Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 7. juni 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 131 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jørgen Arbo-Bæhr (EL).

 

 

Spørgsmål nr. 131:

” I forlængelse af ministerens svar til Københavns Kommune om muligheden for at hjælpe kvinder og mænd i prostitution, som modtager kontanthjælp, se alm. del - bilag 209, bedes ministeren oplyse hvilke konkrete ændringer i lovgivningen der skal ske, såfremt kvinder og mænd i prostitution, ikke skal mødes af sanktioner, som følge af ikke at have modregnet indtægterne fra prostitutionen, når de opsøger kommunens hjælp med henblik på at forlade prostitution.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg vil gerne slå fast, at regeringen fortsat ikke har planer om at undtage visse grupper fra reglerne om sort arbejde.

 

Som jeg oplyste i mit svar på spørgsmål nr. 98 (AMU alm. del.), så er sort arbejde ulovligt og har været ulovligt længe. Det, som regeringen har fået gennemført, er skærpede sanktioner bl.a. overfor kontanthjælpsmodtagere, der har sort arbejde. Disse skærpede sanktioner er et led i regeringens indsats for at stoppe sort arbejde og misbrug af sociale ydelser.

 

Det er efter regeringen opfattelse nogle helt andre midler, der skal til for at støtte de prostituerede til at komme ud af deres prostitution. Socialministeren har i sine tidligere svar på spørgsmål nr. 97 og 140 (SOU Alm. del.) oplyst om den landsdækkende sociale indsats mod prostitution og den kommunale indsats, herunder rådgivningsforpligtelsen overfor alle, der har et behov.

 

Hvis Folketinget ønsker en ”frit lejde”-ordning for personer, der opsøger kommunen for at få hjælp til at komme ud af prostitution, er ændringer i lovgivningen påkrævet. Der vil være tale om ændringer, der giver ”frit-lejde” i forhold til sanktioner og krav om tilbagebetaling til prostituerende kvinder og mænd. Der kan indsættes en bestemmelse i lov om aktiv socialpolitik om, at en person, der tilkendegiver overfor kommunen, at pågældende ønsker at ophøre med at prostituere sig, ikke skal have nogen sanktioner for uoplyst/sort arbejde i form af prostitution eller tilbagebetale en uberettiget modtaget kontanthjælp, selvom pågældende har modtaget hjælpen mod bedre vidende. Kriteriet vil være, at den pågældende anmoder om hjælp til at komme ud af prostitutionen. De relevante bestemmelser er §§ 40 a, 40 b og 91 i lov om aktiv socialpolitik.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen