Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Christiansborg 1240 København K |
Vedlagt sendes besvarelse af spørgsmål nr. 48 af 24. november 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. (Alm. del).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jytte Andersen (S).
                       Claus Hjort Frederiksen
                                        /
                                                                                  Søren Balslev
Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 48 af 24. november 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm. del). |
Spørgsmål nr. 48
Ministeren bedes oplyse, om Arbejdsdirektoratet har efterbetalt fleksydelse på foranledning af klagesager fra borgere, der er blevet modregnet for afholdt ferie i fleksydelsen, og som ikke er blevet vejledt om muligheden for udbetaling af uhævede feriepenge uden modregning i fleksydelsen. I bekræftende fald bedes ministeren oplyse, hvor mange personer, der har modtaget en efterbetaling, og hvor stort et beløb efterbetalingerne udgør. Ministeren bedes ligeledes oplyse, om Arbejdsdirektoratet har taget skridt til at kontakte borgere, der er blevet modregnet fleksydelse på grund af afholdt ferie, med henblik på at vejlede dem om muligheden for at få omgjort sagen.
Â
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jytte Andersen (S)
Svar:
Arbejdsdirektoratets fleksydelseskontor har efterbetalt fleksydelse til i alt 16 personer på baggrund af en principiel afgørelse fra Ankestyrelsen, offentliggjort den 6. oktober 2006 som SM Y-2-06. Det samlede efterbetalingsbeløb udgør 196.239,10 kr.
I den nævnte SM-meddelelse har Ankestyrelsen lagt til grund, at direktoratets fleksydelseskontor ved en konkret henvendelse fra en fleksydelsesmodtager om vejledning med hensyn til optjente feriepenge burde have vejledt om, at der efter ferieloven var mulighed for at vælge mellem at holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i fleksydelsen, eller at undlade at holde ferie og få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb uden fradrag i fleksydelsen.
Ankestyrelsen har i SM-meddelelsen også fastslået, at fleksydelseskontoret ikke havde en forpligtelse til af egen drift at rådgive om, hvordan man kunne undgå at få foretaget fradrag i fleksydelsen - og dermed opnå dobbeltforsørgelse - ved at udnytte særregler i anden lovgivning, fx de særlige regler i ferielovens § 34 b om udbetaling af feriegodtgørelse efter ferieårets udløb. Arbejdsdirektoratet har derfor ikke taget skridt til at kontakte borgere med henblik på vejledning herom.