, men det er i hvert fald et princip, vi er enige om vi ikke presser ministeren til.

Det er måske lige så praktisk, hvis ministeren bestræber sig på, at vi kan høre, hvornår det er op-fattelsen af de generelle regler, ministeren eventuelt svarer på, og hvornår det er, ministeren har lysttil at svare på spørgsmål omkring Søren Søndergaards brokkerier, ikke? Værsgo.Justitsministeren:Jamen, jeg kan starte med at sige til det generelle først – til Line – at, altså det er en helt fast prak-sis for os, at vi besvarer de spørgsmål, der kommer fra Folketinget, men vi ringer altså ikke til spør-geren og begynder at tage en diskussion af: Hvad mener du med dit spørgsmål? Jeg vil sige, at meddet antal spørgsmål, der bliver besvaret af mig hvert år, så ville der skulle ansættes en del fleremennesker i Justitsministeriet, hvis spørgeren skulle kontaktes, for at man lige skulle finde ud af,hvad baggrunden for svaret var. Vi svarer på de spørgsmål, der kommer, sådan som vi mener, atspørgeren – som vi fortolker, at spørgeren – ønsker at få svar på, og så må spørgeren jo vende tilba-ge, hvis man er utilfreds med svaret. Det er en helt fast praksis, og det har vi tænkt os at fortsættemed.Altså, jeg ved ikke, hvordan folketingsmedlemmerne ville stille sig, men jeg ved i hvert fald framig selv, at jeg ville da føle mig sådan – jeg ville da ikke have det særlig godt med, hvis der var enminister eller en ministers embedsmænd, der ringede og begyndte at udspørge mig om, hvad bag-grunden var for mit spørgsmål. Altså, det ville jeg ikke bryde mig om. Altså, det må holde folke-tingsmedlemmer frit for at stille spørgsmål.Så til den konkrete sag og Dan Lynge-sagen. Altså, jeg vil blot gentage, Line: Vores eneste ønske,da vi kiggede på svaret, der skulle afgives, det var at åbne op for mere åbenhed omkring PET’s ar-bejde. Og jeg vil sige, hvad jeg også sagde i mit første indlæg: Den mediemæssige omtale, der hav-de været i dagene forud for, at Søren Søndergaard stillede spørgsmålet, den omhandlede rockerkri-minalitet, og derfor var vi helt overbeviste om – det er jo typisk sådan, at når folketingsmedlemmerstiller spørgsmål, så vedrører det sager, der er oppe at vende i pressen – derfor var vi overbevisteom, at det var dén påståede kontakt, der interesserede Søren Søndergaard, og så blev svaret afgivet.Og svaret var jo ikke særlig langt, så jeg vil godt tillade mig at læse det op; bare så vi har in mente,hvad det var, der rent faktisk blev skrevet.Jeg svarede: I forbindelse med den senere tids presseomtale af et samarbejde mellem politiet ogden tidligere rocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til politiet ogvideregivet en række oplysninger fra rockermiljøet. Politiets Efterretningstjeneste har i forskelligesammenhænge været involveret i den politimæssige indsats i forhold til rockerkriminaliteten. Che-fen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og tidligereansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte haveværet i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er frem-kommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.Jeg mener, at den besvarelse, når man læser den meget grundigt, at så fremgår det, at besvarelsenvedrører rockerkriminalitet.Men Line, som jeg sagde det i mit første indlæg, og som jeg synes er vigtigt at få præciseret: Jegsyntes selv, og det syntes mine embedsmænd også, at det var et godt svar, der blev afgivet, og at detafgrænsede, hvad det var, man besvarede. Men der har jo været en meget stor diskussion efterføl-gende om den besvarelse, og derfor er det selvfølgelig også klart, at jeg vil bestræbe mig på, i detomfang det bliver muligt at besvare den type spørgsmål på lignende måde i fremtiden, at gøre detendnu klarere, så der ikke er tvivl fra folketingsmedlemmerne om, hvad det er, der rent faktisk ersvaret på.Til dit andet spørgsmål om mindretalsudtalelse og om, hvorvidt man overhovedet kan svare påden her måde – for du stiller jo sådan set spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan begive sig

ud af den gren og begynde at svare andet end det sædvanlige formummede om, at det kan man ikkeudtale sig om – til det vil jeg sige, at det kommer selvfølgelig an på, hvor mistænksom man er, menjeg tror nu generelt, jeg vil sige om den erfaring, jeg har som medlem af Folketinget i 12½ år, atlangt de flest gange, hvor folketingsmedlemmer stiller spørgsmål, der er de ikke ude med det storefiskenet for at vide alt på et eller andet område. Det er tit typisk på et enkelt sagsområde, de gernevil have et meget klart svar. Og hvis de får et klart svar på det område, så følger de ikke op og be-gynder at spørge ind på alle mulige andre områder.Så jeg mener ikke, at den problemstilling, du rejser, om, at man ikke kan svare på et enkelt områ-de, uden at det skal åbne op for, at så vil man have svar på 20 andre ting – jeg mener ikke, at denproblemstilling egentlig passer særlig godt på den måde, som folketingsmedlemmer normalt arbej-der på. Normalt går folketingsmedlemmer faktisk ret målrettet efter at få svar på et enkelt område,og hvis jeg der kan give flere informationer, så synes jeg altså ikke, at der er noget problematisk idet. Men det er jo en afvejning, om man synes, det ene eller det andet er rigtigt. Jeg har syntes, detvar en rigtig vej at gå.Ordstyreren:Jeg skal selvfølgelig lige sige, at jeg kom til at bruge ordet brokkerier – der var ikke derved enstillingtagen til Søren Søndergaards spørgsmål, men alene en henvisning til den diskussion, der varbagefter, altså, for at det lige skal stå helt klart. Det kunne jeg ikke drømme om.Ole Sohn. Har du ikke bedt om ordet? Du frafalder.Glimrende. Line, værsgo.Line Barfod (EL):Tak. Først lige til noget af det sidste, ministeren sagde, om, at hvis folketingsmedlemmet får etklart svar, så følger man jo ikke op og spørger om noget andet. Nej, det er jo det, der er problemetmed det svar, der er givet i denne sag, at man tror, man har fået et klart svar, og derfor ikke følgerop og dermed ikke – hvis det er det, der har været formålet med svaret – bliver opmærksom på, atder kan være noget på nogle andre områder, som var væsentlige for Folketinget at få at vide for atkunne vurdere omfanget af Dan Lynge-sagen.Altså, på det tidspunkt, hvor spørgsmålet er stillet og svaret kommer, er det jo stadig væk megetuklart, hvor omfattende den sag egentlig er. Det er nogle anklager, som for de fleste af os må fore-komme fuldkommen uhyrlige, og som man stadig, indtil man så kommissionens betænkning om, atdet var korrekt, mange af de anklager, der var fremkommet, jo måtte have svært ved at tro på. Altså,det er jo skræmmende læsning, når man kan læse i kommissionens konklusioner, at man bl.a. frapolitiets side har bragt sig i en situation, hvor man ikke kunne gribe ind over for kriminelle handlin-ger; man har bragt sig i en situation, hvor man har misbrugt retssystemet osv.Og derfor er det jo væsentligt for Folketinget på det tidspunkt, hvor man begynder at spørge ind tilsagen, at finde ud af: Hvor omfattende er den egentlig? Herunder finde ud af: Hvor store dele afsystemet har været i kontakt med Dan Lynge? Omfatter det også PET? Fordi det kan jo være medtil, hvis man bekræfter, at PET har været i kontakt med Dan Lynge, kan det jo være med til at giveet billede af, at det faktisk er en omfattende sag; der er noget om det, han siger; det er noget megetalvorligt, som man bør få nedsat en undersøgelseskommission til at se på.På det tidspunkt var der jo ikke nedsat nogen undersøgelseskommission. Det var jo noget af det,som først skete senere, og derfor er det jo meget væsentligt, at Folketinget ikke bare får et klartsvar, men også et fyldestgørende svar, eller, hvis man ikke vil give et fyldestgørende svar, så får etsvar, hvor forudsætningen meget tydeligt fremgår.

Og jeg er enig i, når ministeren siger, at det er godt embedsmandsarbejde. Ja, hvis man ser det så-dan ud fra sådan rent juridisk håndværksmæssigt, kan man sige; altså koncipisten af det her svar harværet utrolig dygtig og fortjener en fremtrædende plads i magtens galleri, hvis den bliver sat opigen. Men det nytter bare ikke i forhold til, at Folketinget har brug for at kunne stole på svarene. Detsiger ministeren jo også i sin indledning, at det er afgørende, at der er et tillidsfuldt samarbejde mel-lem ministeren og Folketinget. Og derfor er vi jo nødt til at kunne få nogle svar, hvor at, hvis de kundækker er del af det brede område, der er spurgt til, så fremgår den forudsætning klart.Og hvis ministeriet er i tvivl om, hvor bredt man spørger, så kan de enten ringe – jeg vil sige, atdet er jeg nu jævnligt ude for, at man gør fra ministerierne, enten hvis man ikke mener, det er detrigtige ministerium, der er spurgt til, og man derfor skal vide noget mere om baggrunden forspørgsmålet for at finde ud af, om det nu er det rigtige ministerium, eller hvis man simpelt hen er itvivl om, hvordan man skal svare. Eller også så kan man i ministeriets svar klart angive: Vi har for-stået, at det, der spørges til, er sådan og sådan. Og så svarer man på det. Så er ingen i tvivl om, hvaddet er, der er svaret på.Og det er jo, som jeg sagde før, også tydeligt gengivet i det her notat fra 2004 med gennemgang afde forskellige undersøgelser, der har været tidligere om denne her slags svar, hvor det fremgår iforhold til Kjærbølsagen – altså tilbage til dengang, hvor »Hans Hedtoft« gik ned – at man nåedefrem til, at ministeren har forpligtelse til, når vedkommende besvarer et spørgsmål i Folketinget, atsvare på en fyldestgørende og korrekt måde, således at væsentlige oplysninger ikke forties for Fol-ketinget. Og Folketinget valgte at understrege det beklagelige i, at ministeren så ikke havde levet optil det.I forhold til dagpengesagen da lagde man også fra dommerundersøgelsen en norm til grund om enkorrekt og fyldestgørende information af Folketinget, og Folketingets flertal tilsluttede sig kritikkenaf ministeren.I forhold til sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet lagde kommissionsdomstolen ogsånormen til grund om, at væsentlige oplysninger af betydning for Folketingets stillingtagen ikke måforeholdes stillingtagen. Og kommissionsdomstolen karakteriserede daværende skatteminister An-ders Fogh Rasmussens svar til Folketinget som urigtige, behæftede med fejl eller meget uklare. Hanvar så selv gået af, så Folketinget tog ikke stilling til det, men …Det samme i Spar Nord-sagen, hvor det særlige undersøgelsesudvalg fastslog, at upræcist formu-lerede spørgsmål ikke fritager en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørende besvarelser, ogdet legitimerer ikke tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikkesvar. Og da var Ole Stavad så ogsågået af, før Folketinget tog stilling til den undersøgelse.Men for at sige, at der ligger altså en norm om, at man skal svare fyldestgørende, og hvis ikkeman gør det, så skal man gøre det meget klart. Og derfor – ud fra også det, ministeren siger om, atman fremover til bestræbe sig på at svare mere klart – betyder det så, at man skal forstå det sådan, atministeren sådan set i bagklogskabens klare lys mener, at det var beklageligt, at svaret blev udfor-met på den måde, som det gjorde, så man ikke tydeligt kunne se, at der var tale om en begrænsetdel, man svarede på?Ordstyreren:Værsgo til ministeren.Justitsministeren:Tak. Men jeg vil sige til dig, Line, i forhold til det sidste, du siger, at jeg er fuldstændig enig i dennorm, du beskriver. Altså, vi tilstræber i de mange, mange hundrede – ja, over tusinde – besvarelser,der bliver givet fra Justitsministeriet hvert år til Folketinget, at det er korte, enkle, letforståelige

svar, der bliver afgivet. Det bestræber vi os virkelig, virkelig på. Og derfor er jeg helt enig i, mankan sige dine generelle betragtninger om, hvordan en minister skal besvare spørgsmål. Sådan mådet være. Og jeg vil sige, det var også det, vi forsøgte at gøre med den besvarelse.Jeg ved godt, du har en anden opfattelse af det, men det var det, vi forsøgte at gøre, da vi svaredeSøren Søndergaard. Det var ren venlighed fra min side af ikke bare at give det sædvanlige intetsi-gende svar, men prøve at give et svar, der fortalte noget mere. Og vi forsøgte virkelig at opstillemeget klart præmisserne for vores besvarelse. Nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christen-sen har også rost besvarelsen. Du har så også rost den juridiske udformning af den – måske med lidtandre ord end Jens Peter, men det lader vi nu ligge.Men tilbage står, Line, som jeg også har sagt, at selv om jeg synes, vi gjorde os umage dengangog afgav en meget klar besvarelse, så har det gjort indtryk på mig, at der har været den her diskussi-on. Ingen tvivl om det. Og derfor vil vi gøre os endnu mere umage i fremtiden. Så vi har lyttet tildet, som Folketinget har sagt og efterlyst om at præcisere det endnu mere. Og det vil jeg gøre; detkan I roligt regne med.Ordstyreren:Ja tak. Er der andre, der ønsker ordet? Line igen.Line Barfod (EL):Bare: Det glæder mig, at ministeren fremover vil tage kritikken til efterretning, og det forstår jegså som, at ministeren så også set i bagklogskabens lys beklager, at det så ikke endnu var slået igen-nem på det tidspunkt, at det er diskussionen, der så har udløst, at man fremover vil gøre det mereklart, ikke?Ordstyreren:Ja, det må vi jo høre hvad ministeren mener om.Justitsministeren:Jamen altså, jeg tror, jeg allerede har sagt det så klart, som jeg kan, at når Folketinget giver udtrykfor, at de gerne vil have, at man svarer endnu klarere, så tager jeg det til efterretning. Jeg har ikkeandet ønske end ud over at i det daglige have et godt samarbejde med Folketinget om lovforslag ogandet, men også at der er tilfredshed med de besvarelser, der bliver afgivet, og derfor lytter jeg og-så. Og det mener jeg at enhver minister skal gøre; ellers så får man et besværligt liv herinde, og deter sjovere at diskutere politik end at diskutere formuleringer. Så det lytter jeg selvfølgelig til.Ordstyreren:Jeg tror, at vi må sige, at dette møde med ministeren er udtømt. Og derfor skal jeg også sige til alledem, der ikke er med fra Justitsministeriet eller fra Folketinget – og det er kun dig – skal forladelokalet, fordi resten af mødet uden ministeren er et lukket møde. Og det tager ikke ret lang tid

Bilag 1