Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

Hermed fremsendes i fem eksemplarer det danske høringssvar til Kommissionen meddelelse af 29. juni 2006 om revurderingen af EU’s regelsæt for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (KOM (2006) 334) og høringsdokumentet SEC (2006) 837 om revision af Kommissionens henstilling fra 11. februar 2003 om relevante markeder.

 

 

Materialet er ligeledes sendt til Europaudvalget via Udenrigsministeriet.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander


 


Dansk høringssvar på Kommissionens meddelelse af 29. juni 2006 om revurderingen af EU’s regelsæt for elektroniske kommunikationsnet og

-tjenester (KOM (2006) 334) og høringsdokumentet SEC (2006) 837 om revision af Kommissionens henstilling fra 11. februar 2003 om relevante markeder

 

 

 

Danmark takker Kommissionen for denne mulighed for at kommentere på revurderingen af EU’s regelsæt for elektroniske kommunikationsnet og

-tjenester og revisionen af Kommissionens henstilling fra 11. februar 2003 om relevante markeder.

 

Danmark kan konstatere, at Kommissionens forslag lægger op til en begrænset justering af den gældende regulatoriske ramme.

 

Danmark kan generelt støtte Kommissionens forslag.

 

Der synes dog på længere sigt at være behov for yderligere ændringer i den samlede regulatoriske ramme på it-, tele- og medieområdet i lyset af konvergensudviklingen på området, herunder f.eks. også i relation til brug af IP-baserede net (Next Generation Networks, NGN). Danmark kan i den forbindelse konstatere, at Kommissionen på baggrund af den teknologiske udvikling har taget initiativ til en revision af f.eks. reglerne i fjernsalgsdirektivet.

 

Danmark finder i øvrigt, at det i videst muligt omfang bør sikres, at krav kan opfyldes ved selvregulering, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt.

 

Nedenfor kommenteres Kommissionens meddelelse, herunder de to hovedemner og fire sekundære emneområder, hvor ændringer kan tænkes foretaget. Dernæst kommenteres Kommissionens høringsdokument om revision af henstillingen om relevante markeder.

 

Kommissionens meddelelse

 

Hovedemnerne

 

Forvaltning af frekvensressourcerne

Indtil nu har der været tilfredshed med den regulatoriske ramme på frekvens- og tilladelsesområdet, men i lyset af den fremtidige teknologiske udvikling kan det være relevant at evaluere området i et fremadrettet perspektiv.

 

Danmark er enig i, at der bør findes en balance mellem effektiv anvendelse af frekvenser, introduktion af markedsmekanismer, politiske målsætninger og de fysiske begrænsninger ved brugen af frekvenser.

 

Effektiv frekvensanvendelse bør som princip veje tungt, idet frekvenser er en knap, samfundsmæssig relevant ressource, som efterspørges til mange typer tjenester med betydning for vækst og innovation. Dette princip må forventes at få endnu større betydning med den tiltagende udbredelse af trådløse tjenester og teknologier. Ændringer af den nuværende regulatoriske ramme bør således være styret af markedsmæssige og teknologiske behov. Hvor det er nødvendigt at prioritere mellem hensynet til reel konkurrence og hensynet til effektiv frekvensudnyttelse, er udgangspunktet, at hensynet til konkurrence bør prioriteres højst. Kun hvor radiofrekvenserne er så begrænsede, at udstedelse af tilladelser til flere forskellige tilladelsesindehavere vil gøre det umuligt at sikre alle brugere adgang til de pågældende tjenester, bør frekvenseffektiviteten vægtes tungest.

 

Danmark lægger vægt på, at fordele og ulemper ved henholdsvis øget harmonisering og anvendelse af markedsbaserede mekanismer analyseres og drøftes nationalt og på EU-plan, før der træffes politiske beslutninger. Aspekter af almen, politisk interesse bør inddrages i analysearbejdet, f.eks. hensynet til national sikkerhed, kulturpolitik mv. Kommissionen bør initiere dette analysearbejde hurtigst muligt som en del af revisionsprocessen.

 

Reduktion af byrden i forbindelse med markedsanalyser

Danmark støtter generelt en reduktion af de administrative byrder for både telemyndighederne og teleselskaberne i forbindelse med revision af direktivpakken

 

Herudover finder Danmark Kommissionens overvejelser om en procedureforordning interessant og finder, at det bør undersøges, om dette kan medvirke til at reducere de administrative byrder i forbindelse med markedsanalyser.

 

Danmark kan ikke umiddelbart støtte, at Kommissionen skal opstille tidsfrister for de nationale telemyndigheders arbejde med de enkelte markedsanalyser, idet det kan indebære, at det er Kommissionen, der i praksis kommer til at prioritere anvendelsen af de nationale myndigheders ressourcer.

 

Sekundære områder

 

Konsolidering af det indre marked

Det er den danske holdning, at hensynet til ensartet regulering sikres ved Kommissionens vetoret i forbindelse med markedsdefinitioner og -analyser. Den konkrete udmøntning af nationale forpligtelser bør dog alene foretages af de nationale telemyndigheder, der er tættest på og har det bedste kendskab til de nationale markedsforhold. Hvis Kommissionen vælger en harmoniseret tilgang til forpligtelserne ved anvendelse af vetoretten, kan der være risiko for, at medlemsstaterne kan blive forhindret i at løse konstaterede markedsproblemer i det respektive land.

 

Danmark kan på den baggrund ikke umiddelbart støtte forslaget om udvidelse af vetoretten til Kommissionen til at omfatte telemyndighedernes pålæggelse af forpligtelser i forbindelse med markedsafgørelser.

 

Danmark ser gerne, at konsekvenserne af forslaget om udvidelse af vetoretten  i relation til de nationale ankesystemer, hensynet til gennemsigtighed i reguleringen, afvejningen af hensynet til det indre markedet over for hensynet til, at reguleringen tilpasses nationale forhold, belyses og undersøges nærmere af Kommissionen.

 

Danmark er enig med Kommissionen i, at det kan være nødvendigt med yderligere koordinering i forbindelse med tildeling af frekvenstilladelser til tjenester med pan-europæisk/internationalt sigte. En sådan koordinering bør kun benyttes, hvis det kan påvises, at europæisk koordinering kan opnå bedre resultater end nationale afgørelser.

 

Danmark har endvidere noteret sig Kommissionens øvrige forslag i relation til konsolidering af det indre marked og ser frem til en yderligere uddybning heraf.

 

Styrkelse af forbruger og brugerinteresser

Forbrugertillid er et væsentligt omdrejningspunkt for udviklingen af it-, tele- og mediemarkederne. Danmark kan støtte, at der med revisionen sikres en tilpasning af beskyttelsen af forbrugerne under hensyntagen til den teknologiske udvikling.

 

Danmark kan desuden støtte, at der fortsat er fokus på at skabe gennemsigtighed for forbrugerne med henblik på at sikre rationelle forbrugervalg og dermed styrkelse af konkurrencen.

 

Kommissionens intention om at offentliggøre en grønbog om forsyningspligt støttes.

 

Danmark kan tillige bakke op om et styrket samarbejdet mellem medlemsstaterne, så det sikres, at handicappede i endnu højere grad kan udnytte mulighederne i den teknologiske udvikling.

 

Danmark finder samtidig, at det er hensigtsmæssigt at sikre en opfyldelse af sektorspecifikke krav på forbrugerområdet ved selvregulering, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, jf. f.eks. de danske erfaringer med en brancheløsning på problemet med ”modem-hijacking”.

 

Forbedring af sikkerhed

Kommissionens forslag om netsikkerhed er generelt i tråd med danske overvejelser i relation til et beredskab på it- og teleområdet og i den forbindelse krav til en robust elektronisk infrastruktur i regi af teleudbyderne, et øget tilsyn og mulighed for pålæg om konkrete sikringsforanstaltninger.

 

Fjernelse af overflødige bestemmelser

Danmark kan støtte, at forældede bestemmelser fjernes.

 

Revision af henstillingen om relevante markeder

 

Danmark kan generelt støtte Kommissionens forslag til revision af henstillingen om relevante markeder, hvorefter antallet af markeder, som skal udsættes for forhåndsregulering, reduceres.

 

Danmark lægger vægt på, at henstillingens principper og markeds­definitioner gøres så teknologineutrale som mulig.



Ud over Kommissionens forslag kan Danmark støtte, at også markedet for fastnetabonnementer ikke længere skal udsættes for forhåndsregulering. Dette forudsætter dog, at adgangen til frit operatørvalg kan sikres ad anden vej.

 

Derudover kan Danmark også støtte, at engrosmarkedet for mobil­access udgår.

 

Udover Kommissionens forslag kan Danmark støtte, at engrosmarkedet for international roaming og engrosmarkedet for radio/tv transmission fjernes fra henstillingen om relevante markeder.