Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 30 af 8. november fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm. del). |
Spørgsmål nr. 30:
Hvorledes vil ministeren sikre, at lignende problemstillinger ikke vil gøre sig gældende i landets øvrige kommuner efter kommunalreformens gennemførelse og overgangen til jobcentre ved årsskiftet?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Baastrup (SF).
Svar:
Når staten og kommunerne flytter sammen i nye jobcentre gennemføres en stor organisationsomlægning. I staten nedlægges AF med udgangen af 2006, og de nye jobcentre etableres pr. 1. januar 2007. I kommunerne foretages der kommunesammenlægninger samtidig med oprettelsen af nye jobcentre.
Der har længe været arbejdet på at forberede etableringen af jobcentrene.
Både kommunerne og den statslige del arbejder på højtryk for at forberede og etablere de nye jobcentre, og der følges løbende op på processen. F.eks. indgås der etableringsaftaler mellem stat og kommuner om etableringen og organiseringen af jobcentrene, lokalisering og normering; Lederne af de nye jobcentre gennemgår netop nu uddannelse med henblik på at håndtere overgangen; Der indgås aftaler mellem stat og kommuner om etablering og drift af IT; Og der igangsættes i december 2006 en informationskampagne, hvor borgere og virksomheder informeres om omorganiseringen på beskæftigelsesområdet og konsekvenserne heraf. Som led i informationsaktiviteterne er der endvidere løbende kontakt til arbejdsmarkedets parter.
I tre kommuner har stat og kommune allerede etableret jobcentre – det drejer sig om Odsherred, Morsø og Herlev. Erfaringerne fra disse tre steder viser, at det kan lykkes. Når det er sagt, kan jeg ikke love, at der ikke opstår problemer i overgangsfasen. Al erfaring fra tidligere struktur- og opgaveomlægninger peger i retning af, at der – på trods af det store forberedelsesarbejde, der er lavet i forbindelse med denne reform – må forventes en vis produktionsnedgang i en overgangsperiode. Det må således antages, at der generelt vil være et produktionstab i forbindelse med selve den fysiske flytning i december/januar, og at der tilsvarende vil være et produktionstab frem til, at jobcentrenes organisation er kommet rigtig på plads. Der vil gå noget tid, inden de nye arbejdsgange mv. fungerer optimalt. På den baggrund må produktionstabet på samtaler og aktivering forventes at strække sig et stykke ind i 2007.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har stort fokus på at begrænse produktionstabet mest muligt, og der er foretaget prioriteringer og planlægning af indsatsen i overgangsfasen. Prioriteringen af indsatsen skal sikre, at jobcentrene kan yde den nødvendige service til virksomheder og borgere, der kontakter jobcentrene i overgangsperioden. Det er derfor aftalt, at virksomhedernes rekrutteringsbehov skal prioriteres højt i hele overgangen, at ledige, der henvender sig i jobcenteret, skal kunne få hjælp, og at ledige skal kunne til- og afmelde sig gennem hele overgangsperioden af hensyn til at sikre dagpengeudbetalingerne.
Jeg er sikker på, at medarbejderne gør deres bedste for at få overgangsfasen til at forløbe så smertefrit for borgene som overhovedet muligt. Det er vigtigt for mig, at også medarbejderne får en tryg overgang til det nye system. Derfor er det vigtigt at vise forståelse for, at de står midt i en stor organisationsomlægning, og at der ikke står nogen på spring for at pege fingre, selvom alt ikke fungerer optimalt fra første dag.