Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 20. april 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 104 (AMU alm. del), som hermed besvares.

 

Spørgsmål nr. 104:

”Ministeren bedes redegøre for, om han mener, at det er forsvarligt, at der i nogle jobcentre er helt ned til seks ansatte til at tage sig af den statsligt forankrede indsats, herunder om man på nogen som helst måde kan forestille sig, at det har negative konsekvenser for indsatsen ift. de ledige dagpengemodtagere.”

 

Endeligt svar:

Et af de helt centrale mål med kommunalreformen har været, at den offentlige sektor løser opgaverne så tæt på borgerne så muligt. Det har derfor været vigtigt med et jobcenter i alle kommuner, der kan varetage samtlige borgerrettede opgaver i relation til beskæftigelsesindsatsen.

 

Deloitte og Økonomistyrelsen har i februar 2006 foretaget en gennemgang af opgavefordeling og bemanding i den statslige del af det nye beskæftigelsessystem. På den baggrund blev bemandingen fastlagt, så de statslige ressourcer blev fordelt mest hensigtsmæssigt for at sikre faglig og administrativ bæredygtighed i de enkelte jobcentre.

 

Det er Deloitte og Økonomistyrelsens vurdering, at ressourcefordelingen i det nye system overordnet set er bæredygtigt. Samtidig er det klart, at de mindste jobcentre har særlige udfordringer i overgangsfasen, specielt indenfor de styrings- og planlægningsmæssige opgaver. De fire driftsregioner er opmærksomme på problemstillingen og søger at understøtte de mindre jobcentre i forhold til udførelsen af disse opgaver.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen