Folketingets Finansudvalg

Bilag                              Journalnummer                                             Kontor                                               

                            104.Palæstina.19-6.                    Ramallah                          11. maj 2007          


a.              Udenrigsministeriet anmoder hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansÃ¥ret 2007 afgives tilsagn pÃ¥ 40 mio. kr. i støtte til kommunaludvikling i Gaza.

Udgiften afholdes af den på finansloven opførte bevilling på 932 mio. kr. under § 06.32.02. Udviklingslande i Asien og Latinamerika.

b.             Baggrund
Gaza/Vestbreddens bruttonationalindkomst pr. indbygger er for 2006 beregnet til USD 1.250. Realvæksten i BNP pr. indbygger udgjorde -11,0 pct. i 2006 og den gennemsnitlige årlige realvækst var -3,4 pct. for perioden 1994-2006. Indbyggertallet skønnedes i 2006 at være 3,9 mio. og den årlige befolkningstilvækst for perioden 1999-2007 var i gennemsnit 3,3 pct. Den Palæstinensiske Selvstyremyndigheds samlede gæld vurderedes i begyndelsen af 2006 til USD 640 mio. På grund af den aktuelle politiske situation er der tale om skønsmæssige vurderinger fra Verdensbanken og IMF.

Den politiske krise, israelske militæroperationer og kampe mellem palæstinensiske fraktioner har resulteret i en væsentlig forringelse af menneskerettighedssituationen i Gaza/Vestbredden i 2006.

 

Danmark har siden 1999 støttet kommunaludvikling i det centrale Gaza (”Support to Municipal Development and Management in the Gaza Middle Area” – SMDM) jf. Akt 301 2/9 1998 og Akt 175 31/5 2002. De første to faser af SMDM-programmet har omfattet udvikling af fysisk infrastruktur, støtte til civilsamfundsprojekter og kapacitetsopbygning i de kommunale forvaltninger. SMDM har skabt håndgribelige forbedringer i levevilkårene for mindst 160.000 mennesker i Gaza. Programmet er ifølge lokale meningsmålinger blandt de allermest populære bistandsprojekter overhovedet i Gaza/Vestbredden.                                                                                                                          

I lyset af de positive erfaringer fra SMDM-programmet blev et dansk lokaludviklingsprojekt igangsat i en pilotfase i 2006 på den nordlige Vestbred. Endvidere yder Danmark bidrag til et program til fremme af lokal kapacitetsudvikling i Gaza/Vestbredden. Dette program finansieres gennem Verdensbanken og udgifterne hertil afholdes over § 06.37.01.14. Bistand til Mellemøsten gennem IBRD. Der er en betydelig positiv synergi mellem de bilaterale og multilaterale aktiviteter, der har placeret Danmark som en væsentlig donor indenfor kommunaludvikling i de palæstinensiske områder.

 

Projektbeskrivelse
Denne bevilling vedrører tredje fase af kommunaludviklingsprojektet i Gaza og vil vare i to år (juli 2007-juni 2009). Programmet vil omfatte 11 ud af 25 kommuner og fire ud af otte flygtningelejre i Gaza. Det samlede befolkningstal for de elleve samarbejdskommuner er 257.000.

 

Programmets formål er at skabe bæredygtige forbedringer i levevilkårene i Gaza gennem udvikling af kommunale serviceydelser:

 

1) Kapacitetsopbygning i kommunerne (1,4 mio. kr.)
Omfattende ”on-the-job” træningsprogrammer for personalet i kommunerne samt kortere intensive kurser på et kommunalt uddannelsescenter. Uddannelsesforløb vil blive baseret på kommunernes egne kapacitetsudviklingsplaner.

2) Udvikling af forholdet mellem kommuner og borgere (4,5 mio. kr.)
Oprettelse af ”civilsamfundskoordinatorer” i de kommunale forvaltninger med ansvar for dialog og samarbejde med lokale græsrodsorganisationer. Konkrete civilsamfundsprojekter vil blive udarbejdet i samarbejde mellem forvaltninger og græsrodsorganisationer for derigennem at styrke kommunerne som relevante sekulære serviceudbydere for borgerne. Konkrete civilsamfundsprojekter kan omfatte sundhedsarbejde, biblioteker/uddannelse, centre for børn, unge, kvinder og handicappede, lokalprojekter og indkomstgenererende aktiviteter.

3) Udvikling af fysisk infrastruktur (23,9 mio. kr.)
Støtte til de kommunale forvaltningers etablering, renovering og vedligeholdelse af fysisk infrastruktur, herunder veje og kloakering. De konkrete projekter vil fokusere på konkrete forbedringer i de mest udsatte områder samt flygtningelejre. Arbejdsintensive produktionsmetoder vil blive foretrukket i implementeringen af infrastrukturprojekterne.

4) Støtte til indkomstgenerende projekter for kommunerne (3,0 mio. kr.)

Støtte til enkelte udvalgte forsøgsprojekter, der på længere sigt kan skabe alternative indkomstkilder for kommunerne. Forvaltningerne vil selv skulle udvikle projektforslag, men eksempler kunne være udvikling af hygiejniske fiske- og grøntsagsmarkeder eller slagtehaller.

I overensstemmelse med EU's beslutning om ikke at samarbejde med Hamas-regeringen, blev SMDM-programmet i marts 2006 omlagt, således at det implementeres uden om de offentlige systemer, herunder selvstyrets ministerier. Den daglige implementering af SMDM III vil derfor blive varetaget af et mindre og selvstændigt projektkontor i Gaza. Kontoret vil råde over tre tekniske rådgivere samt administrativt personale. En programstyringskomité vil omfatte de elleve kommuner, projektkontoret og det danske repræsentationskontor. Endelig vil der løbende blive ydet teknisk rådgiverbistand til SMDM III. Programmets finansielle transaktioner vil finde sted direkte fra det danske repræsentationskontor til projektkontoret, der ligeledes betaler leverandørerne direkte. Der er således indført stram kontrol med programmets pengestrømme.  

 

Budget
Det samlede budget andrager 40 mio. kr. fordelt på følgende poster:

Output 1: Kommunal kapacitetsopbygning................................ 1,4 mio. kr.

Output 2: Civilsamfundsprojekter............................................... 4,5 mio. kr.

Output 3: Udvikling af fysisk infrastruktur................................ 23,9 mio. kr.

Output 4: Indkomstgenerende projekter..................................... 3,0 mio. kr.

Projektkontor............................................................................... 2,8 mio. kr.

Konsulentbistand, reviews og revision........................................ 2,8 mio. kr.

Budgetmargin................................................................................ 1,6 mio. kr.

I alt.............................................................................................. 40,0 mio. kr.

 

Tilsagnet vil blive afholdt med 40 mio. kr. under § 06.32.02.15. Øvrige lande i Asien.

Væsentlige risikoelementer
Den væsentligste risiko for programmets gennemførelse er den alvorlige sikkerhedssituation i Gaza. Kampe mellem palæstinensiske fraktioner og israelske militæroperationer vil kunne resultere i forsinkelser og direkte ødelæggelser. Desuden vil en fortsættelse af den økonomiske krise i de palæstinensiske områder have negative konsekvenser for kommunernes skatteindtægter og derved deres kapacitet samt bæredygtigheden i indsatsen.

c.              Sagen forelægges Finansudvalget, da der er tale om en rammebevilling, hvor totaludgiften overstiger 30 mio. kr.

d.             Forslaget er tiltrÃ¥dt af Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde.

e.              Under henvisning til ovenstÃ¥ende anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansÃ¥ret 2007 afgives tilsagn pÃ¥ 40 mio. kr. i støtte til kommunaludvikling i Gaza.

Tilsagnet vil blive afholdt af det beløb, som på finansloven for 2007 stilles til rådighed for udviklingslandene under § 06.32.02. Udviklingslande i Asien og Latinamerika.

 

f.               Finansministeriets tilslutning foreligger.