Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration
Ændring af
udlændingeloven med flere love (Opfølgning på regeringens handlingsplan for en
nyorientering af Udlændingestyrelsen m.v. – indførelse af en self-servicemodel,
nyt og forenklet forsørgelseskrav i familiesammenføringssager og reform af
studieområdet) (Okt I)
Lovforslaget vedrører de dele af regeringens handlingsplan om en ny
Udlændingestyrelse, der kræver lovændring. Der vil bl.a. være forslag om
indførelse af en self-servicemodel på familiesammenføringsområdet således, at
ansøgere, der opfylder de almindelige betingelser for at få opholdstilladelse
og selv bidrager med de nødvendige oplysninger til sagsbehandlingen, får sagen
behandlet hurtigere. Forslaget vil endvidere indebære et mere enkelt
forsørgelseskrav i familiesammenføringssager samt ændringer på studieområdet,
bl.a. om pligt til indberetning til Udlændingeservice om udenlandske
studerende, der ikke er studieaktive, eller som modtager offentlige ydelser.
Ændring af integrationsloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl. (Reform af integrationslovens finansieringssystem og omlægning af
finansieringen af danskuddannelse til udlændinge uden for integrationsloven
m.v.) (Okt I)
Forslaget vedrører ændring af finansieringssystemet for kommunernes udgifter
til introduktionsprogram og danskundervisning m.v., herunder forslag om, at
programtilskuddene erstattes af en refusion, og om at resultattilskuddene
forhøjes. Forslaget er en opfølgning af integrationsaftalen fra juni 2005 mellem
regeringen og S og DF.
Ændring af udlændingeloven (Forordning om visuminformationssystemet (VIS) og
udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa udstedt til kort
ophold) (Dec I)
Forslaget vedrører Danmarks tilslutning til Visuminformationssystemet (VIS) på
mellemstatsligt grundlag. VIS er en fælles europæisk database med oplysninger
om visumansøgninger, der forventes vedtaget i oktober 2006. Forslaget forventes
at indeholde forslag om optagelse og registrering af fotografi og fingeraftryk
i forbindelse med udstedelse af visa og forslag om udveksling af oplysninger om
visumansøgere.
Opfølgning af Aftale om fremtidig indvandring:
Ændring af udlændingeloven og ændring af lov om aktiv socialpolitik (Nov II)
Forslaget udmønter dele af Aftalen om fremtidig indvandring –
Integrationseksamen, Test i dansk og samfundsforhold, Udvidelse af
jobkortordning og Green card-ordning.