RÃ¥det for Internationalt Udviklingssamarbejde

Regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2007-2011

Eigtveds Pakhus den 6. september 2006

 

Referat

Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde afholdt den 6. september 2006 åben konference. Omdrejningspunktet for konferencen var udviklingsminister Ulla Tørnæs’ lancering- og præsentation af regeringens aktuelle udviklingspolitiske prioriteter - ”Vilje til Udvikling” (2007-2011).

 

Generelt om konferencen

Rådets formand Holger Bernt Hansen bød indledningsvis Rådets medlemmer samt de ca. 200 øvrige deltagere velkommen. Herefter fulgte udviklingsministerens præsentation, som vedlægges og derfor ikke refereres. Endelig var der en halvanden times debat omkring prioriteterne, hvor rådsmedlemmer og øvrige deltagere stillede spørgsmål til ministeren og gav deres kommentarer til prioritetsplanen og udviklingsministerens præsentation. Debatten omfattede såvel konkrete opfordringer til at yde yderligere støtte til indsatser inden for specifikke områder som indlæg, der tog udgangspunkt i mere generelle udviklingspolitiske problemstillinger. En række indlæg indledtes med, at regeringens beslutning om at indføre 0,8 %-garantien for den danske udviklingsbistand blev hilst velkommen. Grupperet efter temaer kan følgende elementer fremhæves fra debatten:

 

Nye kontra gamle initiativer, herunder tværgående temaer, konkrete handlingsplaner og donorharmonisering

En række kommentarer og spørgsmål satte fokus på problematikken omkring prioritering af nye initiativer i de årlige prioritetsplaner ift. behovet for at videreføre ’gamle prioriteter’ (dvs. prioritetsplaner fra tidligere år, strategier og tværgående hensyn).

 

Budskabet var, at der var fare for, at man i sin iver for at lancere nye initiativer ikke opretholdt tilstrækkelig opmærksomhed omkring tidligere års prioriteringer. Ikke mindst var der bekymring over, hvorvidt der blev taget nok højde for de tværgående hensyn. Et konkret eksempel kom fra Ida Nicolaisen, der bemærkede, at hensigten om at give nye stipendier til kvinder, som blev fremhævet i prioritetsplanen, var udmærket. Men at det var mindst ligeså væsentligt – om ikke vigtigere – at sikre ”gender mainstreaming” i den danske bistand som sådan. Et andet eksempel var en kommentar fra DIIS om, at ”man håbede på, at regeringen kunne holde rede på de mange tiltag, som var blevet sat i søen siden 2002.” Endelig blev spørgsmålet om, hvorledes de nye danske initiativer blev afstemt med harmoniseringsdagsordenen, også rejst. 

 

Som reaktion på indlæggene understregede udviklingsministeren, at udviklingsprioriteterne var udtryk for et særligt fokus, som regeringen valgte at indstille her og nu. De var på ingen måde udtryk for en nedprioritering af tværgående hensyn, tidligere fastlagte strategier eller prioriteter. Der blev naturligvis arbejdet videre løbende hermed i forbindelse med implementeringen af samtlige programmer og indsatser. Ift. spørgsmålet vedr. harmoniseringsdagsordenen understregede udviklingsministeren, at de nye danske initiativer naturligvis også var udarbejdet i dialog med samarbejdspartnere i modtagerlandene. Dermed var de selvsagt heller ikke i konflikt med Paris-erklæringen.

 

God regeringsførelse/civilsamfundet

Der blev, bl.a. fra Folkekirken Nødhjælps side, tilkendegivet en vis bekymring over, hvorvidt civilsamfundet ville få tilstrækkelig opmærksomhed i forbindelse med det lancerede fokus på god regeringsførelse. Flere hæftede sig ved, at det ifølge prioritetsplanen drejede sig om reformer af den offentlige sektor og reformer af den offentlige økonomiforvaltning. Og dette blev betragtet som udtryk for, at regeringen dermed reducerede civilsamfundets rolle i udviklingsbistanden. Blandt andet inden for miljø- og naturressourceforvaltning. I den sammenhæng blev der argumenteret for, at der fremover burde foreligge en konkret handlingsplan for civilsamfundets rolle i de store donorsamarbejder, således at civilsamfundet kunne være med til at præge samarbejdet helt fra opstartsfasen. Det var ikke nok at medtage civilsamfundskomponenter drypvis. En række af indlæggene understregede, at det både drejede sig om, at civilsamfundet i modtagerlandene skulle mere i centrum, og at det blev betragtet som en forkert disposition, at den bilaterale bistand, der blev formidlet via de danske ngo’er, var faldende.

 

Udviklingsministeren fremhævede, at civilsamfundet som bekendt var medtænkt i de eksisterende indsatser inden for god regeringsførelse. Når Danida arbejdede i partnerskab omkring god regeringsførelse var det altid baseret på, at man ikke kan opnå god regeringsførelse med gode velfungerende administrationer og forvaltninger uden, at man også samtidig arbejder for at sikre, at der er et kvalificeret modspil fra civilsamfundet. De to elementer i god regeringsførelse er uløseligt forbundne.

 

HIV/AIDS og sundhedssektoren

I relation til HIV/AIDS-temaet fremhævede flere talere nødvendigheden af, at regeringen aktivt talte USA og Vatikanets AIDS-politik midt imod.

 

Blandt andet fremhævedes problematikken omkring målrettede indsatser ift. HIV/AIDS versus midler til basale sundhedsydelser. Donorfokus og internationalt fokus på HIV/AIDS gjorde det mere prestigefyldt for lokale sygeplejersker og læger at blive tilknyttede donorfinansierede HIV/AIDS-projekter end at forblive inden for den generelle/basale sundhedssektor. Det var derfor vigtigt at tænke HIV/AIDS indsatser ind i forhold til generel kapacitetsopbygning.

 

Udviklingsministeren understregede, at regeringen havde fremført kritik af USA og Vatikanets HIV/AIDS-politik, specielt hvad kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder angår. Og udviklingsministeren havde personligt i sinde at fortsætte denne linie. Ministeren var enig i, at HIV/AIDS-problematikken skulle anskues som en integreret del af strategien på sundhedsområdet. På donorsiden var der således også planlagt alliancer med ’like-mindede’ i og uden for EU på dette område.

 

Kina som donor

Der var spørgsmål til, hvad udviklingsministeren og regeringen havde i sinde at gøre ved Kina’s ageren som donor på det afrikanske kontinent. Kina optrådte stadig hyppigere som en vægtig og mindre ansvarsbevidst donor i Afrika. Faren vurderedes at være stor for, at Kina gik endnu videre med at støtte korrupte regimer, der på ingen måde levede op til krav om god regeringsførelse. Der blev også opfordret til, at Kina’s rolle på kontinentet skulle indgå i en ny Afrika-strategi.

 

Udviklingsministeren understregede, at man i håndteringen af Kinas rolle måtte være realistisk i sit udgangspunkt. Blandt andet måtte man søge i samarbejde med DAC-likemindede, at se nærmere på, hvad donorgruppen kunne stille op over for fænomenet. Det var ikke en farbar vej at forsøge egenhændigt. Der var dog ingen tvivl om, at udfordringen var reel, og derfor ville man fra dansk side fortsat løbende holde øje med udviklingen.

 

Sikkerhed/udvikling og det civil-militære samarbejde i Irak og Afghanistan.

Et indlæg fokuserede på, hvorvidt regeringen havde i sinde at følge Paris-erklæringen eller reelt var i færd med at tilskære bistandsindsatserne i ”postkrigszoner” (særligt Irak og Afghanistan), så de passede til den danske militære indsats. Koblingen af udviklingsbistand med militære indsatser implicerede ifølge spørgeren, at vigtigheden af lokalt ejerskab i bistanden blev negligeret i urimelig grad.

 

Desuden blev der spurgt til, hvordan andre donorer griber det civil-militære samarbejde  i Irak og Afghanistan an – og hvorvidt og hvordan man sikrede sig dansk indflydelse herpå.

 

Udviklingsministeren understregede i den forbindelse, at man bestemt i de danske indsatser i Irak og Afghanistan fastholdt, at modtagerlandet skulle have ejerskab i samarbejdet. Men det var samtidig klart, at de danske indsatser var nødt til i et vist omfang at blive tilpasset de vanskelige vilkår, der nu engang gjorde sig gældende i disse lande. Indsatserne i Irak og Afghanistan kunne ikke meningsfyldt sammenlignes med f.eks. de danske indsatser i programsamarbejdslandene.

 

Kvinder og udvikling

Ud over en række påskønnelser af, at prioritetsplanen satte fokus på kvinders rolle i udvikling, blev der også spurgt til, hvordan man havde i sinde at sikre sig, at der også fra dansk side var kapacitet nok til at sætte yderligere strøm på dette arbejde. En enkelt i talerækken ville vide, om mænd nu var blevet opgivet som drivkraft i udviklingssamarbejdet. Det nye fokus på kvinder forekom taleren meget ensidigt. Tillige var der kritik af, at prioritetsplanen forekom noget forældet i sin perspektivering af ligestillingsproblematikkerne i udviklingslandene. Endelig blev der spurgt til, hvorvidt der ville blive udarbejdet en konkret handlingsplan for området.

 

Udviklingsministeren anførte, at ligestillingsanalyser i programmerne netop ville afdække, hvordan man kunne arbejde videre på kvinde-området. I udviklingsministerens øjne var det netop fordi den hidtidige måde at gå til problematikkerne på ligestillingsområdet ikke var tilstrækkelig og ikke havde produceret de ønskede resultater, at regeringen nu valgte at sætte  øget fokus på kvinder og kvinders rettigheder. Et indsatsområde, ministeren følte sig meget engageret i. Udover at mænd traditionelt blev assisteret på en række af udviklingsbistandens øvrige indsatsområder, så kom det også mændene og familierne til gode, når man målrettede indsatser mod kvinders rolle i udviklingen. For så vidt angår spørgsmålet om en konkret handlingsplan, lod ministeren forstå, at en sådan ville blive formuleret løbende.

 

WTO og udviklingspakken

Der blev kort spurgt til, om den udviklingspakke, som var vedtaget i Hong Kong i WTO-regi var bindende, og hvorvidt den ville blive implementeret.

 

På dette spørgsmål svarede udviklingsministeren bekræftende.

 

Oprindelige folk

Der blev spurgt til om oprindelige folk - et område hvor Danmark som donor stod stærkt - var blevet negligeret eller glemt. Indsatser ift. oprindelige folk var ofte snævert forbundet med miljø og menneskerettigheder, og også af denne grund var det vigtigt at fastholde oprindelige folk som et vigtigt indsatsområde.

 

Udviklingsministeren fremhævede, at oprindelige folk stadig er en prioritet for dansk udviklingsbistand.

 

Uddannelse

Flere indlæg henviste til statusrapporten fra 2004 vedr. 2015-målene, hvor der havde optrådt en procent-angivelse – 15% til uddannelsesområdet. Og det blev fremhævet, at de procentangivelser, regeringen nu opererede med, var meget langt fra de 15%. Der blev i forlængelse heraf spurgt til, hvorvidt dette var udtryk for ændrede målsætninger og prioriteter fra regeringens side.

 

Udviklingsministeren lagde i sit indlæg vægt på nogle af de konkrete indsatser på uddannelsesområdet, der indgik i prioritetsplanen, og nævnte at de 15% havde været udtryk for en overordnet målsætning, som man ville arbejde frem imod. Der var ikke tale om et konkret berammet mål.

 

FN

Der blev spurgt til, om regeringen var indstillet på at give en endnu hårdere kritik af FN og andre store multilaterale organisationer, der ikke effektiviserede deres organisationer tilstrækkeligt, for at sikre at de fik bedre kontrol med midlerne. Herunder spurgtes der til, hvorvidt regeringen i sidste instans også ville stille sig parat til at indføre sanktioner?

 

På den foranledning understregede udviklingsministeren, at Danmark fortsat ville presse på på mest hensigtsmæssig vis for at få FN-organisationerne til at effektivisere.

 

UDV.