Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 3. juli 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 143 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Baastrup (Sf).

 

 

Spørgsmål nr. 143:

”Ministeren bedes kommentere artiklen: "Din buschauffør er dødtræt" fra 24 timer den 29. juni 2007.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg synes ikke, at jeg ud fra den nævnte artikel kan tage stilling til de beskrevne problemer med bybustrafikken og bybuschaufførernes arbejdstidsforhold.

 

Efter hvad jeg har fået oplyst, afvikles bybuskørsel efter køreplaner, der netop er udformet med henblik på bymæssig trafik. Disse planer fastsættes mig bekendt med udgangs­punkt i chaufførernes over­enskomster, og godkendes af tillids­repræ­sentanten. Jeg har endvidere fået oplyst, at eksempelvis protokollatet til Århus-overenskomsten (KL/FOA-overens­komsten) foreskriver, at disse kørerplaner skal indrettes med egentlige pauser på 12 % af køre­tiden, hvor­til kommer de såkaldte reguleringsophold før og efter kørsler.

 

Jeg har tiltro til, at der i overenskomsterne er fundet en forsvarlig regulering af de pågældende chaufførers arbejdstid. Bliver overenskomstens arbejdstidsregler ikke overholdt, kan arbejdsgiveren indbringes for Arbejdsretten og idømmes bod for overenskomstbrud, jf. fx Arbejdsrettens afgørelse af 4. juni 2007 i sagen A2006.489.

 

I øvrigt henviser jeg til mit svar på spørgsmål S 136.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen