Kære uddannelsesordfører                                                            Haderslev, d. 17. september 2007

 

Jeg blev matematisk student (stx) til sommer fra Haderslev Katedralskole med et gennemsnitsnit på 9,7 (9,6 på 7-trinsskalaen), og nu er jeg i gang med at undersøge, hvilket universitetsstudium jeg skal søge ind på. Jeg er imidlertid stødt på et problem i forbindelse med adgangen til en række bacheloruddannelser – faktisk er problemet det samme i forbindelse med samtlige humanistiske uddannelser, der udbydes på landets universiteter. Der er tale om flere specifikke adgangskrav gældende fra 2008, hvilket er det år, jeg regner med at søge ind.

 

”Specifikke adgangskrav er dansk A, engelsk A samt enten historie B, idehistorie B eller samtidshistorie B. Desuden skal du have yderligere et sprog på A-niveau, dog kun B-niveau, hvis der er tale om et fortsættersprog. Alle fag skal være bestået.”

- Fra http://www.ug.dk/Uddannelse.aspx?article_id=udb-humengelsk

 

”Begyndersprog på niveau C gennemført før gymnasiereformen giver merit som begyndersprog på niveau B, og begyndersprog på niveau B gennemført før gymnasiereformen giver merit som begyndersprog på niveau A.”

- Fra http://studieguide.au.dk/bach_optagelse.cfm?fag=1021

 

Ovenstående uddrag er for engelsk, der adskiller sig fra resten af de humanistiske uddannelser ved at kræve engelsk A i stedet for B. Jeg har valgt dette uddrag, da engelsk på nuværende tidspunkt er én af mine topprioriteter vedr. videreuddannelse, hvilket også stod klart for mig i 2.g, hvorfor jeg valgte engelsk på A-niveau i 3.g. Jeg fik 13 til mundtlig eksamen i engelsk og 11 til skriftlig eksamen (jeg fik dog 13 i over halvdelen af mine kommenteringsopgaver), men på trods af disse karakterer og mit samlede gennemsnit på 9,7, kan jeg ikke søge ind på kvote 1 på engelsk eller nogen anden humanistisk uddannelse.

         Grunden til dette er dels, at jeg som matematisk student ikke havde mulighed for at have ”yderligere et sprog på A-niveau”, dels at jeg ikke havde et fortsættersprog på B-niveau, men derimod begyndersproget fransk på C-niveau. Grunden til, at jeg i 9. klasse ikke valgte sproglig linie (med mulighed for flere sprog på A-niveau) frem for matematisk linie var, 1) at jeg endnu ikke vidste, hvad jeg ville tre år senere, 2) at jeg havde lært, at niveauet på matematisk linie generelt var højere, ligesom balancen mellem kønnene var bedre (begge forhold viste sig at være sande), 3) at jeg, som alle andre, ikke var klar over, hvilke specifikke adgangskrav, der ville gælde fra 2008. Sidstnævnte grund var samtidig årsagen til, at jeg ikke valgte fortsættersproget tysk på B-niveau på gymnasiet, men derimod fransk på C-niveau.

 

Det er dog stadig ikke umuligt for mig at søge ind på engelsk kvote 1, hvis jeg finder ud af, at det er det, jeg ønsker. En mulighed er at tage fransk på B-niveau som gymnasial supplering, men dette kan, som det ser ud nu, udelukkende foregå på 2 forskellige hold i Odense fra den 7. januar og et enkelt hold i Århus fra den 1. oktober,[1] og da jeg bor i Haderslev, fremstår denne mulighed som mindre tilgængelig. En anden mulighed er at søge ind på kvote 2, men for det første er adgangen herpå yderligere begrænset,[2] og for det andet er ansøgningsfristen allerede den 15. marts, hvilket giver mig mindre tid til endeligt at beslutte, hvilket studium, jeg ønsker at søge ind på.

 

Mit spørgsmål til dig er så, hvordan det kan være, at jeg med 9,7 i snit og 13 i engelsk ikke kan læse engelsk på universitetet, når grænsekvotienten i 2007 var nede på 6,3.[3] Tilbage i 9. klasse var de førnævnte 2008-adgangskrav ikke alment kendte, hvis de da overhovedet var ”udtænkt” dengang (i foråret 2004). Nu er det som sagt ikke sikkert, at engelsk er det, jeg vil læse, men det er bestemt en mulighed, ligesom en række andre humanistiske uddannelser er det. For mig, og de studievejledere på Århus Universitet, jeg har talt med, hænger det ikke sammen, at samtlige humanistiske uddannelser er uden for min rækkevidde, når man ser på mine dokumenterede kvalifikationer. Hvilken relevans har det, at man skal have ”yderligere et sprog på A-niveau”, når man vil læse engelsk? Eller antropologi og etnografi eller historie? Hvorfor skal jeg ikke have lov til at søge ind på de uddannelser uden problemer?

 

Med venlig hilsen

 

Matti Vlk Grabau, student

Remisen 52
6100 Haderslev



[1] http://www.vidar.dk/4125648F00367B9C/0/412565D9004FDF47412564D600358282?opendocument&show=class

[2] http://studieguide.au.dk/bach_optagelse.cfm?fag=1021

[3] http://studieguide.au.dk/bach_optagelse.cfm?fag=1021