Rigsrevisionen

C3

Landgreven 4

1264 København K.

 

 

Bilag

Journalnummer

 

 

 

104.Dan 6-6.c.

Kopi:  104.Moz.813.e

FMS 416.3021

§06.32.01.13.51        

KVA

12. juni 2007

 

 

 

Finansielle uregelmæssigheder i forvaltningen af tilskudsmidler i Mozambique, uddannelsessektorprogrammet, undervisningsdirektoratet i Zambezia, C223

 

Under henvisning til ministeriets løbende orientering af Rigsrevisionen i ovenstående sag samt de i revisionsrapport af 6. marts 2007 – j.nr. 2006-2002-23 – rejste spørgsmål kan følgende oplyses:

 

 

Pkt.1:     For så vidt angår de af Rigsrevisionen under pkt. C rejste spørgsmål vedrørende finansrådgiverens – Abel Chicalia – kriminelle ageren har den af KPMG udarbejdede redegørelse, der har form af et anklageskrift, været forelagt ambassadens advokat.

 

Af advokatens juridiske vurdering fremgår, at finansrådgiveren på det foreliggende grundlag vil kunne sigtes efter fire paragraffer i den mozambiquiske straffelovgivning – artikel 12, artikel 16, artikel 451 i lov nr. 9/87 – og efter korruptionslovgivningens artikel 10 i lov nr. 6/2004. Dersom rådgiveren har handlet i samarbejde med tredje person, betragtes dette som et skærpet forhold. De pågældende paragraffer har en forældelsesfrist på fem år dog således, at fristen kan forlænges op til 15 år ved overtrædelser, hvor fængselsstraf kan idømmes.

 

Advokaten anfører i øvrigt om ejerforholdet af ”Etrames Limitada” - det selskab som anvendtes i forbindelse med bedrageriet -  at 62,5 % af firmaets aktier indehaves af Abel Chicalia. Finansrådgiverens moder – Isabel da Felicidade Chicalia – er registreret som firmaets administrerende direktør. Isabel Chicalia beklæder angiveligt en stilling som juridisk rådgiver i præsidentens kancelli.

 

På grund af sagens karakter vil den iflg. lokal retspraksis skulle anlægges som kriminalsag og ikke som civilt søgsmål. Dette indebærer, at spørgsmålet om tilbagebetaling og eventuelle andre krav først kan behandles efter, at domstolen har taget stilling til det kriminelle forhold. Advokaten finder på baggrund af KPMG’s redegørelse, at det dokumenterede og direkte tab i forbindelse med bedrageriet kan opgøres til USD 73.000 – det vil sige differencen mellem leverancernes reelle værdi og det beløb, som rådgiveren gennem ”Etrames Limitada”  har overfaktureret programmet – svarende til ca. DKK 408.800,-.

 

Imidlertid stiller advokaten sig skeptisk overfor muligheden for at erholde beløbet. I denne forbindelse anføres, at der er to forulempede parter – den danske og den mozambiquiske stat. Advokaten finder det tvivlsomt, hvorvidt der fra mozambiquisk side er et reelt ønske om at anlægge sag mod finansrådgiveren. Denne opfattelse baseres på erfaringerne fra tilsvarende sager, der viser, at de mozambiquiske myndigheder i praksis ikke rejser korruptions- og bedragerianklager i sager, der kan være politisk implicerende. Det er endvidere advokatens vurdering, at dersom man fra dansk side fastholder det politiske pres på regeringen, vil der formentlig ske en bevidst forhaling hos anklagemyndigheden. Hertil kommer en efterfølgende domstolsbehandling på tre til fem år, dersom sagen når domstolene. Tidsmæssigt fortoner en eventuel domsfældelse sig således i det uvisse, ligesom det anses for hypotetisk, hvorvidt beløbet vil kunne inddrives på det tidspunkt, hvor en kendelse måtte foreligge.

 

Ambassaden deler advokatens vurdering, idet de fremkomne betragtninger er i overensstemmelse med bl.a. det hidtidige sagsforløb. Den 4. juli 2006 besluttede Styringskomiteen på ambassadens foranledning, at finansrådgiverens bedrageri skulle anmeldes til statsadvokaten. Den 18. juli 2006 modtog Undervisningsministeren den af KPMG udarbejdede sagsfremstilling med henblik på overdragelse til anklagemyndigheden. Da der ikke, efter det fra ambassaden oplyste, var passeret yderligere i den mellemliggende periode, blev sagen bragt op for Viceudenrigsministeren den 30. marts 2007, der ligeledes modtog kopi af KPMG’s redegørelse.

 

Pkt.2:    Den 24. april 2007 fremlagde revisionsselskabet KPMG den afsluttende – fase II – undersøgelsesrapport om Undervisningsdirektoratet i Zambezias regnskabsaflæggelse for perioden august 2002 til marts 2005. Revisionsundersøgelsen behandler de resterende USD 2,7 mio., der ikke var omfattet af fase I. Rapporten påviser flere kritiske punkter i direktoratets forvaltning af tilskudsmidlerne, hvor givne bestemmelser og regler ikke er fulgt.

 

De påpegede uregelmæssigheder omfatter uafregnede forskud; irregulær dokumentation; anvendelse af midler uden for programbevillingen samt udbetalinger i forbindelse med indkøb uden fyldestgørende dokumentation. I enkelte tilfælde er der begrundet mistanke om misbrug. Rapporten konkluderer, at der kan rejses et samlet tilbagebetalingskrav på USD 1.056.242 overfor Undervisningsministeriet.

 

Den 25. april 2007 præsenterede ambassaden revisionsrapporten for Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Undervisningsministeriet samt Mozambiques interne revision (IGF). Der fremsattes samtidig tilbagebetalingskrav i henhold til revisionens konklusion. Den 27. april 2007 afholdtes endvidere møde med Udenrigsminister Alcinda de Abreu om refusion af beløbet, der den 30. april 2007 fulgtes op af yderligere et møde med Viceudenrigsminister Henrique Banze.

 

De indledende drøftelser med den mozambiquiske regering var ikke ubetinget positive i den forstand, at der ikke umiddelbart fremkom accept af det dokumenterede tilbagebetalingskrav. Bl.a. ønskedes en gennemgang af de påpegede forhold af IGF. Dermed skabtes der i lighed med Fase I usikkerhed om tidshorisonten for sagens afslutning. I lyset heraf og for at fremme sagsbehandlingen tilbød ambassaden IGF bistand fra revisionsfirmaet KPMG, hvilket dog blev afvist. Efter intervention fra det mozambiquiske Udenrigsministerium, som erkendte de politiske implikationer ved en henholdende stillingtagen, accepterede IGF inddragelse af KPMG.

 

Efter yderligere møder med Udenrigsminister Abreu den 28. maj og Finansministeriet/IGF den 30. maj 2007 modtog ambassaden den 5. juni 2007 en skrivelse fra Udenrigsministeren, hvori Mozambiques regering anerkender det danske krav på USD 1.056.242 og tilbagebetaling af dette.

 

 

For god ordens skyld skal det i forlængelse heraf anføres, at det tidligere fremsatte tilbagebetalingskrav fra Fase I blev refunderet den 7. februar 2007. Beløbet, som i seneste underretningsskrivelse af 13. december 2006 var angivet som USD 1.600.309 var på tilbagebetalingstidspunktet reduceret til USD 1.588.729. Dette skyldtes dels en fornyet gennemgang af bilagene, og efterfølgende revurdering af, hvad man kunne kræve tilbagebetalt, og dels fremkomsten af dokumentation for forskud udbetalt til seminarer og lignende aktiviteter.

 

Efter modtagelsen af beløbet fra Fase II af undersøgelsen vil Udenrigsministeriet anse sagen for afsluttet

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Mette Melson

Chefkonsulent