Kære Steen Gade

 

I opfølgning af vores møde den 8. november 2006, hvor vi bl.a. drøftede Udenrigsudvalgets involvering i arbejdet med Verdensbanken, er jeg meget indstillet på at imødekomme anmodningen om at holde Udenrigsudvalget tættere orienteret om Verdensbankens aktiviteter og om Danmarks samarbejde med Verdensbanken.

 

Forud for Udviklingskomiteens møder i forbindelse med Verdensbankens forårs- og årsmøder orienteres udvalget som bekendt allerede skriftligt om de vigtigste spørgsmål på dagsordenen. Desuden oversendes den årlige statusrapport fra nordisk-baltisk valggruppekontor til Udenrigsudvalget.

 

Derudover synes jeg også, at det kunne være relevant at orientere udvalget om de konsultationer, ledelsesrepræsentanter fra Udenrigsministeriet har med Verdensbanken minimum hvert andet år. Jeg bistår også gerne såfremt Udenrigsudvalget ønsker at øge sin besøgsfrekvens i Washington hos Verdensbanken, ligesom jeg også gerne er opmærksom på muligheden for at arrangere møder med relevante repræsentanter fra Verdensbanken og nordisk-baltisk valgkontor, når de aflægger besøg i Danmark.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Ulla Tørnæs