Minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander
|
11. december 2006
Ref. 06-001262-5
Kære Helge Sander
Teleabonnentforeningen af 1992 havde den 29. november 2006 foretræde for udvalget. Anledningen var foreningens utilfredshed med, at du ikke ønskede at mødes med foreningen om en konkret sag ved Teleankenævnet.
Foreningen havde forud for foretrædet sendt kopi af korrespondance i sagen til udvalget, jf. alm. del – bilag 43. Udvalget anmodede den 20. november 2006 om din kommentar til henvendelsen, jf. alm. del – spørgsmål 8. Du besvarede dette spørgsmål den 28. november 2006.
Udvalget er enigt med dig i, at Teleankenævnet er et privat klagenævn, der ikke hører under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Udvalget finder dog samtidig, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis du eller ministeriet havde gjort foreningen opmærksom på, at Teleankenævnet på regeringsniveau hører under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders ressort, da Teleankenævnet er godkendt som privat ankenævn efter reglerne i forbrugerklageloven.
Kopi af dette brev er sendt til Teleabonnentforeningen af 1992.
Med venlig hilsen
Hanne Severinsen,
formand