Vedlagt fremsendes til orientering et eksemplar af hver af de af indenrigs- og sundhedsministeren underskrevne bekendtgørelser om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger og brevstemmeafgivning i vælgerens hjem.
I begge bekendtgørelser er foretaget de fornødne konsekvensændringer som følge af kommunalreformen og valgkredsreformen (stor- og amtskredse er erstattes af storkredse, kommunale valg er rettet til kommunale og regionale valg etc.).
Af samme grund er de hidtidige særregler for brevstemmeafgivning til kommunale valg i Københavns og Frederiksberg Kommuner ophævet som følge af, at der også i disse kommuner stemmes til regionsrådsvalg. Endvidere er der foretaget en række redaktionelle ændringer, hvoraf følgende skal fremhæves.
I bekendtgørelserne om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger (§ 4) henholdsvis i vælgerens hjem (§ 3 og § 10) er foretaget konsekvensændringer som følge af, at personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet samt hjemmesygepleje nu ikke blot kan ydes af personer ansat i kommunen, men også af personer ansat hos en af kommunen antaget privat leverandør. Personer, der er ansat til at udføre personlig eller praktisk hjælp m.v. i hjemmet, eller er aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskeordningen, vil således kunne være udelukket fra at varetage hvervet som stemmemodtager, uanset om de er ansat i kommunen eller hos en af kommunen antaget privat leverandør.
I bekendtgørelsen om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem (§ 4) er det for at lette kommunernes arbejde med at identificere vælgeren fastsat, at vælgerens ansøgning om adgang til at brevstemme i hjemmet ikke blot skal indeholde oplysning om vælgerens fødselsdato, men om vælgerens fulde personnummer.
I bekendtgørelserne om brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger (§ 17) henholdsvis i vælgerens hjem (§ 21) er fastsat, at vælgeren allerede, hvis brevstemmeafgivningen til folketingsvalg finder sted senere end 10 dage før valgdagen (og ikke blot som i dag senere end 8 dage før valgdagen) så vidt muligt skal have adgang til at gøre sig bekendt med en fortegnelse over de kandidater til valget, der er opstillet i den pågældende storkreds. Dette er en konsekvens af den i 2001 gennemførte ændring af valglovgivningen, hvorefter fristen for partiernes meddelelser til anmeldelsesmyndigheden om de godkendte kandidater m.v. blev fremrykket fra 8 til 10 dage før valgdagen.
I bekendtgørelsen om brevstemmeafgivning pÃ¥ plejehjem m.v. og i ældreboliger (§ 10) henholdsvis i vælgerens hjem (§ 14) er indføjet, at stillingsbetegnelsen â€ansat i kommunen†skal anvendes i tilfælde, hvor stemmemodtageren varetager denne funktion, ikke som tilforordnet vælger, men som ansat i kommunens forvaltning. Dette er en konsekvens af den i 2001 gennemførte ændring af valglovgivningen, hvorefter kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en af de to stemmemodtagere skal være en ansat i kommunens forvaltning.
|
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen  /  Anne Birte Pade
+ e-post til: Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â sagsbehl. i Fvjur og Kmjur
                                   [email protected]     Â
kopi til:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Afdelingschef Hans B. Thomsen
                                   Pressechef
                                   Samling