Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 32 af 10. november 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm. del).

Text Box: November 2006

Vores sag
304-0008/06-965.9-0270


Spørgsmål nr. 32:

"Ministeren skriver i svaret på spørgsmål 21, ”ved ændringen af ferieloven [gennemførtes] en massiv oplysningskampagne. Her blev bl.a. arbejdsmarkedets parter, pressen og lønmodtagerne informeret om mulighederne for at få udbetalt de uhævede feriepenge efter ferieårets udløb, og om hvor man kunne læse om reglerne. Direktoratet lagde i den forbindelse informationsmaterialet ud på sin hjemmeside. Materialet indeholdt en grundig redegørelse for mulighederne for at få uhævede feriepenge udbetalt efter ferieårets udløb."

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor den massive oplysningskampagne fra Arbejdsdirektoratet ikke førte til, at direktoratet selv ændrede praksis vedrørende modregning af feriepenge i fleksydelsesordningen, som administreres af samme direktorat. Ministeren bedes endvidere oplyse, om det i det nævnte informationsmateriale fremgik, at efterlønsmodtagere kunne undgå modregning i efterlønnen for uhævede feriepenge."

 

 

Svar:

Jeg skal indledningsvis henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 18 af 26. oktober 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm.del). I mit svar om den fleksible efterløn oplyste jeg, at Arbejdsdirektoratet ikke skønnede, at den nye regel ville medføre et utilsigtet brug. Spørgsmålet ville i den forbindelse kunne tages op igen, hvis der viste sig utilsigtet brug.

 

Muligheden for at foretage fradrag for feriepenge i fleksydelse blev indført med virkning fra 1. maj 2005. På det tidspunkt var det fortsat vurderingen, at der ikke var behov for særlige regler til at modvirke utilsigtet brug af ferielovens bestemmelser om uhævede feriepenge. Først i begyndelsen af 2006 stod det klart, at der skete et utilsigtet brug af ferielovens regler, og derfor blev fradragsreglerne på efterløns- og fleksydelsesområdet ændret samtidig.

 

Til sidste led i spørgsmålet skal jeg henvise til, hvad jeg i direkte forlængelse af citatet i spørgsmålet oplyste i samrådet i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 26. april 2006: ”Ud fra materialet kombineret med de oplysninger om efterløn og fleksydelse, som også kan ses på direktoratets hjemmeside, ville man kunne udlede, at der ikke skulle ske fradrag for udbetalinger af feriepenge efter § 34 b, herunder stk. 2 om ophørte ansættelsesforhold”.

 

Jeg skal endelig henvise til min besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S3959 af 10. april 2006 stillet af Jytte Andersen (S), hvor jeg oplyste, at der i pjecen ”Hold da helt ferie” var ”et link til Arbejdsdirektoratets hjemmeside, hvor der er en mere fyldestgørende vejledning specielt rettet til lønmodtagere om udbetaling af feriepenge efter ferieårets udløb. Deraf fremgår det præcist, hvilke offentlige ydelser, der modregnes for i relation til uhævede feriepenge, der stammer fra ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieårets udløb.”

 

 

Â