Beskæftigelsesministerens forelæggelse for FAU den 23. maj af dagsorden for rådsmøde (30. maj)

Rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 30. maj 2007

 

 

 

Dagsordenen for rådsmødet ser således ud:

 

 

1.         Forslag til Rådets beslutning om retningslinier for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik                                             

- Politisk enighed

 

2.         Aktiv aldring                                                                                                

- Godkendelse af den fælles udtalelse fra EMCO og SPC

 

3.         "Good Work"

Udkast til Rådets resolution om en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012, KOM(2007) 62                           

- Vedtagelse og orienterende debat

 

4.         Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordineringen af de sociale sikringsordninger, KOM(2006)16

            [Henhører under socialministeren]

 

5.         Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger og fastlæggelse af indholdet i Bilag XI, KOM(2006) 7

[Henhører under socialministeren]

 

6.         Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, KOM (2007) 159 endelig                                     

[Henhører under socialministeren]

 

7.         Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en styrkelse af

retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder, KOM(2005) 507

- Fælles holdning

 

8.         Udkast til konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om betydningen af

familievenlige politikker i Europa og oprettelsen af en alliance for familier                   

[Henhører under ministeren for Familie- og Forbrugeranliggender]

 

9.         Gennemførelse af Beijing-handlingsprogrammet                                        

[Henhører under socialministeren]

 

10.       Socialydelser af almen interesse, KOM(2006) 177                                    

[Henhører under socialministeren]

 

 

Punkt 1, 3 og 7 er beskæftigelsesministerens ressort, mens punkt 2 er delt ressort mellem beskæftigelsesministeren og socialministeren. Punkt 4-6 samt 9-10 er socialministerens ressort, og punkt 8 er familieministerens ressort.

 

Alle punkter forelægges til orientering.


 

1.         Forslag til Rådets beslutning om retningslinier for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik                                                                   

- Politisk enighed

 

 

Jeg vil forelægge dagsordenspunkt 1-3 og 7.

 

Jeg har ikke selv mulighed for at deltage i rådsmødet den 30. maj, men socialministeren vil fremføre de danske synspunkter i mit fravær.

 

Punkt 1 omhandler de fælles europæiske beskæftigelsesretnings-linier. Rådet skal nå politisk enighed om en rådsafgørelse, der – som aftalt på forårstopmødet i 2005 – indebærer, at retningslinierne for 2005 også opretholdes for 2007.

 

Ligesom i 2006 lægges der således vægt på gennemførelsen af de nationale reformprogrammer fra 2005. Det følger af Lissabon-strategiens treårs-cyklus, som blev besluttet af Det Europæiske Råd i foråret 2005. Til næste år vil Rådet skulle tage stilling til nye retningslinjer, som skal løbe over de efterfølgende tre år.

 

Jeg forventer, at der uden videre debat vil være tilslutning til rådsafgørelsen. Også fra dansk side kan vi støtte rådsafgørelsen.  


2.         Aktiv aldring                                                                                                

- Godkendelse af den fælles udtalelse fra EMCO og SPC

 

 

Det næste punkt omhandler aktiv aldring og er delt ressort mellem socialministeren og mig.

 

Aktiv aldring er en prioritet for det tyske formandskab, som derfor har taget initiativ til, at Beskæftigelseskomiteen har udarbejdet en rapport om emnet. Rapporten har dannet baggrund for, at Beskæftigelseskomiteen og Komiteen for Social Beskyttelse har udarbejdet en fælles udtalelse om aktiv aldring, som Rådet skal tage stilling til den 30. maj.

 

Udtalelsen slår klart fast, at der er behov for politikændringer. EU’s arbejdsstyrke forventes nemlig reduceret med mere end 20 millioner personer, og den potentielle økonomiske vækstrate forventes halveret i løbet af få årtier, hvis ikke landene gør en ekstra indsats.   

 

EU er i dag langt fra Lissabon-målsætningen om en beskæftigelsesfrekvens for ældre arbejdstagere (dvs. de 55- til 64-årige) på 50 pct. i 2010. Beskæftigelsesfrekvensen for denne gruppe er senest målt til 42,5 pct. for det samlede EU. I Danmark opfylder vi dog allerede målet, idet beskæftigelsen for de ældre arbejdstagere i 2005 var på 58 pct.       

 

Udtalelsen fremhæver en række politiske budskaber, som alle bygger på gode eksempler fra medlemslandene. Jeg vil ikke uddybe indholdet nærmere her, men henvise til det udarbejdede samlenotat om sagen.  

 

Det er selvfølgelig i dansk interesse, at medlemslandene bestræber sig på at reformere arbejdsmarkeds- og socialpolitikken med henblik på at opnå højere vækst og beskæftigelse i Europa. Derfor kan regeringen også støtte udtalelsen om aktiv aldring.

 

Jeg forventer, at udtalelsen om aktiv aldring vil blive godkendt uden videre debat.  

 


3.         "Good Work"

Udkast til Rådets resolution om en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2007-2012, KOM(2007) 62     

- Vedtagelse og orienterende debat

 

 

Det næste punkt på dagsordenen drejer sig om ”Good work” og den nye arbejdsmiljøstrategi for 2007-2012, som Kommissionen har præsenteret i en meddelelse fra februar 2007.

 

Som opfølgning på meddelelsen har formandskabet lagt op til vedtagelse af en Rådsresolution om strategien. Der er også lagt op til en egentlig drøftelse på rådsmødet på baggrund af spørgsmål fra formandskabet.

 

Med rådsresolutionen vil Rådet således tage politisk stilling til Kommissionens meddelelse om den nye fællesskabsstrategi om arbejdsmiljø. Hermed følger man den samme procedure, som sidste gang Kommissionen fremlagde en arbejdsmiljøstrategi (2000-2006).

 

Regeringen er positiv over for resolutionsudkastet, der fremhæver strategiens målsætninger om forøget produktivitet og kvalitet i arbejdet. Bl.a. skal antallet af arbejdsulykker på EU-plan søges reduceret med 25 % – mens der dog skal tages hensyn til udgangspunktet i hvert enkelt medlemsland.

 

Resolutionen anerkender betydningen af godt arbejde og de underliggende principper herfor.

 

Resolutionen lægger endvidere vægt på en moderne og effektiv lovgivning, som skal gennemføres ordentligt i medlemsstaterne. Lovgivningen skal desuden forenkles, uden at det nuværende beskyttelsesniveau ændres.

 

Regeringen finder det især positivt, at resolutionen opfordrer medlemslandene til at sikre en bedre håndhævelse af lovgivningen. Det er ligeledes positivt, at der skal udvikles nye metoder til at måle medlemslandenes indsats og fremskridt ved gennemførelsen af strategien, særligt ved brug af såkaldt ”scoreboard”, som gør det muligt at måle landenes indsats i forhold til hinanden. Det er netop sådanne tiltag, som vi fra dansk side har arbejdet for at få med i strategien.

 

Regeringen støtter endvidere resolutionens opfordring til medlemslandene om – sammen med arbejdsmarkedets parter – at udvikle og gennemføre nationale handlingsplaner og at fastsætte kvantitative mål, hvor det er relevant. Også her afspejler strategien danske holdninger.

 

Regeringen støtter også prioriteringen af forbedringer af virksomhedernes konkurrenceevne, fx ved at lette de administrative byrder uden at forringe det nuværende beskyttelsesniveau.

 

Resolutionen forventes vedtaget på rådsmødet.

 


7.         Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en styrkelse af

retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder, KOM(2005) 507

- Fælles holdning

 

 

Det sidste punkt, jeg vil forelægge, vedrører forslaget til direktiv om overførsel af supplerende pensionsrettigheder.

 

Sagen blev senest forelagt for Europaudvalget den 11. maj 2007, hvor Udvalget gav mig mandat til brug for de videre forhandlinger om direktivforslaget.

 

Når jeg forelagde sagen til forhandlingsoplæg i Europaudvalget allerede i forrige uge, skyldes det, at det tyske formandskab arbejder for snart at nå en såkaldt førstelæsningsløsning med Europa-Parlamentet. Det betyder, at der løbende er forhandlinger i gang, som kræver en dansk stillingtagen til forslaget.  Jeg havde derfor brug for et mandat forud for møde i Coreper den 16. maj.

 

Indholdet i mandatet svarer til, hvad regeringen tidligere har forelagt for Europaudvalget. Vi har altså den samme holdning til forslaget som hidtil. Hovedlinjerne i mandatet er følgende:

 

Regeringen anerkender helt overordnet relevansen af en fælles regulering, der kan medvirke til at fremme mobiliteten og imødekomme en del af de demografiske udfordringer, som EU står overfor inden for de næste generationer.

 

Regeringen vil sikre, at fælles regler på området respekterer det velfungerende overenskomstbaserede danske pensionssystem, og at direktivet ikke berører de indenlandske skatte- og afgiftsregler.

 

Regeringen støtter endvidere, at direktivet fokuserer på sikring af hvilende rettigheder, mens retten til overførsel af pensionsrettigheder udgår.

 

Regeringen lægger afgørende vægt på, at der ikke vil være væsentlige statsfinansielle konsekvenser forbundet med forslaget.

 

Endelig vil regeringen lægge vægt på, at direktivet ikke udelukker firmapensionsselskaberne i alene at overføre pensionsopsparingen ved jobskifte.

 

Der har generelt været stor lydhørhed over for de danske synspunkter, og som situationen tegner sig nu, er der taget hensyn til alle punkter i regeringens linie.

 

I den forbindelse er det særlig vigtigt, at flytteretten er ude af direktivet, og at arbejdsmarkedets parter er sikret mulighed for at implementere direktivet.

 

Siden jeg forelagde sagen for Europaudvalget den 11. maj, har der været afholdt to møder i Coreper. Disse møder har vist, at der fortsat er udeståender, som behøver en afklaring. Helt overordnet tegner der sig to blokke: Én side, som på forskellig vis ønsker at undtage forskellige nationale pensionsordninger fra direktivet, og en anden side, der ikke anser forslaget for ambitiøst nok og derfor mener, at forslaget ikke i tilstrækkelig grad fremmer mobiliteten.

 

Vi har først sent i går modtaget den reviderede tekst fra formandskabet, som skal danne baggrund for drøftelsen på rådsmødet. Det er derfor ikke muligt for mig at orientere nærmere om, hvad formandskabet lægger op til, og hvordan sagen vil blive grebet an.

 

Men regeringen vil naturligvis følge forløbet nøje og arbejde inden for rammerne af det mandat, som jeg har fået her i Europaudvalget.

 

Det skal måske i den forbindelse bemærkes, at de danske mærkesager ikke ser ud til at komme i spil, da uenigheden findes på andre fronter.

 

Regeringen finder det derfor sandsynligt, at det udspil, der kommer fra det tyske formandskab, vil kunne støttes fra dansk side. Men det forudsætter naturligvis, at forslaget er i tråd med det mandat, vi har med os fra dansk side.