Text Box: Statsministeriet
Prins Jørgens Gård 11
1218  København K

 

 

Indberetning vedr. Grønlands Landstings forårssamling, onsdag den 14. marts 2007.

 

Under redegørelse for dagsorden oplyste Landstingsformand Jonathan Motzfeldt, at Landstingets Formandskab har modtaget efteranmeldelse af to sager fra landsstyret:

 

Punkt 40:       Redegørelse om evaluering af ensprisreformens hidtidige konsekvenser.

 

Punkt 46:       Forslag til landstingsbeslutning om Grønlands Hjemmestyres udtalelse til lov                  om ændring af lov om folkeskolen i Grønland.

 

Landstinget tilsluttede sig, at sagerne optages på dagsordenen for landstingssamlingen. Punkt 46 søges 1. behandlet den 16. marts 2007.

 

Punkt 13 om projektering af landingsbaner til mindre fly udsættes til landstingets efterårssamling 2007, efter indstilling fra landstingets udvalg for boliger og infrastruktur.

 

 

Landstinget behandlede følgende dagsordenspunkter:

 

Punkt 50:

Forslag til Landstingslov om medieansvar.

(Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke)

(1. behandling)

 

Ved fremlæggelsen af forslaget anførte Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke Tommy Marø, at Grønlands Hjemmestyre i 2000 overtog kompetencen til selv at regulere spørgsmålet om mediernes ansvarsforhold på grønlandsk territorium. Siden da er der sket væsentlige ændringer på medieområdet, hvorfor tiden nu er inde til at der vedtages grønlandsk lovgivning på området i stedet for den gældende danske lovgivning. Landsstyremedlemmet oplyste, at forslaget repræsenterer Grønlands første selvstændige lovgivningsinitiativ på det medieretlige område.

 

Forslag til landstingslov om medieansvar har til hensigt at fastslå, hvem der har ansvaret, når borgere krænkes i forbindelse med offentliggørelse i medierne og sikrer, at der aldrig er tvivl om, hvem der er ansvarlig for et medie med henblik på at sikre de mest optimale betingelser for udøvelse af ytringsfriheden i medierne.

 

Som følge af fremkomsten af nye digitale nyhedstjenester foreslås det endvidere i lovforslaget, at der skabes bedre mulighed for også at få omfattet digitale nyhedstjenester i lovforslaget.

 

Forslaget til landstingslov blev generelt modtaget positivt af de politiske partier. Der var dog spørgsmål fra flere partier om sammensætningen af Det Grønlandske Pressenævn samt retten til at udpege medlemmer i nævnet. Endvidere var der usikkerhed om lovforslagets rækkevidde i relation til elektroniske medier, herunder debatfora på f.eks. politiske partiers hjemmesider.

 

Forslaget blev efter partiernes tilkendegivelser henvist til behandling i landstingets udvalg for kultur, uddannelse forskning og kirke forinden 2. behandlingen i landstinget.

 

 

Punkt 39:

Forslag til Landstingslov om ændring af landstingslov om forbrugerråd, markedsføring, mærkning, priser og forbrugerklageudvalg.

(Landsstyremedlemmet for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser)

(1. behandling)

 

Ved fremlæggelsen af forslaget anførte Landsstyreformand Hans Enoksen på vegne af Landsstyremedlem for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser Siverth K. Heilmann, at forslaget indeholder ændringsforslag til landstingslovens §§ 24 og 37.

 

§ 24 foreslås ændret ved, at avanceforhold slettes fra bestemmelsen, så bestemmelsen kun omhandler prisundersøgelser, da oplysninger om avance ikke synes at have relevans for forbrugerne. I § 24 indsættes desuden et nyt stk. 2, som vil medføre, at virksomhederne pålægges at afgive relevante oplysninger i forbindelse med Forbrugerrådets pris-undersøgelser.

 

I § 37 foreslås indsat en henvisning til § 24, stk. 2. § 37 indeholder mulighed for idømmelse af bøde til de virksomheder, der undlader at meddele oplysninger efter landstingsloven.

 

Samtlige partier udtrykte tilslutning til det fremsatte lovforslag, idet flere dog ønsker forslaget om at udtage avanceforhold fra bestemmelsen om prisundersøgelser nærmere behandlet i erhvervsudvalget.

 

Forslaget blev efter partiernes tilkendegivelser henvist til behandling i landstingets erhvervsudvalg forinden 2. behandlingen i landstinget.

 

 

 

Punkt 43:

Forslag til Landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

(Landsstyremedlemmet for Familie og Justitsvæsen)

(1. behandling)

 

Ved fremlæggelsen af forslaget anførte Landsstyremedlem for Familie og Justitsvæsen Aleqa Hammond, at forslaget  fremsættes, da det har vist sig at landtingsforordningens § 15 mangler i den grønlandske version af forordningen. § 15 findes således kun i den danske version af det oprindeligt vedtagne forslag. Det er derfor fundet nødvendigt, at bestemmelsen på ny fremsættes for Landstinget, således at det sikres, at bestemmelsen har været forelagt Landstinget i en grønlandsk version.

 

Der er ikke foretaget ændringer i forhold til den oprindelige bestemmelse og sagsbehandlingen efter reglen berøres ikke.

 

Samtlige partier tilsluttede sig uden særlige bemærkninger det fremsatte forordnings-forslag.

 

 

Punkt 44:

Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejerboliger.

(Landsstyremedlemmet for Familie og Justitsvæsen)

(1. behandling)

 

Ved fremlæggelsen af forslaget anførte Landsstyremedlem for Familie og Justitsvæsen Aleqa Hammond, at forslaget  fremsættes, da Landstingets Ombudsmand har overfor Familiedirektoratet fremsat kritik vedrørende de gældende bestemmelser om klageadgang i landstingsforordningen om boligsikring i lejeboliger.

 

Der foreslås en ændring af § 14 i landstingsforordningen, for at sikre at bestemmelsen om klageadgang ikke adskiller sig fra de generelle regler om anke på det sociale område.

 

Samtlige partier tilsluttede sig uden særlige bemærkninger det fremsatte forordnings-forslag.

 

 

Punkt 45:

Forslag til landstingsbeslutning om tiltrædelse af frivillig tillægsprotokol om forbud mod børnepornografi m.v.

(Landsstyremedlemmet for Familie og Justitsvæsen)

(1. behandling)

 

Ved fremlæggelsen af forslaget anførte Landsstyremedlem for Familie og Justitsvæsen Aleqa Hammond, at den frivillige tillægsprotokol medfører en forpligtelse for de deltagende nationer til at vedtage regler, som kriminaliserer salg af børn, børneprostitution og børnepornografi.

 

Danmark afgav i forbindelse med sin tiltrædelse af den frivillige tillægsprotokol i 2000 erklæring om, ”at protokollen indtil videre ikke gælder for Færøerne og Grønland”. Det blev ved Danmarks tiltrædelse således vurderet, at der ikke var basis for en grønlandsk tiltrædelse, idet det på det pågældende tidspunkt ikke var strafsanktioneret at besidde eller sælge børnepornografi i Grønland. Der blev imidlertid i år 2004 vedtaget en ændring af kriminalloven for Grønland således, at det nu er strafbart at besidde og formidle pornografisk materiale med børn i Grønland.

 

Landsstyret vurderer at det politisk og samfundsmæssigt vil sende et stærkt signal til såvel det grønlandske som det internationale samfund, hvis Grønland tiltræder tillægsprotokollen og dermed giver udtryk for et bredt engagement i at fremme og beskytte børns rettigheder.

 

Samtlige partier tilsluttede sig det fremsatte beslutningsforslag og opfordrede landsstyret til at arbejde for, at den af landsstyret nævnte nødvendige følgelovgivning snarest muligt gennemføres.

 

Forslaget blev efter partiernes tilkendegivelser henvist til behandling i landstingets lovudvalg forinden 2. behandlingen i landstinget.

 

 

Punkt 130:

Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at lave et tillæg om, at redere, enkelte fartøjsejere samt producenter overfor myndighederne forpligtes til at give oplysninger om produkter og udbytte fra grønlandske fiskeriprodukter ved indenlands produktion og produktion til eksport i forbindelse med reformen af fiskeriloven.

(Landstingsmedlem Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit)

(1. behandling)

 

Som begrundelse for forslaget anførte forslagsstilleren, at Grønlands levende ressourcer er samfundets fælles ejendom, hvorfor det er nødvendigt at myndighederne har kendskab til, hvorledes og hvor de levende ressourcer bliver udnyttet økonomisk.

 

I landsstyrets besvarelse fremhævede Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug Finn Karlsen, at landsstyret er enig med forslagsstilleren i at Grønlands levende ressourcer er samfundets fælles ejendom. Landsstyret vil derfor i forbindelse med udarbejdelsen af en ny fiskerilov også søge at opnå at sikre samfundet som helhed det størst mulige økonomiske udbytte af landets fiskeriressourcer. Landsstyret har derfor lagt vægt på at vidensudveksling og oplysningspligt også indgår i revisionen af fiskeriloven.

 

Landsstyremedlemmet oplyste, at der er udarbejdet et forslag til ny landstingslov om fiskeri. Lovforslaget har længe været undervejs og forventes sendt i høring snart. Det er landsstyrets intention at 1. behandlingen af lovforslaget sker under denne forårssamling. I lovforslaget vil § 25 om statistik i den nugældende landstingslov om fiskeri være omskrevet, således at bestemmelsen med den nye formulering gælder for afgivelse af oplysninger til brug for administration af loven, herunder til brug for statistik og analyseformål samt i kontroløjemed. Endvidere er der foretaget en udvidelse vedrørende de oplysninger, der kan indhentes. Ændringen af bestemmelsen er blandt andet foretaget for at kunne indhente oplysninger til vurdering af den eventuelle fremtidige ressourcerente.

 

Landsstyreområdet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde et konkret forslag til, hvilke oplysninger der bør indhentes. Det forventes, at arbejdsgruppen har fremlagt sit forslag inden 1. behandling af lovforslaget. Landsstyret finder det naturligt, at ovennævnte arbejdsgruppe kan fremlægge sit forslag til, hvilke oplysninger der bør indhentes, herunder at vurdere og tage stilling til de i det fremsatte beslutningsforslag nævnte oplysninger. å den baggrund finder landsstyret det mest hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt ikke at vedtage det aktuelle beslutningsforslag. Forslagsstilleren har mulighed for at gøre sine synspunkter gældende under landstingets behandling af lovforslaget til ny fiskerilov.

 

Landsstyremedlemmet fremhævede, at landsstyret ikke er uenig med forslagsstilleren, men landsstyret finder den af landsstyret foreslåede procedure mest hensigtsmæssig. Landsstyret indstillede beslutningsforslaget henvist til behandlingen af forslag til Landstingslov om fiskeri.

 

På trods af landsstyrets indstilling foretog partierne en reel politisk behandling af forslaget. Generelt udtrykte de politiske partier tilslutning til forslaget, hvor dog enkelte opfordrede til forsigtighed i hvor vidtgående krav der formuleres, medens andre opfordrede til mere vidtgående bestemmelser om oplysninger og kontrol.

 

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Søren Hald Møller

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kopi pr. e-mail:  Folketinget

                             Kongehuset, Kabinetssekretariatet

                             Samtlige ministerier

                             Rigsombudsmanden på Færøerne