Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

./.

Hermed fremsendes samlenotat om rådskonklusioner vedrørende Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – ITU's verdensomspændende radiokommunikationskonference i 2007

(WRC-07)

- KOM dok. foreligger ikke

 

 

Materialet er ligeledes sendt til Europaudvalget via Udenrigsministeriet.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Rådskonklusioner vedrørende Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – ITU's verdensomspændende radiokommunikationskonference i 2007

(WRC-07)

- KOM dok. foreligger ikke

1.      Resumé

 

RÃ¥det forventes at vedtage konklusioner om Kommissionens meddelelse til RÃ¥det,

Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – ITU's verdensomspændende radiokommunikationskonference i 2007.

 

Rådskonklusionerne støtter i hovedtræk de hovedstandpunkter, som Kommissionen har fremhævet i sin meddelelse. Kommissionen opfordres til hurtigt at rapportere tilbage til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne af konferencen og sikre, at forberedelsen af næste konference i 2011 er i fuld overensstemmelse med de mål, som konklusionerne skitserer. Desuden opfordres medlemsstaterne til at underskrive de forslag, der er fremsat i CEPT (European Conference of Postal and Telecommunications Administrations), og gøre deres yderste for at sikre, at målene med konferencen og de dertil beslægtede CEPT forslag nås.

 

Rådskonklusionerne forventes vedtaget som et a-punkt på et kommende rådsmøde.

 

2. Baggrund

 

Koordinering af frekvensforvaltningen på verdensplan hører under Den Internationale

Telekommunikationsunion (ITU), der er en FN-særorganisation, som har til opgave at opretholde og udvide det internationale samarbejde om forbedring og rationel brug af alle former for telekommunikation. Hvert tredje til fjerde år afholder ITU en verdensomspændende radiokommunikationskonference (World Radiocommunication Conference – WRC) med det formål at tilpasse ITU's radioreglement, som er den internationale aftale om koordinering af brugen af radiofrekvenser verden over.

 

Den næste verdensomspændende radiokommunikationskonference (WRC-07), der er kulminationen på adskillige års forberedende arbejde, afholdes i Genève fra den 22. oktober til den 16. november 2007.

 

Kommissionen har ved meddelelse af 2. juli 2007[1] informeret Europa-Parlamentet og Rådet om, hvilke fællesskabspolitikker, der kan blive berørt af resultatet af WRC-07. Kommissionen sigter tillige mod at opnå Parlamentets og Rådets opbakning bag dette oplæg til, hvilke politiske mål der skal nås, og hvilke holdninger medlemsstaterne bør indtage på WRC-07-konferencen.

 

Forberedelsen til WRC-07

Danmark og de andre EU-medlemsstater forhandler i ITU formelt som uafhængige medlemmer. I praksis har Danmark dog koordineret tekniske standpunkter med andre lande inden for CEPT (European Conference of Postal and Telecommunications Administrations), der er en sammenslutning af 47 europæiske landes nationale frekvens- og telemyndigheder. CEPT er et effektivt forum i udformningen af de detaljerede europæiske forhandlingsstandpunkter, der er nødvendige i en teknisk reguleringskonference som WRC.

 

Alle EU-landene er medlemmer af CEPT. På WRC-07 vil forhandlingerne med resten af verden ske på grundlag af konsoliderede europæiske holdninger ("fælleseuropæiske forslag"). De lande, der deltager i CEPT-processen, enes om at støtte eller i det mindste ikke aktivt forhandle imod sådanne fælleseuropæiske forslag. Fra dansk side har der været aktiv deltagelse i CEPT-processen, og branchen er løbende holdt orienteret om de fælleseuropæiske forberedelser og har været hørt om forslagene.

 

Kommissionen vil deltage i WRC-07 som ITU-medlem uden stemmeret. I denne egenskab vil Kommissionen bestræbe sig på at støtte de fælles europæiske standpunkter, der er i overensstemmelse med og relevante for Fællesskabets politikker.

 

Relevante EU-politikker i forbindelse med WRC-07

Frekvenspolitikbeslutningen[2] indebærer, at holdningerne inden for Fællesskabet

koordineres, og at der aftales fælles politiske målsætninger for WRC. Medlemsstaterne og Fællesskabet skal udarbejde fælles aktionslinjer og samarbejde tæt i hele forhandlingsprocessens forløb, så Fællesskabet internationalt optræder som en enhed. De fælleseuropæiske forslag udarbejdet inden for CEPT tager således behørigt højde for relevante EU-politikker.

 

Kommissionen peger i sin meddelelse på følgende hovedområder:

 

Fremtidens mobilkommunikation

Et vigtigt emne for konferencen bliver fremtidens mobilkommunikationssystemer. Under forberedelserne til WRC-07 har der vist sig et klart behov for, at der udpeges yderligere frekvenser på verdensplan til dette formål.

 

For at tilgodese dette behov overvejes det at udpege frekvensbånd både over og under de frekvensområder, der i dag bruges til mobilkommunikationssystemer i Europa.

 

En af mulighederne er frekvensbåndet 3,4-4,2 GHz. Dette frekvensbånd er attraktivt for fremtidige mobilsystemer i Europa, men det benyttes i dag af satellittjenester som centralt bredbåndsnet, især i udviklingslande. En prioritering af delbånd til henholdsvis satellit- og jordbaserede tjenester i 3,4-4,2 GHz-båndet vil give begge typer tjenester tilstrækkelig langsigtet garanti for, at de kan benytte dette frekvensbånd uden urimelig interferens. Satellittjenester bør fortsat have prioritet i delbåndet 3,8–4,2 GHz.

 

En anden mulighed er den lavfrekvente del af UHF-båndet, der anvendes til tv-spredning (470-862 MHz), der giver optimal signalspredning, for så vidt angår dækning og gennemtrængning i rum. Netinfrastrukturer i UHF-båndet vil derfor kunne blive væsentlig mere omkostningseffektive end de eksisterende systemer og gøre det lettere at etablere mobilsystemer i tyndt befolkede områder og meget tæt bebyggede byområder.

 

Det er økonomisk vigtigt for EU, at mobilsektoren fortsat har adgang til tilstrækkelige frekvensressourcer. Kommissionen finder derfor, at EU bør sætte sig følgende mål:

 

Støtte til videnskabelig brug af frekvenser

Videnskabelig brug af radiofrekvenser er af stor samfundsmæssig og økonomisk værdi og må derfor støttes. Videnskabelige anvendelser af frekvenser omfatter jordobservationssatellitter (EESS), meteorologiske satellitter og rumforskningssystemer, der støtter EU's miljø-, rum- og forskningspolitik.

 

Det er Kommissionens holdning, at EESS-systemet er vigtigt for EU's miljøpolitik og skal fortsat beskyttes mod interferens. Kommissionen mener derfor, at behørigt begrundede yderligere frekvensallokeringer til videnskabelige tjenester bør støttes.

 

Omlægning af HF-båndet

HF-båndet eller "kortbølgebåndet", der er afgørende for transmission af radiosignaler over lange afstande, er kommet under pres fra forskellige sider, særlig fra mobilradiotjenester til luftfart, forsvar og søfart.

 

Kortbølgeradio er ved at være klar til at gå over til digital teknologi, og overgangen bør lettes ved, at der stilles tilstrækkelige frekvensressourcer til rådighed. Nye radiospredningstjenester baseret på digitale teknologier såsom DRM-teknologien (Digital Radio Mondiale) giver mulighed for at genoplive kortbølgeradio og bidrage til formidling af europæisk kultur og europæiske perspektiver verden over. Yderligere HF-frekvenser til radio/tv-spredning vil medvirke til at give digital radioteknologi en god start. Vigtige maritime tjenester i HF-båndet går også gradvist over til digital transmission. WRC-07 bør drøfte denne sektors frekvensbehov i tide og samtidig sikre den nødvendige kontinuitet med kritiske analoge tjenester.

 

Kommissionen anfører i meddelelsen, at overgangen fra analog til digital teknologi inden for kortbølgeradio og maritime tjenester bør lettes ved, at der tages hensyn til disse tjenesters frekvensbehov ved den gennemgang af HF-båndet, der skal finde sted på WRC-07.

 

Fremtidige behov for frekvenser til luftfarten

Formålet med at skabe et fælles europæisk luftrum i EU er at optimere lufttrafikstyring og -sikkerhed for at tilfredsstille alle brugere af luftrummet, da dette er et fælles gode, som bør forvaltes kollektivt uden hensyn til nationale grænser. På denne baggrund består EU's politiske interesser på WRC-07 i at skabe ekstra flyvekapacitet samt gøre lufttrafikstyringen mere effektiv. Dette kræver en koordineret indførelse af nye og mere frekvenseffektive teknologier. Det erkendes, at gamle og nye luftfartssystemer uundgåeligt må eksistere side om side i en periode, men denne periode bør holdes så kort som muligt. De frekvenser, der allerede er allokeret til luftfart, bør udnyttes så effektivt som muligt uden at gå på kompromis med sikkerheden.

 

Det er Kommissionens holdning, at det er vigtigt for det fælles europæiske luftrum, at der stilles tilstrækkelige frekvensressourcer til rådighed for aeronautisk telemetri og luft-til-jord-tale- og datakommunikation. Samtidig mener Kommissionen, at den periode, hvor gamle og nye systemer samtidig lægger beslag på radiofrekvenser, bør være så kort som muligt.

 

Satellitkommunikation

På WRC-07 skal nogle af ITU-reglerne vedrørende satellitsystemer tages op til revision. Satellitter er en vigtig alternativ platform for elektroniske kommunikationstjenester, der giver mulighed for at tilbyde nye europadækkende tjenester, herunder bredbåndsbaseret datakommunikation, og dermed bidrager til at slå bro over eventuelle it-kløfter til Europas landdistrikter og afsides liggende områder.

 

ITU's principper om retfærdig adgang til frekvens- og baneressourcer er af fundamental betydning. Kommissionen mener, at det burde sikres, at de verdensomspændende reguleringsrammer støtter konkrete initiativer fra industrien til at udvikle og drive levedygtige satellitkommunikationssystemer. De nuværende satellitregistreringsprocedurer bør forenkles, og de eksisterende satellitsystemer bør beskyttes i radioreglementets bestemmelser om satellitplanlægning.

 

Dagsorden for den næste konference (WRC-11)

På hver verdensomspændende radiokommunikationskonference fastlægges der en dags­orden for den næste konference. Kommissionen peger i meddelelsen på blandt andet klimaændringer, fælles europæisk net og tjenester inden for transport og elektronisk kommunikation og bekæmpelse af it-kløftproblemer blandt andet for befolkningen i landdistrikter.

 

3. Hjemmelsgrundlag

 

Spørgsmål om hjemmelsgrundlag er ikke relevant.

 

4. Nærhedsprincippet

 

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

 

5. Formål og indhold

 

Formandskabet har udarbejdet udkast til rådskonklusioner, som har til formål at fastlægge, hvilke politiske mål der skal nås, og hvilke holdninger medlemsstaterne bør indtage på WRC-07-konferencen.

 

Rådskonklusionerne forventes vedtaget som a-punkt på et kommende rådsmøde.

 

Indholdet af rådskonklusionerne er følgende:

 

Fremtidens mobilkommunikation

Det er økonomisk vigtigt for EU, at mobilsektoren fortsat har adgang til tilstrækkelige frekvensressourcer. Rådet støtter derfor, at EU bør sætte sig følgende mål:

 

Støtte til videnskabelig brug af frekvenser

Det er Rådets holdning, at det er væsentligt, at EESS-systemer samt andre videnskabelige tjenester beskyttes mod skadelig interferens.

 

Omlægning af HF-båndet

Rådet støtter, at frekvensbehovene til digital teknologi inden for kortbølgeradio og maritime tjenester tilgodeses i den udstrækning, det er muligt på WRC-07.

 

Fremtidige behov for frekvenser til luftfarten

Rådet støtter, at der stilles tilstrækkelige frekvensressourcer til rådighed for aeronautisk telemetri og luft-til-jord-tale- og datakommunikation.

 

Satellitkommunikation

Rådet støtter, at de verdensomspændende reguleringsrammer understøtter konkrete initiativer fra industrien til at udvikle og drive levedygtige satellitkommunikationssystemer.

 

Dagsorden for den næste konference (WRC-11)

På hver verdensomspændende radiokommunikationskonference fastlægges der en dags­orden for den næste konference.

 

Rådet peger i den forbindelse særligt på følgende områder med særlige EU interesser:

 

De fælleseuropæiske forslag til WRC-07

Rådet støtter de fælleseuropæiske forslag, der er udarbejdet inden for CEPT, som er relevante for fællesskabets politikker. Disse væsentligste forslag er fremhævet i Kommissionens meddelelse og omtalt i udkastet til rådskonklusioner. Rådet inviterer i den forbindelse medlemsstaterne til at tiltræde de fælleseuropæiske forslag, der er i overensstemmelse med fællesskabets målsætninger, der er nævnt ovenfor.

 

Rådet opfordrer medlemsstaterne til at underskrive de forslag, der er fremsat i CEPT, og gøre deres yderste for at sikre, at målene med konferencen og de dertil beslægtede CEPT forslag nås.

 

Endelig opfordres Kommissionen til hurtigt at rapportere tilbage til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne af konferencen og sikre, at forberedelsen af næste konference er i fuld overensstemmelse med de ovenfor skitserede mål.

 

6. Europa- Parlamentets udtalelser

 

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

 

7. Gældende dansk ret og konsekvenser herfor

 

Den gældende danske lovgivning på frekvensområdet er fastsat i lov om radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 23. juni 2004, samt i lov om auktion over tilladelser til 3. generations mobilnet, jf. lov nr. 1266 af 20. december 2000.

 

Rådskonklusionerne medfører ikke i sig selv et behov for ændring af eksisterende lovgivning.

 

8. Konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet

 

Rådskonklusionerne har ikke umiddelbart konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.

 

9. Høring

 

Udkastet til rådskonklusionerne har været i EU-specialudvalget for it og telekommunikation, hvilket ikke har givet anledning til bemærkninger.

 

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

 

Regeringen kan generelt støtte rådskonklusionerne om WRC-07, herunder specielt bestræbelserne på at gøre frekvensreguleringen mere teknologi- og tjenesteneutral, idet dette er en forudsætning for den elektroniske kommunikationssektors evne til at udvikle nye og innovative tjenester. Det er dog væsentligt, at medlemsstaterne i de relevante frekvensbånd kan begrænse frekvensanvendelsen til bestemte elektroniske kommunikationstjenester for at tilgodese væsentlige samfundsmæssige hensyn, herunder mediepolitiske hensyn som f.eks. public service forpligtelser.

 

For så vidt angår fremtidens mobilkommunikation støtter regeringen, at frekvensbåndet 3,4 - 4,2 GHz afsættes som udvidelsesbånd til nye elektroniske kommunikationstjenester, herunder offentlig mobilkommunikation - 3G, trådløst bredbånd og senere systemer, dog således at eksisterende satellitsystemer indtil videre har prioritet i frekvensbåndet 3,8-4,2 GHz.

 

Regeringen støtter, at der skal arbejdes for, at mobile tjenester opgraderes til samme status som tv-tjenester i UHF-båndet 470 - 862 MHz ved WRC-07, således at den digitale dividende også kan udnyttes til andre formål end tv, hvis markedet tilsiger dette. Dette er væsentligt for, at innovationsreserven, som der er truffet politisk beslutning om, kan udnyttes optimalt i Danmark.

 

For så vidt angår HF-båndene støtter regeringen særligt, at der sikres de fornødne frekvenser, herunder til digital kommunikation, til det maritime område (skibsfarten). Prioriteringen bør være således, at frekvenser til maritime tjenester og luftfartstjenester har forrang for broadcasting.

 

Regeringen støtter generelt de fælleseuropæiske forhandlingsstandpunkter, der udarbejdes i regi af CEPT, og regeringen vil arbejde for, at de fælleseuropæiske forslag, som Danmark har tiltrådt, i videst mulig omfang bliver tilgodeset på WRC-07.

 

11. Generelle forventninger til andre landes holdninger

 

Rådskonklusionerne har været genstand for drøftelser i Rådets arbejdsgruppe på flere møder senest den 20. juli 2007. Drøftelserne har blandt andet drejet sig om mobile tjenester i UHF-båndet. Resultatet har derfor været, at rådskonklusionerne på dette punkt ikke har peget entydigt på, hvornår og hvordan opgradering af den mobile tjeneste i UHF-båndet kan ske.

 

12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

 

Rådskonklusionerne har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

 

Der er oversendt supplerende grundnotat om Kommissionens meddelelse den 27. august 2007.

 

 



[1] KOM (2007) 371 om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – ITU´s verdensomspændende radiokonference i 2007 (WRC-07)

[2] Europa-Parlamentets og RÃ¥dets beslutning nr. 676/2002/EC af 7. marts 2002.