Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 34 af 10. november 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm. del).

Text Box: November 2006

Vores sag
404-0008
06-703-218


Spørgsmål nr. 34:

"Kan ministeren be- eller afkræfte, at borgere med ikke-færdigbehandlede arbejdsskadesager i gentagelsestilfælde bliver pålagt selv at betale for speciallægeerklæringer, og i bekræftende fald, vil ministeren redegøre for årsagerne, hyppigheden og vurderingen af rimeligheden af, at borgere, som måske har mistet job, virksomhed, indkomst, bolig etc i gentagelsestilfælde skal trækkes gennem nye speciallægeerklæringer for egen regning?"

 

 

Svar:

Jeg kan afkræfte, at tilskadekomne selv skal afholde udgifter til speciallægeerklæringer til brug for behandlingen af en arbejdsskadesag. Sådanne udgifter, som Arbejdsskadestyrelsen finder nødvendige for at oplyse sagen, afholdes af arbejdsgiverens forsikringsselskab/Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

 

Dette gælder både udgifter til lægeerklæringer i forbindelse med sagens anmeldelse og behandling samt eventuelle senere udgifter ved genoptagelse af sagen. Dette fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 38.

 

Der er ligeledes mulighed for at dække udgifter til lægeerklæringer, som Arbejdsskadestyrelsen/Ankestyrelsen ikke har anmodet om, hvis disse indeholder oplysninger, som er nødvendige for sagens behandling.