Folketingets Finansudvalg
Bilag                             Journalnummer                                            Kontor                                              Â
                           104.Mekong.1.                          Amb. Hanoi                   10. november 2006
a.
Udenrigsministeriet anmoder
hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2006 afgives
tilsagn på 53 mio. kr. i støtte til Mekong Kommissionen.
Forslaget medfører ikke merudgifter i finansåret.
Projektbeskrivelse
Forvaltningsplan for det nedre Mekong-bækken (45 mio. kr.):
Det overordnede formål med støtten til forvaltningsplanen
for det nedre Mekong-bækken, fase II (BDP2), er at sikre, at Mekong-flodens
vandressourcer forvaltes på en integreret og bæredygtig måde til fælles fordel
for alle Mekong-landene. BDP2 sigter mod at koordinere nationale
udviklingsmålsætninger i relation til Mekong-floden. Dette indebærer et
intensiveret regionalt samarbejde om identifikation, kategorisering og
prioritering af fremtidige udviklingsaktiviteter på baggrund af økonomiske,
sociale og miljømæssige kriterier.
Fokus er på udviklingen inden for de væsentligste sektorer forbundet med Mekong-flodens udnyttelse, herunder industri, energi, kunstvanding og fiskeri. Programmet skal sikre samarbejdet mellem de fire medlemslande, således at Mekong-flodens vandressourcer forvaltes og udvikles på en integreret, bæredygtig og retfærdig måde til fælles fordel for dem alle.
Mekong
Kommissionens miljøprogram (7,5 mio. kr.):
Det overordnede formål med støtten til miljøprogrammet er at sikre en miljømæssig
bæredygtig udvikling af Mekong-bækkenet. Dette skal ske gennem en styrkelse af
Mekong-landenes kapacitet til at sikre den rette balance mellem på den ene side
økonomisk anvendelse af vand og lignende ressourcer og på den anden side
miljøbeskyttelse.
Programmet vil styrke overvågningen af Mekong-flodens miljømæssige situation; øge viden om flodens miljømæssige problemer; styrke udbredelsen og tilgængeligheden af miljøinformationen; sikre at sociale, økonomiske og økologiske hensyn indarbejdes i miljøpolitikker og miljøreguleringen; fremme opmærksomhed og kapacitet blandt Mekong Kommissionens og medlemslandenes personale; samt sikre at udviklingsinitiativer planlægges og gennemføres på en måde, som minimerer de negative miljøkonsekvenser for Mekong-bækkenet.
Konference om Mekong Kommissionen
(0,5 mio. kr.):
PÃ¥ baggrund af Mekong Kommissionens betydning for befolkningen der lever ved
Mekong-floden, vil en international konference blive søgt afholdt i 2007 med
det formål at styrke Mekong Kommissionens regionale placering og betydning.
Dette skal ske gennem et stærkere samspil med medlemslandene og andre centrale
aktører, herunder ikke mindst den Asiatiske Udviklingsbank og Verdensbanken.
Danmark vil søge opbakning til at finansiere en sådan konference i regionen.
           Budget
Det samlede budget andrager 53 mio. kr. fordelt på følgende poster:
Forvaltningsplan for det nedre Mekong-bækken...................... 45,0 mio. kr.
Mekong Kommissionens miljøprogram...................................... 7,5 mio. kr.
Konference om Mekong Kommissionen..................................... 0,5 mio. kr.
I alt............................................................................................... 53,0 mio. kr.
Støtten til forvaltningsplan for det nedre Mekong-bækken fase II og til miljøprogrammet ventes at løbe i perioden 2006-2010. Støtten til konference om Mekong Kommissionen ventes gennemført i 2007.
Tilsagnet vil
blive afholdt med 53 mio. kr. under § 06.32.08.20. Bilateral regionalbistand.
Væsentlige risikoelementer
Manglende ejerskab til såvel Mekong Kommissionens arbejde i al almindelighed
som til de to programmer i særdeleshed blandt de fire Mekong-lande vil kunne
udgøre en risiko for succesen og de langsigtede virkninger af både forvaltningsplanen
og miljøprogrammet, ligesom afholdelsen af en succesrig konference om styrkelse
af Mekong Kommissionens regionale placering, vil kræve opbakning på relativt
højt niveau i de fire Mekong-landes regeringer.
c.      Sagen forelægges Finansudvalget, da der er tale om
en rammebevilling, hvor totaludgiften overstiger 30 mio. kr.
d.
Forslaget er tiltrådt af
Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde.
e.
Under henvisning til
ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at
der i finansåret 2006 afgives tilsagn på 53 mio. kr. i støtte til Mekong
Kommissionen.
Â
Tilsagnet vil blive afholdt af det beløb, som på finansloven for 2006 stilles
til rådighed for udviklingslandene under § 06.32.08. Øvrige bilateral bistand.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.